Et nyt filmår: 11 ikke-engelsksprogede film, vi glæder os afsindigt til

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Mommy’ (Xavier Dolan)

Hvis der er én ung instruktør, hvis navn du skal skrive dig bag øret, må det være det canadiske vidunderbarn Xavier Dolan. I en alder af blot 25 år har han allerede instrueret fem spillefilm, hvoraf den seneste, ’Mommy’, vandt Juryens Specialpris i Cannes 2014.

Den fransksprogede film handler om et stærkt problematisk mor-søn-forhold. Den enlige Diane kæmper med at få hverdagen til at fungere med sin søn Steve, der lider af ADHD, og med stærke provokationer giver hende kamp til stregen. Hun er dog heller ikke ligefrem selv den mest politisk korrekte mor i verden.

Få instruktører har som Xavier Dolan givet den klassiske fortællerform fuck-fingeren og kørt sit eget show med lige dele overmod og ungdommelig vildskab. Og hans nye film er da også en højenergisk film, der dog samtidig er hans hidtil mest modne og rørende.

Premiere 1. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (Roy Andersson)

Den geniale svensker Roy Andersson er efter syv år klar med sin opfølger til ’Du levende’ og ’Sange fra anden sal’. Han fortsætter her sin mesterlige skildring af elegiske skæbner og deadpan-humoristiske situationer fra et trøsteløst Sverige med lige dele kærlighed og tragikomik.

Som du måske kan gætte ud fra titlen, er filmens udgangspunkt en fugl, der bekymrer sig om den menneskelige eksistens, da mennesket ikke selv er i stand til at se sin snarlige dommedag. At koge handlingen i Anderssons film ned til en enkelt sætning, er dog lige så meningsløst som tilværelsen for de karakterer, der bebor hans univers. Fortællingen bindes nemlig ikke sammen af et gennemgående plot og karakterer, men snarere af tema og æstetik i den perfekte balance mellem surrealisme og galgenhumor.

Premiere 12. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’The Tale of Princess Kaguya’ (Isao Takahata)

Det legendariske tegnefilmstudie Studio Ghibli har bragt magi og fantasi til fortællinger, der lige så vel kan ses af voksne som af børn. Studiets kronfugl, stifteren Hayao Miyazaki, er gået på pension, men til gengæld er der så rum for, at de danske distributører finder nye animationsinstruktører at fokusere på. En af disse er 79-årige Isao Takahata, som de fleste nok kender bedst for ’Grave of the Fireflies’ – en stærk antikrigsfilm, hvis slutning bliver siddende i brystet længe efter rulleteksterne.

’The Tale of Princess Kaguya’ bygger på et japansk folkeeventyr og handler om gammel mand, der imellem en skov af bambusstænger finder en lille prinsesse, som ikke er større end en finger. Den gamle mand og hans kone opdrager den lille prinsesse som deres datter, mens de ser hende vokse op til en smuk kvinde, der bliver opsøgt af en lang række bejlere.

Premiere 11. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Leviathan’ (Andrey Zvyaginstev)

I en alder af 50 år er den russiske mesterinstruktør Andrey Zvyaginstev stadig klar til at overraske. Han har tidligere stået bag ’The Return’, der fortjent vandt ham Den gyldne løve på Venedig-festivalen i 2003. Og med ’Leviathan’ har han en skabt en moderne, meget subjektiv fortolkning af fortællingen om Job.

Med et guddommelig smukt sceneri, litervis af vodka og tragikomisk humor til overflod giver filmen et satirisk billede af Rusland under Putins styre. I et land, hvor borgerne er blevet frataget basale rettigheder, følger vi en mands kamp mod en korrupt borgmester, der vil have fingrene i hans jord. Filmen vandt prisen for bedste manuskript ved Cannes-festivalen 2014 og kan måske bedst beskrives som en mere tilgængelig og naturalistisk udgave af Andrej Tarkovskijs værker.

Premiere 8. januar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Party Girl’ (Marie Amachoukeli, Claire Burger og Samuel Theis)

’Party Girl’ handler om kabaretdanseren Angélique på 60 år. Hun har levet sit liv som dronningen i natklubbernes mørke. Men med alderen begynder livets store spørgsmål at trænge sig på, så da en af hendes faste kunder en dag frier til hende, svarer hun ja. Det viser sig dog ikke at være nemt at lægge den vilde fortid, mændene og nattelivet bag sig.

Hovedpersonen portrætteres af debutanten Angélique Litzenburger, hvis liv ikke ligger langt fra karakterens. Hun spiller altså omtrentligt en fiktiv udgave af sig selv, og filmkarakterens børn spilles således også af Angéliques egne børn. ’Party Girl’ vandt en stor pris på Cannes 2014 og er blevet sammenlignet med den naturalistiske fortællestil fra John Cassavetes’ film.

Premiere 29. januar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Korsvejen’ (Dietrich Brüggemann)

14-årige Maria står ved en skillevej: På den ene side det moderne liv med alt, hvad dertil hører af musik og fristelser, på den anden side en konservativ katolsk familie. Marias hjerte tilhører Jesus, men det er en daglig kamp at skulle holde sig på dydens smalle sti i en hverdag med drenge, fester og andet godt.

Denne tyske film vandt Sølvbjørnen for bedste manuskript på filmfestivalen i Berlin og har efterfølgende turneret diverse filmfestivaler, hvilket blot har kastet flere priser af sig.

Premiere 19. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Gett’ (Ronit Elkabetz og Shlomi Elkabetz)

Religion, ægteskab og kønsroller kommer under luppen i denne film af det israelske Elkabetz-søskendepar. I Israel er skilsmisser (også kaldt gett) ikke kontrolleret af en domstol, men af ortodokse rabbinere. Kvinden Viviane Amsalem ønsker skilsmisse, men kan kun få det, hvis ægtemanden går med til det.

Manuskriptforfatter og instruktør Ronit Elkabet spiller også hovedrollen i filmen, hvor vi følger en kvindes umulige kamp om at ophæve ægteskabet med sin mand, der nægter at gå med til det. ’Gett’ skulle være et velfortalt take på retssalsdramaet, hvor kærlighed erstattes af klaustrofobi og mentalt fangeskab.

Premiere 5. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Phoenix’ (Christian Petzold)

For få år siden havde den anerkendte tyske instruktør Christian Petzold succes med sin film ’Barbara’. Nu er han klar med næste film, der udspiller sig i Berlins ruiner efter Anden Verdenskrig. Med ar på både krop og sjæl formåede Nelly (spillet af Nina Hoss) at overleve kz-lejrene, og hun leder nu efter sin mand Johnny. Men langsomt kommer rygterne op til overfladen om, at det faktisk var ham, der sendte hende i armene på nazisterne.

’Phoneix’ er et intenst melodrama, hvor Petzold tager fat på store emner som identitet og historie. Filmen fik fremrangende anmeldelser ved premieren på filmfestivalen i Berlin.

Premiere 30. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’Mod naturen’ (Ole Giæver)

Den mandlige kønsrolle er i øjeblikket under forhandling i lang række film – aktuelt i Ruben Östlunds ’Force Majeure’. Nu giver den norske instruktør Ole Giæver os sit syn på tingene med ’Mod naturen’, som han selv har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i.

Filmen giver os et indblik i Martins tanker, da han en dag efterlader sin kone og sin søn uden at give besked for at tage på en to dages fjeldtur. Her bliver der løbet, klatret, onaneret og filosoferet over, hvordan hans liv ville se ud, hvis han havde truffet nogle andre valg. En komedie, der stillet livets store spørgsmål.

Premiere 26. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’Wild Tales’ (Damián Szifrón)

Den argentinske ’Wild Tales’ består af seks kortere fortællinger, der alle bliver bundet sammen af temaet hævn – eller rettere: Hvad der sker, når almindelige mennesker bliver tvunget helt derud, hvor de ikke kan holde de urmenneskelige aggressioner tilbage mere, og det eksploderer i sort humor og vold.

Blandt de seks historier er således fortællingen om en irriterende trafikant, der ikke vil lade sig overhale, og manden der sidder fast i bureaukratiets urokkelige system. Instruktøren Damián Szifrón er dog ikke bange for at vende bordet og tilbyde overraskende twists på de små fortællinger. En fantastisk morsom film, hvis introsekvens alene med garanti vil udløse grin og chok i salen. Det gjorde den i hvert fald, da den tog Cannes-festivalen med storm i maj.

Filmen er i øvrigt produceret af ingen ringere end Pedro Almodóvar.

Premiere 7. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. ’The New Girlfriend’ (François Ozon)

Dem, der er bekendt med François Ozons film, ved, at de kan forvente en fransk film komponeret i en Hitchcock-inspireret fortælleform med en bramfri skildring af seksualitet. Og i denne film, ’The New Girlfriend’, stiller han endnu skarpere på overklassens krakelerende overflade end tidligere.

Filmen er en psykologisk thriller og handler om Claire, hvis bedste veninde lige er død og har efterladt sig sin mand David og deres lille datter Lucie. I sorgen over tabet falder Claire i et mørkt hul, men bliver taget tilbage til lyset, da hun opdager en ny, overraskende side af David.

Premiere 4. juni.

Læs også: Her er årets 10 største filmskuffelser

Læs også: Her er årets bedste film, 10-1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af