1. ’Dum & dummere to’
Måske var det naivt at tro, at Farrelly-brødrene, Jim Carrey og Jeff Daniels kunne leve op til deres 20 år gamle, plathumoristiske nyklassiker, som bare er steget i anseende siden premieren som en overvældende trøst til alle med hang til usofistikeret, men lårklaskende fysisk komik helt ude på overdrevet.
Men ak. Der var langt mellem grinene i ’Dum og dummere to’. Måske var jokene ikke helt opfindsomme nok. Måske mindede de lidt for meget om originalens. Måske er tiden løbet en smule for Farrelly-brødrenes 1:1-infantile latrinærkomik?
I hvert fald fremstod det patetisk, når den 52-årige Carrey og den 59-årige Daniels lallede rundt som de to tosser, og man i lidt for høj grad fornemmede, at de bevidst skruede overspillet op på 300, men ikke var helt trygge ved situationen. Så lad os bare slette denne dum-dummere toer fra hukommelsen og i stedet mindes originalen med et fjoget smil på læben.
2. ’Sin City: A Dame to Kill For’
Lidt i tråd med ’Dum & dummere to’ så man frem mod Robert Rodriguez’ opfølger til sin stilskabende graphic novel-filmatisering med en skønsom blanding af fryd og bæven.
Desværre vandt skepsissen i sidste ende. Der var noget trægt over at genoplive mødet med Basin Citys gennemførte noir-univer, og man savnede outrerede figurer som Elijah Woods kannibalmorder og Nick Stahls Yellow Bastard. Den evigt kævlende, lommefilosoferende voiceover blev hurtigt trættende, og når Rodriguez desuden disponerede langt mindre karrigt med farveklatterne i sit sorthvide-univers, fik man fornemmelsen af et udvandet koncept, hvor der ikke rigtigt var noget på spil.
Lærestregen til næste gang må være: Hvis man vil have mere ’Sin City’ – så gense ’Sin City’.
3. ’Monumenternes mænd’
George Clooney er som regel en skridsikker instruktør – tænk bare på ’Confessions of a Dangerous Mind’, ’Good Night and Good Luck’ og ’The Ides of March’.
Da han besluttede sig for at lave en film med afsæt i Anden Verdenskrig og castede Matt Damon, Cate Blanchett, Bill Murray og John Goodman, tænkte man, at det ikke kunne gå galt. Men det gjorde det.
Filmen byggede på en virkelig historie om en gruppe allierede, der fik til opgave at redde kunst- og kulturskattene fra Europas krigshelvede. Og måske var det det alvorlige emne, der tyngede Clooney: I hvert fald endte filmen som en stiv og selvhøjtidelig affære.
4. ’Magic in the Moonlight’
Det er hit and miss med Woody Allen, og hans tryllekunstnerfilm med Colin Firth og Emma Stone hørte til i sidstnævnte kategori. Det kan godt være, den udforskede et velkendt Woody-tema, modsætningen mellem fornuft og metafysik, men selv instruktørens dårligste film plejer at have en vis charme.
Den var svær at få øje på i ’Magic in the Moonlight’, der var stedvist overgearet, meget letbenet og alt for sjældent sjov, ja, faktisk gabende kedsommelig for nu at sige det ligeud. Og så krummede man tæer over det håbløst utroværdige kærlighedsforhold mellem 54-årige Firth og 26-årige Stone. Allen, når han er værst.
5. ’A Million Ways to Die in the West’
’Ted’ – filmen med historiens mest politisk ukorrekte tøjbamse – viste Seth McFarlane som en lovende filminstruktør med sans for både det absurde og uimodståeligt platte.
Men træerne vokser ikke ind i himlen for ’Family Guy’-skaberen. Hans efterfølger var westernspoofen ’A Million Days to Die in the West’, og endnu engang havde han både instrueret og skrevet, ligesom han spiller hovedrollen som landmanden Albert. Desværre forfalder McFartlane her til pruttejokes og penishysteri, så det i sidste ende virkede trættende hysterisk. »Tyndskid i en cowboyhat«, som vores anmelder skrev.
6. ’Familien: Osage County’
Når Meryl Streep, Julia Roberts, Ewan McGregor, Chris Cooper, Sam Shepard og Juliette Lewis samles til et kammerspilsagtigt familiemøde omkring en begravelse, og historien tilmed er baseret på et teaterstykke af Tracy Letts, så er der lagt i ånden til alvorlig og inderlig filmkunst.
Og som sådan blev filmen da også modtaget, for den fik indtil flere Oscar-nomineringer smidt i nakken, hvilket er grundlæggende uforståeligt, når man kigger nærmere efter. Så ser man nemlig, at det meste af fortællingen består af store skuespillere, der siger (eller ofte: råber) store replikker efter hinanden. Årets mest anstrengende fornøjelse med overspil fra næsten alle sider, men især fra Dronning Streep i en af hendes få fejlslagne roller. Replikker bliver ikke mere ægte af at blive skreget med lungernes fulde kraft.
7. ’American Hustle’
Som ’Familien’ fik ’American Hustle’ en pæn modtagelse med Oscar-buzz og flotte ord. Nu skal man passe på med at motivforske – men kan det hænge sammen med, at instruktør David O. Russell havde overrasket alt og alle med ’Silver Linings Playbook’ året før, og at han nu var hurtigt tilbage med endnu en højtempo-dramakomedie med Hollywood-darlingerne Bradley Cooper og Jennifer Lawrence?
’American Hustle’ var ikke uden sine morsomme øjeblikke (Bradley Coopers hybris-mobning af Louis CK er for eksempel et gensyn værd), og Christian Bale imponerede som sædvanligt som overvægtig svindler med fedtet paryk. Jennifer Lawrence viste sig til gengæld for første gang fra en mere skingert irriterende side, og helhedsindtrykket var en ekstremt rodet, uelegant bagatel.
8. ’Grace of Monaco’
Nicole Kidman har hovedrollen som Grace Kelly i storfilmen, som åbnede årets Cannes-festival. Den blev hurtigt et yndet hadeobjekt, og Guardians kritiker Peter Bradshaw skrev for eksempel en sønderlemmende anmeldelse, hvor han mente, at ambulancerne burde holde i kø uden for biografen for at rette publikums tæer ud efter oplevelsen.
Det er måske lovlig hårdt, men Olivier Dahans film var en skuffende omgang – en fersk og overfladisk ugebladsfortælling, der aldrig fandt ind bag Grace Kellys masker.
9. ’Interstellar’
Vores mest kontroversielle valg til denne liste er utvivlsomt Christopher Nolans højtbelagte rumfilm, som virkelig delte vandene.
Man kan da heller ikke komme uden om, at ’Interstellar’ er en flot og glimtvist takkevækkende sci-fi-film, men historien og karakterrelationerne fes fatalt ud i sidste tredjedel, så man (vi) sad tilbage med en lovlig banal-naiv historie. Som vores anmelder skrev:
»Budskabet om kærlighedens ubrydelige bånd leder desværre til et chokerende tyndt payoff. ’Interstellar’ samler på fascinerende, men underudviklede idéer, og dens lidt prætentiøse storhedsvanvid skaber et Frankenstein-monster, der har langt større hjerte end hjerne«.
10. ’Jersey Boys’
Clint Eastwood laver film med en nærmest Woody Allen’sk produktivitet, og man får indimellem fornemmelsen af, at han ikke altid vælger sit materiale med den største omhu og omtanke.
Det ændrer ikke på, at man altid har store forventninger til en film fra Clintens aldrende hænder, for vi snakker trods alt om en mand, der har stået bag ’Mystic River’, ’Unforgiven’ og ’Million Dollar Baby’.
De seneste år er det dog gået støt ned ad bakke (’J. Edgar’, ’Hereafter’, ’Invinctus’), og ’Jersey Boys’ fortsatte den negative spiral med en lettere kluntet og paradoksalt urytmisk fortælling om The Four Seasons.
Men nuvel. Heldigvis kan vi hurtigt se frem til Eastwoods ’American Sniper’ – en krigsthriller med Bradley Cooper (se traileren HER) – som har fået rigtigt pæne ord med på vejen og får premiere herhjemme 22. januar. Man skal aldrig afskrive Clinten.
Læs også: Woody Allens bedste og værste film rangeret
Læs også: Clint Eastwoods bedste og værste film rangeret
Læs også: Robert Rodriguez’ bedste film fra 7 til 1