10. ‘Match Point’ (2005)
Allen indvarslede en ny gylden æra med denne film, der på flere måder adskiller sig fra hans tidligere værker.
For det første foregår filmen noget uvant uden for New York, nærmere bestemt i London. Desuden er det også en film, der ikke betjener sig af Allens klassiske slapstickjokes og typisk lette – nogle vil sige skabelonskårne – karakterer.
’Match Point’ er en tilbagevenden til den eksistentielt søgende thrillertone, han tidligere har udforsket i ’Crimes and Misdemeanors’ (1989), og som han benyttede sig af igen to år efter ’Match Point’ i den undervurderede ’Cassandra’s Dream’ (2007), hvor særligt Colin Farrell imponerer.
Filmen slog desuden fast med syvtommersøm, at tilfældighed er en stærk universel kraft – og at Scarlett Johannson var på vej mod verdensstjernestatus.
9. ’Zelig’ (1983)
‘Zelig’ er en af verdens første mockumentaries og derfor uomgængelig i filmhistorien.
Titelkarakteren Leonard Zelig (Allen) fremstilles i filmen som en virkelig karakter, der dog ganske bemærkelsesværdigt skifter udseende og egenskaber ud fra omgivelserne.
’Zelig’ er en særdeles opfindsom gimmick-film med fabrikerede dokumentariske optagelser, hvor Allen giver den som både sort, kineser, indianer – og selvfølgelig ortodoks jøde.
Men filmen er samtidig også en kritisk kommentar til det moderne menneskes ønske om at være som alle andre og ikke skille sig ud. En ting er sikkert: Med denne film skilte Allen sig selv ud fra mængden.
8. ’Crimes and Misdemeanors’ (1989)
Kan man leve med et andet menneskes død på samvittigheden?
Dette eksistentielle spørgsmål endevendes i ’Crimes and Misdemeanors’, der er Allens fortolkning af ’Forbrydelse og Straf’ tilsat Schubert-musik og Tjekhov-referencer. Men filmen er hverken gumpetung eller overintellektuel. Det skyldes Allens eminente instruktion og manuskript, der konstant balancerer tragedie og komedie i en parallelfortælling, hvilket han senere gentog i den udmærkede ’Melinda & Melinda’ (2004).
Den ene historie handler om øjenlægen Judah Rosenthal (en suverænt stoisk Martin Landau), der får sin elsker skaffet af vejen, den anden om en – ja, selvfølgelig – småneurotisk og følelsesmæssigt forvirret dokumentarfilminstruktør (Allen).
Filmens store oplevelse er dog Alan Alda som selvsmagende tv-serie-producer, der er beriget med den måske bedste replik i Allen-filmhistorien: »Comedy is tragedy plus time«. Tænk over det!
7. ‘Deconstructing Harry’ (1997)
I årene omkring årtusindeskiftet befinder Allen sig i et kreativt dødvande, der truer med at underminere hans samlede værk. Film som ’The Curse of the Jade Scorpion’ (2001) og ’Hollywood Ending’ (2002) rangerer blandt den produktive neurotikers absolut dårligste.
Lige inden den svage periode laver han dog sin bedste ’kunstner-i-krise-film’, den selv efter Allen-standarder markant opfindsomme ’Deconstructing Harry’. Filmen er postmodernisme, når det er bedst: et fremmedgjort individ, en fragmentarisk form og total kreativt anarki.
En af Allens bedste skuespilpræstationer suppleres af et frygtindgydende cast med stjerner som Julia Louis-Dreyfus, Robin Williams (der ligesom Allen er ude af fokus – bogstavelig talt) og Billy Crystal i rollen som Satan selv.
6. ’Vicky Cristina Barcelona’ (2008)
Efter sin London-trilogi – ’Match Point’ (2005), ’Scoop’ (2006) og ’Cassandra’s Dream’ (2007) – fortsætter Allen på fremmede breddegrader (læs: alt andet end Brooklyn og Manhattan).
Dette viste sig som en god idé, for den aldrene kynikers møde med et Barcelona, der driver med kunstnere, spansk guitar og god rødvin, er både sanseligt og usentimentalt romantisk.
Vicky (Rebecca Hall) har klare mål i livet, Cristina (Scarlett Johansson) er mere søgende, men i Gaudís by får drifterne frit løb for dem begge, da de møder den sjældent nuancerede førsteelsker, Juan Antonio (Javier Bardem). Men så entrerer den utilregneligt iltre ekskæreste, Maria Elena (Penélope Cruz, der vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle), scenen.
Det er en charmerende sommerlet film, der dog lige under overfladen også gemmer på en oprigtig livskloghed, som ellers ikke altid pibler frem i Woody Allens film. Og nå ja, Cruz og Johansson kysser i et mørkekammers rødlige skær.
5. ’Radio Days’ (1987)
Slut-80’erne står tilbage som Allens næststørste storhedstid (slut-70’erne er den største, midt 00’erne er den tredje), hvilket det selvbiografiske nostalgitrip ’Radio Days’ vidner om.
Filmen skildrer Allens unge alter-ego, Joe (Seth Green som en lille gavflab), i 1940’ernes Brooklyn, hvor Allen (med det borgerlige navn Allan Stewart Konigsberg) selv voksede op. Dengang var radioen stadig hele verdens foretrukne medie og naturlige omdrejningspunkt.
Allen modtog sin syvende Oscar-nominering for bedste originale manuskript, hvilket gjorde ham til den mest nominerede manuskriptforfatter i Oscar-historien (det er han i øvrigt stadigvæk). Hermed overgik han sit store idol Federico Fellini, som han hylder med den udmærkede ’8½’-homage, ’Stardust Memories’ (1980).
I dag har Allen vanvittige 24 Oscar-nomineringer og fire statuetter.
4. ‘Husbands and Wives’ (1992)
Allens ultimative parforholdsfilm er en hyldest til det absolutte idol, Ingmar Bergman, særligt svenskerens tv-serie ’Scener fra et ægteskab’ (1973).
’Husbands and Wives’ er desuden formmæssigt eksperimenterende, særligt når de fiktive karakterer udtaler sig direkte til kameraet, som var det en dokumentar. Dette er et element, Allen har genbrugt i både ’Anything Else’ (2003) og ’Whatever Works’ (2009).
Allens karakter, Gabe, befinder sig i en ægteskabelig krise med Judy, spillet af Mia Farrow (der topper listen over Allens mest benyttede skuespillerinder, hele 13 film har hun medvirket i), hvilket tilføjer en ekstra dimension til filmens virkelighedsforhold. Allen befandt sig omkring filmens premiere midt i et voldsomt familie- og mediecirkus, da Farrow – hans daværende kæreste – havde opdaget, at instruktøren havde et forhold til hendes adoptivdatter, Soon-Yi Previn.
Filmen ender ikke lykkeligt, og det gjorde det heller ikke for Allen og Farrow, der den dag i dag kæmper videre i en modbydelig kamp med incestanklager og moralsk bagvaskelse. Allen og Previn er gift på 17. år.
3. ’Manhattan’ (1979)
To år efter gigantsuccessen ’Annie Hall’ (1977), og afbrudt af den forglemmelige, alt-hvad-der-er-kedeligt-ved-Bergman-parentes, ’Interiors’ (1978), begår Allen endnu en klassiker.
’Manhattan’ er en fabuleren over kærlighed på tværs af alder og logik, men vigtigst af alt en sort-hvid-fotograferet kærlighedserklæring til den New York’ske bydel, som instruktøren er blevet selve symbolet på.
Filmen er instruktørens visuelle mesterværk, hvilket han også kan takke mesterfotografen Gordon Willis (’The Godfather’) for, og scenen, hvor Isaac (Allen) og Mary (Diane Keaton) sidder i morgenlyset foran Queensboro Bridge, er filmhistorisk vingesusikonografi.
På skuespilfronten er den 17-årige Mariel Hemingway (Ernests barnebarn) monumentalt følsom i rollen som den dengang 42-årige Allens elsker. Aldersforskellig kærlighed har altså altid været et leitmotiv i Allens liv og levned.
2. ’Hannah and Her Sisters’ (1986)
Når man taler om en arketypisk Allen-film, er dette intellektuelle multiprotagonistkammerspil hovedeksemplet. Er du Allen-jomfru, eller har du aldrig helt forstået what the fuss is all about, er dette det oplagte sted at begynde.
Filmen portrætterer en New Yorker-familie fra den kunstneriske overklasse med søstrene Hannah (Mia Farrow), Holly (Dianne Wiest) og Lee (Barbara Hershey) i centrum. Filmen er på en gang imponerende vægtig og legende let, og sjældent har en åbningsscene introduceret så komplekst et karaktergalleri med så stor præcision.
Allen er her en manuskriptforfatter og personinstruktør på toppen af sin formåen, og han modtog fortjent sin anden manus-Oscar, ligesom både Wiest og Michael Caine blev belønnet for deres præstationer.
Filmen er en bredspektret magtdemonstration i kunsthistorisk overblik: fra Bachs ’Koncert for to violiner i D-mol’ som soundtrack over en lyngennemgang af New Yorks arkitektur til en recitering af E.L. Cummings digt ’somewhere i haven’t travelled, gladly beyond’.
»Have I really taught you everything I have to give?« spørger den belærende avantgardemaler Frederick (Max von Sydow), og det er svært ikke at høre Allens egen stemme, når svenskeren besvarer sit eget retoriske spørgsmål: »I don’t think so«.
1. ‘Annie Hall’ (1977)
I 1978 gjorde Oscar-akademiet en sjælden undtagelse, da de tildelte ’Annie Hall’ en Oscar for bedste film. Kun ekstremt få romantiske komedier har før eller siden fået den prestigefyldte guldstatuette. Allen hjemførte desuden prisen for bedste instruktør og bedste originale manuskript (den sidste sammen med medforfatter Marshall Brickman).
På overfladen er det bare endnu en romantisk komedie, men dens hysterisk morsomme formbrud, Verfremdung-indfald og beske slutning er alt andet end romantisk hverdagskost.
Dialogen er fyldt med Allens intellektuelle vid, neurotikeren har aldrig været mere elskelig, og den kvindelige hovedrolleindehaver, Diane Keaton, starter en tradition for episk charmerende og Oscarvindende Allen-muser.
»We all need the eggs«, siger Allens karakter, Alvy Singer, i filmens afsluttende voice-over med reference til kærlighedens umulige væsen. For Allen handler kærlighed om kompromiser, og sådan er det også med hans film. Flere er skøre, absurde, problematiske – ja, selv elendige – men vi lever og ånder for de bedste. Film som ’Annie Hall’, den ultimative Woody Allen-film.
SE WOODY ALLENS TRE VÆRSTE FILM PÅ DE NÆSTE SIDER.
De værste nr. 3: ’To Rome with Love’ (2012)
To af Woody Allens dårligste film er lavet inden for de seneste fem år. Der er desværre ved at tegne sig et billede.
Helt galt går det for misantropens glansbilledpostkort fra Rom, der som turistreklame smager lige så bittert som et glas Campari. Mulitplotfilmen er en losseplads af det venstrehåndsarbejde, der tilsyneladende havde hobet sig op i den skrivebordsskuffe, som Robert B. Wiedes viser os i den overbliksgivende ’Woody Allen: A Documentary’ (2012).
Det er halvbagte idéer sat sammen til en himmelråbende banal bastard i et forsøg på at dække over ét ubestrideligt faktum: Allen havde intet at sige i 2012. Også castingen er decideret underlig. Den normalt balstyriske og underskønne Penélope Cruz virker uoplagt som skammeligt karikeret luksusluder. Til hendes forsvar skal det nævnes, at hun lige havde født.
Og Ellen Page som forførende femme fatale? Helt ærligt.
2. ‘You Will Meet a Tall Dark Stranger’ (2010)
Alle antydninger af metaltræthed var efterhånden forstummet. Som en reinkarnation af sig selv havde Allen genfundet inspirationen i London og Barcelona, og efter en onelinerspækket smuttur tilbage til New York i ’Whatever Works’ (2009) var forventningerne helt i top til filmen med den lovende titel ’You Will Meet a Tall Dark Stranger’.
Oplevelsen er lige så inspirerende som en regnfuld morgengåtur i den mest forurenede del af London. Et eminent cast (anført af den efterhånden konsekvent underpræsterende Anthony Hopkins) formår ikke at løfte en pseudomystisk rodebutik om kærlighed og det okkulte. Filmen ender med at være lige så latterligt karikeret og fjollet som den overtro, den forsøger at gøre grin med.
Spørgsmålene stod efterfølgende i kø: Har Woody Allen lavet en god film om det overnaturlige? Svaret er nej. Foregår filmen kun i London af økonomiske årsager? Ganske afgjort. Er auteuren endegyldigt færdig? Vanen tro kom svaret året efter med ’Midnight in Paris’ (2011), der var lige så forfriskende som en liflig brise på en hed aftengåtur i Mont Martre.
1. ‘The Curse of the Jade Scorpion’ (2001)
Allens årlige bidrag til filmhistorien i 2001 står som et lavpunkt i en malstrøm af omgivende filmelendighed. Han havde på daværende tidspunkt ikke lavet en god film siden 1997 (’Deconstructing Harry’), og ikke før 2005 (’Match Point’) skulle det ske igen, selvom både ’Anything Else’ (2003) og ’Melinda & Melinda’ (2004) er bedre, end rygtet siger.
Det er galt på så mange niveauer. Plottet er decideret dumt: En forsikringsdetektiv (Allen) hypnotiseres til at begå en række juveltyverier (!). Udførslen er ringe, og endnu engang står det klart, at Allens styrke som manuskriptforfatter ikke er plotkonstruktion.
Replikkerne kunne være skrevet på en manuskriptworkshop for folkeskoleelever, hvilket er tydeligst i Allens og Helen Hunts kemiløse trash talk, og skuepillet er voldsomt kritisabelt. Det er næsten ufatteligt, at den her slappe og timingløse Allen er én og samme person, som den sprællevende og præcist leverende hovedkarakter i ’Play It Again, Sam’ (1972) (en film, der desværre er bortdømt på listen over Allens bedste film, da han kun har skrevet manuskriptet og ikke instrueret).
Selvom du nu er advaret, så prøv alligevel at se denne film samme dag som nr. 1 på listen over Allens bedste. Der er en rystende forskel!
Læs også: Anmeldelse af Woody Allens ’Magic in the Moonlight’
Læs også: Anmeldelse af ’Fading Gigolo’ med Woody Allen