ANBEFALINGER. At ’Anora’ er en kulmination på instruktør Sean Bakers karriere, kan der ikke herske nogen tvivl om.
Filmen vandt Guldpalmen i Cannes i maj. Det er blevet hans mest indbringende til dato. Og første weekend i marts skrev den sig som bekendt endegyldigt ind i historiebøgerne ved at vinde Oscar’en for bedste film – plus fire andre statuetter.
For mange vil navnet Sean Baker utvivlsomt være en blank tavle. Den ydmyge og jordbundne instruktør er trods alt en stolt independent filmskaber, som ikke vil røre Hollywood med en ildtang, bortset fra når de beder ham komme og modtage deres gulddraperede priser. Andre har måske et lidt fejlagtigt indtryk af, hvor dugfrisk instruktør Baker egentlig er.
I TV 2’s Oscar-studie blev det således nævnt indtil flere gange, at han debuterede med ’Tangerine’ i 2015, men i virkeligheden var dette hans femte spillefilm. Forseelsen er halvvejs undskyldt med, at filmen – en af de første til udelukkende at være optaget på en iPhone – var hans første med en egentlig international gennemslagskraft, og det var da også den første med en dansk premiere.
Sean Baker har selv fortalt, at mange simpelthen placerer ham i den forkerte filmskabergeneration, fordi han mistede et årti til ellers jævnaldrende instruktører som Paul Thomas Anderson og Christopher Nolan.
Han forsvandt nemlig i et stofmisbrug i en længere årrække op til debuten med ’Four Letter Words’ i 2000, og det var først med ’Take Out’ i 2004, at han for alvor kom på rette spor, som menneske og som filmskaber. Med historien om en udokumenteret kinesisk immigrant i New York fandt han sin stemme som autenticitetsjagende kronikør af marginaliserede amerikanske skikkelser.
Baker er i dag 53 år – PT Anderson og Nolan er begge 54.
Socialrealisme i farver
Det giver mening, at ’Anora’ er blevet taget imod som Sean Bakers største film. Selvom budgettet på 40 millioner danske kroner er meget beskedent, er det stadig tre gange så stort som hans hidtidige rekordbudget, og det er også hans mest tilgængelige film med mest action, flest genkendelige genrekoder og mest udfarende drama.
Her er trods alt både en ung sexarbejder, der tæver to armenske håndlangere, som prøver at lukke munden på hende, her er en romantisk kærlighedssekvens til tonerne af ’Greatest Day’, og her er flere overklasseeksklusive locations rundt omkring i Brighton Beach.
Men hvis man var begejstret for ’Anora’, er den gode nyhed, at Sean Bakers to foregående film er mindst lige så gode.
’The Florida Project’ fra 2017, som jeg stadig regner for hans bedste, udspiller sig på et white trash-motel i Floridas forstæder, ikke langt fra Disneyland. Her følger vi de faste beboere, særligt to uregerlige børn og deres mødre. Mens forældrene kæmper for at overleve, laver ungerne rav i den, mens motelmanageren – spillet af Willem Dafoe – prøver at våge over dem i et mikrokosmos, som ikke er uden farer.
Genistregen er, at hvad der kan lyde som grå betonrealisme, i stedet er en farverig, vanvittigt energisk og charmerende film, der emmer af kærlighed til de uperfekte personager.
Sean Bakers hovedkarakterer er nemlig på mange måder irriterende og usympatiske, men hans mesterskab er, at de alligevel langsomt kryber ind under huden på én. Frem for den rosenrøde romantisering, man ofte ser i film om underklassen, lader han hovedkaraktererne træde frem som ægte fejlbarlige mennesker.
’The Florida Project’ lander i øvrigt med en slutning, der er mindst lige så mirakuløs som den meget omtalte ditto i ’Anora’.
En narcissist vender hjem
Fra Los Angeles i ’Tangerine’ og Florida i ’The Florida Project’ rykkede Baker mod Texas til sin næste film, ’Red Rocket’, der udkom i 2017.
Baker understregede, hvor god han er til at finde og fremkalde skuespilpræstationer fra uventede kanter (han caster selv sine film og gør ofte brug af amatørskuespillere), da han hev Simon Rex op fra sit ’Scary Movie’-hul og gav ham sit livs rolle som pornoskuespilleren Mikey Saber, der snylter, snyder og lyver sig gennem hjemkomsten til sin lille barndomsby, efter skuespilkarrieren er kørt skævt.
Han indlogerer sig hos ekskonen og flirter med den 17-årige ekspedient i den lokale donut-butik og er så generelt narcissistisk øretæveindbydende, at det igen taler til Bakers utrolige evne til at få os til at føle bare en lille smule for mennesker, vi intet har til fælles med (eller vil indrømme, at vi har til fælles med).
Mikey er på mange måder et tågehorn, men han er også et produkt af den amerikanske selvforståelse, og vil man forstå Trumps USA, er ’Red Rocket’ ikke et dårligt sted at starte.
Selvom ’Anora’ blev rubriceret mere rendyrket som en komedie, er ’Red Rocket’ nok instruktørens sjoveste film, og det var himmelråbende uretfærdigt, at den ikke fik en eneste pris med hjem fra Cannes-festivalen i 2021, selvom det var en af årgangens allerbedste film.
Men Cannes skulle altså tage effektivt revanche tre år senere, da en jury med Greta Gerwig i spidsen uddelte topprisen til ’Anora’.
Amerikas elskelige idioter
Efter en Oscar-sejr rammer hyppigt et backlash, og det har næppe været gavnligt for deres langsigtede anerkendelse i den cineastiske del af filmkulturen, at film som ’12 Years a Slave’, ’Birdman’ og ’The Shape of Water’ vandt Hollywoods vigtigste statuette.
Jeg forventer ikke, at ’Anora’ rammes af den slags fald i anseelse, og det er således heller ikke for at tage noget fra den, at jeg drejer opmærksomheden hen mod Bakers tidligere film. ’Anora’ er en absolut værdig vinder, en voldsomt underholdende, velspillet og slutteligt rørende film, som ser ud til at være lavet på et langt større budget, end den er.
Det siger nok bare allermest om Sean Bakers bundniveau, at hans to foregående film var mindst lige så gode, og Oscar-sejren kan forhåbentligt bidrage til, at flere opdager dem.
Selvom ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’ både er og forekommer mere lowbudget end ‘Anora’, er det fede ved Baker, at hans film altid er spækket med liv, tempo, dynamik og humor. Både ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’ giver indblik i USA’s outsiderhjørner på en måde, der er empatisk, nærværende og højst medrivende.
Man kan måske argumentere for, at den luft og ro, der indimellem er i disse to film, skaber en lidt mere afbalanceret oplevelse end i Oscar-vinderen, der mere eller mindre drøner derudaf med 120 i timen indtil slutbilledet.
Til sammen er de en løs trilogi om de mest elskelige idioter fra USA’s under- og arbejderklasse, og man vil ikke fortryde det, hvis benytter Oscar-opmærksomheden til at få oplevet alle tre.
’The Florida Project’ kan ses på Filmstriben, Pluto TV, Viaplay og Blockbuster. ’Red Rocket’ og ’Anora’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.