OSCAR-ANALYSE. Det var et af de mest åbne Oscar-kapløb længe i hovedkategorien Bedste Film, men efter uddelingen af de store amerikanske branchepriser i ugerne op til det store show tonede Sean Bakers ’Anora’ frem som årets favorit.
Og det blev da også filmen om en ung sexarbejder, der i en rus bliver gift med en charmerende arving til en russisk oligark kun for at få hans magtfulde familie på nakken, som endte med at hjemtage filmverdenens største pris, foruden hele fire andre priser undervejs.
’Anora’ er en uafhængigt produceret film lavet på et meget beskedent budget på cirka 40 millioner kroner (’Wicked’ koster en milliard til sammenligning), som Sean Baker får til at se ud af meget mere. Den står på alle måder i stærk kontrast til sidste års store vinder, Christopher Nolans ’Oppenheimer’, men er til gengæld mere i tråd med andre nylige Oscar-vindere som ’Everything Everywhere All at Once’, ’CODA’, ’Nomadland’, ’Parasite’ og ’Moonlight’:
Vindere, der antyder, at de små og alternative film – som typisk har været mere affilieret med festivaler end Oscar – har større chancer for at vinde Hollywoods hovedpris end måske nogensinde før.
’Anora’ startede da også sit triumftog ved at vinde Cannes-festivalens Guldpalme i maj som den første amerikanske film siden 2011. Siden faldt den lidt ud af Oscar-samtalen til fordel for film som ’Conclave’, ’Emilia Perez’ og ’The Brutalist’, indtil den altså på opløbsstrækningen trak fra som filmen, akademiets 10.000 stemmeberettigede kunne samles om.
Og netop det – at kunne samle – er første punkt over de mest fremtrædende årsager til, at det netop er Sean Baker og holdet bag ’Anora’, der nu kan kalde sig Oscar-vindere:
1. En film, ingen ikke kan lide
Beklager den lidt kryptiske formulering i overskriften, men dette er forklaringen:
Når Oscar-akademiet stemmer om Bedste Film, stemmer de ikke blot på deres vinderfavorit, men rangerer årets 10 film med point fra 1 til 10 i et sindrigt stemmesystem. Kort sagt betyder det, at det sagtens kan være filmen med mange anden- og tredjepladser, der ender med at gå hele vejen. Eller med andre ord: Det er bedre at være en film, som ligger i top 3 på langt de fleste stemmesedler, end at være en film, som får rigtigt mange topplaceringer, men også rigtigt mange bundplaceringer.
Mens film som ’The Brutalist’ og ‘Emilia Perez’ i sidste ende nok var for polariserende til at vinde – nogle elskede dem, andre hadede dem – er ’Anora’ en film, alle kan lide. Det er en dybt sympatisk crowdpleaser, der samler frem for at splitte. Og det er vejen til Oscar-sejr med det nuværende stemmesystem.
2. En film, der går i hjertet
Selvom akademiet har bevæget sig væk fra 90’ernes følelsesmanipulerende Oscar-bait, er det stadig en relativt almengyldig sandhed: Skal en film vinde en Oscar, skal den gå i hjertet.
Nogle snævrer endda denne devise endnu mere ind til benet: Skal en film vinde en Oscar, skal den have en slutscene, der går i hjertet.
Og her satte ’Anora’ al konkurrence til vægs. Det er langt hen ad en hæsblæsende historie, hvor Mikey Madisons Ani kæmper med næb og klør mod svigerfars kumpaner, og hvor der ikke er tid til lange følescener. Men til allersidst bundfælder det hele sig i både Ani og seeren i en slutning, som har påkaldt sig megen omtale og opmærksomhed.
Her går det op for én, hvor meget man er kommet til at føle for den ellers også både irriterende og naive hovedkarakter, og hvor stor en bedrift Sean Baker har stykket sammen.
Finalen sætter et sjældent dybt følelsesmæssigt aftryk, som meget vel kan have katapulteret filmen helt op på Oscar-podiet.
3. Underholdende socialrealisme
’Anora’ samler det bedste fra flere verdener: Det er en film autentisk forankret i New Yorks Brighton Beach-område og i et miljø, som man fornemmer, at Sean Baker kender indgående, og som har et em af klassisk socialrealisme over sig i lighed med flere af Bakers tidligere film.
Men det er ikke socialrealisme af den grå, trøstesløse og langsommelige slags. ’Anora’ er en komedie med masser af slapstick, det er en fortælling, der eksekveres i højt tempo med masser af action, og det er en historie, som flirter med de klassiske eventyrskabeloner: Til tonerne af Take That indhylles vi i forelskelsens rus, før Sean Baker vender vrangen ud på sexarbejder-klicheerne kendt fra ’Pretty Woman’.
’Anora’ er både art og mainstream, både udfordrende og tilgængelig, og det er et rigtigt godt sted at være, når man vil vinde en Oscar.
4. Stærk – men ikke overpædagogisk – tematik
På samme måde er ’Anora’ en film, der taler ind i nogle af tidens store tematikker uden at presse dem ned i halsen på publikum.
I sin essens handler filmen om et menneske fra den amerikanske underklasse, der kastes ind i en ulige kamp mod magter, hun ikke kan gennemskue. Det er sexarbejderen uden ressourcer, der står over for en russisk oligark med uanede midler – men som alligevel bokser over hendes vægtklasse og giver dem kamp til stregen.
Dette tema om det lille menneske mod overmagten taler tydeligt ind i tiden, men der er ikke ét øjeblik i filmen, hvor man tænker, at dens primære ærinde er at formidle et tema, et budskab. Og det er som regel den bedste filmkunst – den, hvor historien og karaktererne kommer først, mens det måske først i eftertanken går op for os, at historien også rammer en aktuel nerve.
5. En dybt respekteret filmskaber overgår sig selv
Sean Baker har langsomt, men sikkert oparbejdet sig en position som en af de mest respekterede instruktører i amerikansk film – og filmverdenen i det hele taget.
’Tangerine’, ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’ har høstet stor anerkendelse, men før i år havde Baker aldrig været så meget som nomineret til en Oscar.
Baker har opnået sin status ved at holde fuldt og helt fast på sin position som en independent filmskaber, der ingen interesse har i at følge Hollywoods spilleregler, og som skaber sine film på sine egne præmisser. Han både skriver, caster og klipper selv sine film (han vandt også Oscar’en for både klipning og manus), og han har tydeligt udtrykt, at han aldrig kommer til at bevæge sig ind på Hollywood-sporet, hvor pengemænd og producere skal blande sig i det endelige udtryk. Ingen superheltefilm til ham!
Den integritet og kunstneriske renfærdighed har man sjovt nok respekt for i Hollywood, og samtidig er ’Anora’ så blevet instruktørens bedst sælgende film til dato. Selvom billetsalget naturligvis ikke kan måle sig med blockbusters som ’Dune’ og ’Wicked’, er det stadig vigtigt for akademiet, at man bakker op om film, som rent faktisk er en ordentlig forretning, og det er ’Anora’ – den har indtjent små 300 millioner kroner på sit 40 millioner kroner store budget – heldigvis også.
Med prisen har Oscar-akademiet nu blåstemplet Sean Baker som en af de helt store instruktører i den tradition for alternative amerikanske film, som for alvor slog igennem i slut-60’erne.
’Anora’ kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.