Én film ryddede sensationelt bordet – her er årets Oscar-vindere

Én film ryddede sensationelt bordet – her er årets Oscar-vindere
Kieran Culkin med sin Oscar for bedste mandlige birolle, som han fik overrakt af sidste års vinder, Robert Downey Jr. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic)

Som ventet blev det ikke til dansk sejr under nattens store Oscar-show, der her til nat er løbet af stablen i Dolby Theatre i Los Angeles.

Brasilianske ‘I’m Still Here’ vandt nemlig i kategorien Bedste Internationale Film foran blandt andre vor egen ‘Pigen med nålen’.

Den helt store vinder blev dog forhåndsfavoritten Sean Bakers ‘Anora’, der ret sensationelt ryddede bordet fuldkommen. Den vandt hovedprisen for Bedste Film, ligesom Sean Baker tog prisen for Bedste instruktør, manuskript og klipning. Baker tangerer dermed rekorden for flest Oscar-statuetter på én aften.

Tilmed vandt ‘Anora’s hovedrolleindehaver, 25-årige Mikey Madison, over forhåndsfavoritten Demi Moore i den kvindelige hovedrollekategori i aftenens vel nok største overraskelse. ‘Anora’ vandt dermed priser på fem ud af sine seks Oscar-nomineringer.

De øvrige tre skuespilpriser gik til favoritterne. Adrien Brody (‘The Brutalist’) fik karrierens anden Oscar, mens Kieran Culkin (‘A Real Pain’) og Zoe Saldaña (‘Emilia Perez’) vandt for birollerne.

Aftenens anden overraskelse faldt i animationskategorien, hvor ‘Flow’ vandt over de store amerikanske mastodonter (‘Den vilde robot’ fra Dreamworks og ‘Inside Out 2’ fra Pixar). Imponerende af en ordløs lettisk film skabt på et lille budget.

Der var på forhånd spænding om, hvor meget det voldsomme backlash mod Jacques Audiards ‘Emilia Perez’ – nomineringstopscorer med 13 af slagsen – ville betyde for dens chancer, og konklusionen må være: Det betød en hel del.

Filmen fik de to priser for bedste birolle til Saldaña og bedste sang og ikke en tøddel mere.

OSCAR-PRISERNE 2025

Bedste film: ‘Anora’
Bedste instruktør:
Sean Baker, ‘Anora’
Bedste kvindelige hovedrolle:
 Mikey Madison, ‘Anora’
Bedste mandlige hovedrolle: 
Adrien Brody, ‘The Brutalist’
Bedste kvindelige birolle: 
Zoe Saldaña, ‘Emilia Perez’
Bedste mandlige birolle: 
Kieran Culkin, ‘A Real Pain’
Bedste originale manuskript: ‘Anora’
Bedste adapterede manuskript: ‘Conclave’
Bedste internationale film: 
‘I’m Still Here’
Bedste animationsfilm: 
‘Flow’
Bedste dokumentarfilm: 
‘No Other Land’
Bedste fotografering: 
‘The Brutalist’
Bedste klipning: 
‘Anora’
Bedste produktionsdesign: ‘Wicked’
Bedste kostumedesign: ‘Wicked’
Bedste makeup og hår: 
‘The Substance’
Bedste lyd: 
‘Dune: Del 2’
Bedste visuelle effekter: 
‘Dune: Del 2’
Bedste originalscore: ‘The Brutalist’
Bedste originale sang: ‘El Mal’ fra ‘Emilia Perez’
Bedste dokumentarkortfilm: ‘The Only Girl in the Orchestra’
Bedste animationskortfilm: 
‘In the Shadow of the Cypress’
Bedste liveaction-kortfilm: ‘I’m Not a Robot’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af