’The Electric State’: To milliarder kroner, Millie Bobby Brown og Chris Pratt – alt sammen tabt på gulvet

Uanset hvilke forventninger du måtte have til en Netflix-film af Russo-brødrene med en absurd prislap på to milliarder kroner, hvor Millie Bobby Brown endnu engang skal forestille at være en ung teenager, og Chris Pratt spiller Chris Pratt, ja … så gør dig selv den tjeneste at sænke dem.

’The Electric State’ må være en af årets største missere. For præmissen er så vanvittigt fed, at det næsten gør ondt at se den opløses i en dunst af algoritmer frem for ambitioner.

Forlægget er en grafisk roman af Simon Stålenhag fra 2018, og i grove træk følger filmen oplægget.

I en alternativ version af 90’erne, i kølvandet på en brutal krig mod en robotopstand, ligger verden i ruiner.

Robotterne var tæt på at vinde, men menneskets sejr kom gennem Neurocaster-brillerne, en VR-lignende teknologi, der gjorde det muligt at tage styringen over en robot, som var det ens egen krop. Fingre af stål, øjne af glas, en forlænget vilje gennem ledninger og kredsløb. Mennesket og robotterne sluttede fred. 

Efter krigen blev neurocasterne allemandseje. I skoler, hjem, på gaden, i bilen. Overalt. Brillerne blev lige så almindelige som vores smartphones, men med en langt dybere afhængighed.

Grænsen mellem menneske og maskine, mellem virkelighed og illusion, smuldrede langsomt for dem, der brugte dem. Nu sidder folk overalt fastlåst med Neurocaster-brillerne klistret til ansigtet. Suget ind i en anden virkelighed, frosset i en trance, som var de midt i et fentanyl-hit, uden at nogen ved, hvornår – eller om – de vågner igen.

I bogen er de døde. Brutalt skrumpet ind til ingenting. I filmen er der kun en snert af den brutalitet. Imens er alle robotterne afskåret fra menneskeheden.

Det er i denne dystopiske verden, at Michelle (Millie Bobby Brown) bliver revet med på en rejse, da hendes veje mod at finde sin bror krydses med en mystisk lille robot, Skip.

Undervejs støder de også på Chris Pratt, eller rettere sagt Keats, men lad os være ærlige: Det er endnu en funny guy-rolle i samme skuffe som Star-Lord, ham fra ‘Jurassic World’ eller ‘The Tomorrow War’ – denne gang med smuglerattitude og lidt mere redneck-charme, men mindst lige så mange oneliners.

Sammen begiver Michelle, Chris Pratt og to robotter sig ud på en roadtrip gennem et USA, der på mange måder ligner et 90’er-nostalgitrip møder ‘Fallout’ møder ‘Five Nights at Freddy’s’.

Motorvejene er øde, byerne døde, og langs vejkanten ligger de forladte rester af en brutal krig mod maskinerne – massive, udbrændte robotskrog, der ruster i stilhed som monumenter over en kamp, ingen rigtigt vandt.

Med et budget på 320 millioner dollars er filmen en af de dyreste nogensinde – i liga med ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Pirates of the Caribbean: At World’s End’. Og det er ikke svært at se, hvor pengene er forsvundet hen.

Castet er proppet med kendte ansigter, hvor selv de mindste roller spilles af nogen, du har set før, mens CGI’en er så vellavet, at robotterne føles mere levende end halvdelen af de menneskelige karakterer. Robotdesignet er fedt.

Men der er desværre kun glimt af det dystopiske sci-fi-americana, som Stålenhag skabte i sin bog, et visuelt og narrativt mesterværk. Her er historien sparsom, stemningen dybt melankolsk, brutalistisk og dyster og samtidig så ufatteligt smuk og taktil, at man ikke kan undgå at fortabe sig i de golde, ødelagte landskaber.

Russo-brødrenes film er hverken et gudesmukt dystopisk mareridt eller et mesterværk i sci-fi-worldbuilding, men en Netflix-feberdrøm, der mister sig selv i forsøget på at favne alle.

Den polerede ’The Electric State’ har nemlig taget bogens rå og melankolske udtryk og smurt det ind i et tykt lag farver, sjælløs historiefortælling, smagløse jokes, Hollywood-troper og altså en intetsigende og party-pleasende Pratt.

Enkelte gange vover filmen sig ud i en udmærket samfundskritik omkring kapitalisme, fentanylsymbolik og telefonernes dominans over vores liv.

Men ironisk nok er det svært at sidde den igennem uden lyst til at hive mobilen frem.

---

Kort sagt:
320 millioner dollars tabt på gulvet. Læs bogen i stedet.