Kærligheden er en pervers baby i ‘Bristefærdig’, der klæber sig fast som slim
ROMAN. En kærlighedshorror.
Det er det, jeg vil kalde Cecilie Linds nye roman ‘Bristefærdig’, hvor modermælken skyder ud i tykke jordbæryoghurtstråler, og de store armbevægelser er rullet frem.
Engle og roser, lys og mørke, monstre og mirakler. Det er sådan lidt splattergotisk på en firserbarok måde. Men i ‘Bristefærdig’ er monstret selve det at elske.
I Cinemateket møder hovedpersonen en digter, og mælken løber til i bar iver, før han overhovedet når at røre hende. Morgenen efter vågner hun alene i en hotelseng, hvor hun forpupper sig, indtil hun føder en klam, slimet, lyseblå klump. Lægerne siger, det er en tumor, mens hun selv insisterer på, at klumpen er hendes datter. Hun stjæler sin klump fra hospitalet og flygter ud til sit hus i skoven. Her får datteren først rigtig smag for blod.
Ok, indrømmet, da jeg først åbnede bogen, og hovedpersonen straks var i gang med at sukke over, hvor smuk hun var i sin hvide kjole, og hvor store hænder denne hvidskjortede digtermand i Cinemateket havde, tænkte jeg: Nu igen?
For som fans af Cecilie Linds forfatterskab vil vide, kredser flere af hendes bøger som besat om den her dånende lolitaprinsesse-figur. Men som fan vidste jeg også, at det kun var et spørgsmål om tid, før mimosen ville vise tænder.
Smuk og blodig klump
»Hun nærer sig på mig og jeg opsluges af hende. Så jeg dør ikke. Jeg indoptages«, siger hovedpersonen.
I skovhuset bliver den nybagte mor sygeligt optaget af sin datter, der nærmest minder om en af de såkaldte skiftinger. I gamle folkeeventyr var det betegnelsen for troldebabyer, som blev lagt i stedet for spædbørn, når deres mor kiggede væk. På samme måde er datteren i romanen dyrisk, grisk og vampyrisk. Hun bider hul på sin mor og dræner hendes blod. Og moren kan lide det.
Deres symbiose er altopslugende og rosenblodig. De bliver mere og mere som vilde dyr, nøgne og pelsede og sultne, som skræmte gadekatte, der rejser børster og hvæser. De er helt i hinandens vold.
Ordene sprøjter ud af moren. Gennem en vanvittig monolog, der cirkler om de samme fikspunkter, får læseren adgang til skovhytten. Roserne, råddet, æbletræet, der også er mormoren, mænd, store pikke, skal vi kneppe, kobbersneppe. Sådan kører det op i en spids efter sin egen indre logik. Cecilie Linds sprog eksploderer ud af siderne med bydende nødvendighed og katastrofal skønhed.
»Jeg skriver dette med mit blod«, som der står på en af bogens sidste sider.
Det er også sådan, moren elsker. Med sit blod. Hun elsker, til hun brister, hun elsker som en bøn, som en slags hellig kannibalisme eller en altudslettende tordenstorm. Det er sygt. Men det siger også noget om kærligheden som sådan: At den kan være uhyggelig.
Cecilie Lind skriver med en indre overbevisning, der virker tilsvarende overbevisende på læseren. Hendes maniske logik helt dybstegt i følelse er fængende og ligefrem absorberende.
Livsliderligheden backpacker
I ‘Bristefærdig’ spørger Cecilie Lind også, hvad der sker med en lolita, når hun er »ude over den første ungdom«.
Umiddelbart virker bogens overmodne lolita tragisk, næsten ynkelig. Hun dufter af rådden lavendel fra lingeriskuffen, af lusebefængte parykker og radioaktive roser, hendes pudder brister i spotlightet.
I lyset af to film fra sidste år, ‘The Substance’ og ‘The Last Showgirl’, fremstår hendes tragik som et strukturelt fremfor et individuelt problem. Men betyder det, at kvindeliv i sig selv er tragiske?
Hos Cecilie Lind er svaret ja. Kvindeliv er horror.
»Jeg var bare så grådig efter at være smuk og ung og hjælpeløs«, husker vores hovedperson.
Gennem kærligheden til datteren gør hun op med sin indre lolita. For hvordan kan hun elske en baby, når hun selv er baby? Men det lykkes aldrig helt. Ligeledes viser mimosen rigtig nok tænder. Hendes grådighed efter at være smuk og hjælpeløs vokser sig så monstrøs, at hun bliver destruktiv. Alligevel forbliver hun mest af alt selvdestruktiv.
‘Bristefærdig’ er besat af den lette og rene engel som et nærmest anorektisk ideal, helt bristefærdig af digterpik. Men som fan af Cecilie Linds forfatterskab føler jeg også, at besættelsen af den uskyldige pigefigur går så vidt, at jeg ikke helt kan være med mere.
Jeg er med så langt, at Cecilie Lind i sine bøger ikke agerer fortaler for lillepigetheden, men nærmere udstiller den i alt sin selvcentrerede giftighed. Jeg sidder bare tilbage med et ønske om at læse en Cecilie Lind-bog – altså en fanatisk eventyrlig tornado af en fortælling – der ikke går op i, om hovedpersonen er tynd og smuk.
Med det sagt står hun med den nye roman stadig i spidsen af ny dansk litteratur med et sprog, et univers og en lyseblå, slimet babyklump, der er svær at gøre sig fri af.
Hovedpersonen går op i en spids i det skovhus, hun rådner op. Der kommer et punkt, hvor vanviddet flader lidt ud. Det er måske meningen, at læseren skal lulles ind i en trance, mens hun æder os op, rub og stub. Som om moren synger godnatsang for os, ligesom hun gør for sin vulgære, perverse, perfekte slimklump.
Ja, jeg er træt af smuk skrøbelighed. Men denne lille last overskygges af den livsliderlighed, der backpacker gennem Cecilie Linds udsplattede kærlighedshistorie.
Kort sagt:
Cecilie Linds nye roman er en splattersmuk fortælling om en kvinde, der elsker alt for voldsomt. ‘Bristefærdig’ er en gyser som et moderne eventyr, der tryllebinder sin læser fra første side.