KOMMENTAR. Den aktuelle ‘Slave af Danmark’ er imponerende stjernespækket.
I historien om Danmarks fortid med at bedrive umenneskelig slavehandel fra St. Croix til København spilles fortidens hvide overherredømme af Thure Lindhardt, Sofie Torp, Gustav Giese, Fanny Bornedal og Bjarne Henriksen.
Når den er bedst, sidder man og ønsker, at det var en tv-serie.
Ikke ulig hvad Soundvenues anmelder Johanne Høgfeldt også påpegede: »Fiktionsdelen af ’Slave af Danmark’ er barsk og effektiv og fungerer – indtil videre – overraskende godt (…)«.
Men forcen ved ‘Slave af Danmark’ udstiller også det absolut værste ved den. At den er endnu et skud på stammen af DR’s mangeårige begejstring for verdens mest halvfede genre: Dokudramaet.
»Det her er ikke vores første rodeo«, som DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen sagde til P1-programmet ‘Virkelig’ i forbindelse med premieren – uden snerten af ironi.
For det er så sandt, som det er sagt. Desværre.
Og hver gang jeg ser den danske skuespilbranches sværvægtere såvel som lovende unge talenter i akavede meta-præstationer af arten “kendt historisk figur pakket pædagogisk ind i folkekært kendisnavn”, er det med stigende deja vu-oplevelse af at blive fodret grøntsagsmos med flyvemaskinen for åben babymund.
Hvilket heller ikke er langt fra Henrik Bo Nielsens syn på de seere, man ønsker at nå med de mange dramadokumentarer. Dem kaldte han for de »nogenlunde forudsætningsløse«.
Det er ikke, fordi det aktuelle initiativ med ‘Slave af Danmark’ fejler noget, ligesom serien især i sin fiktionsdel lader til at have sine udmærkede øjeblikke.
Problemet består i den ufuldstændighed, dens format repræsenterer på et bredere plan. Hvor man laver en halv serie og en halv dokumentar og som regel når i mål med at gøre mindst den ene af delene halvhjertet.
Frygten for kedsomhedsknappen
Siden DR genopfandt formatet med ‘Historien om Danmark’ tilbage i 2017, er den nationale historie blevet genopført som dokudrama et utal af gange.
Der var de deciderede spinoffs af det oprindelige hit i form af ‘Grænselandet’ om den sønderjyske genforening og ‘Historien om Danmark og Grønland’. I ‘Bomber over Bornholm’ fik vi bornholmeren Pelle Peter Jencel som historieanker, mens man flirtede endnu mere med fiktionen i serier som ‘Krag & Virkner’ og ‘Matadorerne’.
Man forsøgte også at give litteraturhistorien et skud Disney-land i ‘Mick Øgendahl og de store forfattere’, mens Johan Olsen var kustode i ‘Store danske videnskabsfolk’.
Og mens det forhenværende flagskib DR Drama holdt lidt igen og ikke leverede en ny søndagsserie, blev der til gengæld sat heftigt ind på rekonstruktioner af historien.
Alene i 2024 fik vi både titler som ‘Grundtvig’, ‘Store danske kunstnere’, ‘Hugo: Görings jødiske ven’, ‘1920’erne – festen der forandrede os’ og ‘Kodenavn: Storfyrstinden’.
Når nu halveringsånden råder, fristes man til at spørge, om man kunne have nøjedes med halvt så mange?
TV 2 meldte sig i overgangen fra 2023-2024 også på banen med ‘Anker’, der var tættere på en rendyrket ubrudt dramaserie med Lars Ranthe som statsminister Anker Jørgensen.
Kanalen har desuden endnu en dramadokumentarisk satsning på vej om Stein Bagger med det anerkendte dokumentaristpar Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen bag roret og den unge skuespiller Kristoffer Eriknauer som pengesvindleren.
Ud over nærmest at garantere anmeldelser, der spænder fra dårlige til nogenlunde, og som regel indeholder ord som skolekomedie, historietime og revy, afføder serierne som regel den samme debat om “faktionen”: Hvordan skal man vide, hvad der er doku, og hvad der er drama? Diskussionen er næsen lige så kedelig som serierne selv.
‘Slave af Danmark’ er for eksempel baseret på »omfattende historisk kildemateriale og er inspireret af virkelige personer og begivenheder«.
Ej at forveksle med den måde, de versioneres på steder som dr.dk i snappy vendinger som: ‘Skete det virkelig?! Sådan er Danmarks barske fortid bragt til live i ny DR-serie’.
Iveren efter at »lukke historien op« og henvende sig til andre end »folk, der ved noget i forvejen« (som kulturdirektøren også formulerede det hos P1), får hurtigt skær af den famøse kedsomhedsknap på Nationalmuseet.
Grundtvig har også været knægt
Nu kender danskerne så måske ‘Grundtvig’ lidt bedre, fordi skuespillerne Mads Reuther og Ulrich Thomsen med hver deres mareridtsbakkenbarter genoplivede nationalhelten via det, Joey fra ‘Friends’ kalder »smell the fart acting«.
Selvom en serie som ‘Kodenavn: Storfyrstinden’ fortæller en ret fed historie om modstandskvinden Jutta Graae med hæderligt skuespil, viser den også, at det bedste, man kan sige om den slags dramadokumentarer, ofte er, at de engang imellem ikke er decideret dårlige.
Værst gik det muligvis i ‘1920’erne: Festen der forandrede os’, hvor dramadelen var distraherende ringe.
Men det mest irriterende ved dramadokumentarerne er, at de – lige meget om de er elendige eller nogenlunde – selv skriver reglerne om, hvad der udgør et godt dokudrama.
Skuespillet virker til at skulle være illustrativt nærmere end godt, selv når det udføres af nogle af de bedste. Stjernenavnene bliver brugt som kommunikationsfolk mere end dramatiske talenter.
Er det virkelig meningen, at mange af dansk skuespils skarpeste talenter skal bijobbe som reenactors på public service-museet, mens dramaserien træder vande?
Når der er interviews med eksperter, skal der som regel doktorgrader fra adskillige fakulteter til at levere pointer, som at Grundtvig-salmen ‘Dejlig er den himmelblå’ er skidegod og vigtig.
I sidste ende mistænker man, at det vigtigste succeskriterie for dramadokumentaren er, at den bliver set. Og gør den det, kan alt andet være lige meget.
Det kræver opfindsomhed og alternative løsninger at formidle historie af den slags, der ikke kan bakkes naturligt op af interessante arkivklip. Men det er svært at se kreativiteten i at køre den ind med dramadokumentar igen og igen.
Det er fint, at der laves historieformidling, hvor alle formodes at kunne være med. Og der er uden tvivl mange, der ikke har noget imod dem.
Men er der nogen, der decideret elsker dem? Andre end dovne historielærere, parykmagere og DR selv?
Jeg kan næppe være den eneste, der i bedste fald elsker at hade dem.
‘Slave af Danmark’ kan ses på DRTV.