’Slave af Danmark’: Fiktionen fungerer overraskende godt i DR’s dramadokumentar
Da jeg i 2023 anmeldte ’Viften’, en af de eneste fiktionsfilm om dansk slavehandel, konkluderede jeg, at jeg trods mere end 13 år i det danske skolesystem vidste alt for lidt om denne del af danmarkshistorien.
Det er en lignende vinkel, DR’s nye dokudramaserie ’Slave af Danmark’ går til emnet med. I hvert fald konkluderer seriens vært – journalist og tv-vært kendt fra ’Aftenshowet, Nola Grace Gaardmand – at hun til trods for at have boet langt det meste af sit liv i Danmark (men de første otte år i USA) og at have beskæftiget sig med slaverihistorie i en amerikansk kontekst, ved meget lidt om de 200 års slavehandel, som vi bedrev i Danmark frem til 1800-tallet.
Mon ikke DR har antaget, at det er de fleste danskere, der sidder med det vidensunderskud. ’Slave af Danmark’ har i hvert fald form af alment dannende public service: Den ene halvdel er dokumentar, hvor Gaardmand interviewer eksperter og tager os med ind i arkiverne og til sukkermøllerne på den tidligere koloniø Sankt Croix, den anden halvdel er en fiktionaliseret fortælling om livet som slavegjort og de handelsmænd, der nød godt af vareliggørelsen af andre mennesker.
I første afsnit af serien – som er det eneste, jeg har haft adgang til – træder vi ind i en kongelig balsal. På tronen sidder Christian d. 7. og opfører sig ikke ulig de infantile og forkælede kejsere i den seneste ’Gladiator’-film.
Han har fødselsdag, og i gave af Heinrich Schimmelmann (Bjarne Henriksen), Danmarks største slaveejer, får han præsenteret »det smukkeste af alle negerbørnene«: En dreng klædt i guldtøj og -kæder, som placeres ved siden af den fugl i et bur, kongen også er blevet foræret. »Til Majestætens skue og fornøjelse«.
Kort efter ser vi de scener udspille sig, som ledte til, at kongen kunne overrækkes denne ”gave”. På Sankt Croix er Heinrichs nevø, Ludwig (Thure Lindhardt), udstationeret med sin kone, Henrietta (Sofie Torp), for at drive de mange sukkerplantager og bestanden af slavegjorte. Her skal de ud til sukkermarken og vælge nogen blandt de arbejdende slavegjorte, der kan foræres væk. Men mens drengen for dem er erstattelig, reagerer hans mor, Louisa (Marie-Lydie Melono Nokouda), som enhver mor ville gøre, da de tager ham,.
Fiktionsdelen af ’Slave af Danmark’ er barsk og effektiv og fungerer – indtil videre – overraskende godt, hvis man sammenligner med tidligere eksempler, som da ’Historien om Danmark’ lod Lars Mikkelsen traske akavet rundt i scener fra fortiden.
Castet er stærkt, og historien supplerer det, eksperterne siger, i stedet for at illustrere det. Der bliver taget tid til at personliggøre Louisa og Regina (Ross Mangal Khan), som er de foreløbige hovedpersoner blandt de slavegjorte, og til at portrættere både de barske forhold, de lever under, og det, der sker, når slaveejerne ikke kigger.
Det er dem og deres liv, der er blevet glemt af historien, som Gaardmand indleder med at påpege.
Men fiktionen er som nævnt kun den ene halvdel af ’Slave af Danmark’, så fungerer den anden, dokumentariske halvdel så lige så godt?
Det er denne hybridgenres forbandelse, at hvor berettiget og givende dokumentardelen end må være, sætter den en stopper for den fremdrift, vi lige var ved at opleve i fiktionsdelen. Men der er tidspunkter, der fungerer bedre end andre.
For eksempel er det en fin pointe, at Nola Grace Gaardmand kan bevæge sig rundt i de bygninger og bydele i København, som er direkte konsekvenser af den sukkerøkonomi, Danmark byggede med slavearbejde. Hun kan også besøge bygninger og steder på Sankt Croix, som engang var en del af sukkerproduktionen. Der er også en stærk klipning fra en voldtægt af en af de to hovedpersoner til en nutidig efterkommer, der fortæller om sine hvide oldeforældre.
Fra ekspertkilderne hører vi blandt andet, at de slavegjorte levede i et »systematiseret mareridt«, som forsøgte at »tage menneskeligheden ud af dem« – scenarier, der langsomt udspiller sig i dramadelen af ’Slave af Danmark’, ikke i en række scener med eksplicit vold mod navnløse personer, sådan som det nogle gange har været tilfældet, når fortidens grusomheder virkelig skulle slås fast i den kollektive bevidsthed.
Mindre godt fungerer det, når Gaardmand, som en lidt udefinerbar karakter mellem formidler, journalist og sig selv, stirrer op i nattehimlen på Sankt Croix eller læser op af en gammel A4-side, der hænger i Det Schimmelmannske Palæ, nu Odd Fellow Palæet, og konkluderer, at det ikke nævner slaver.
Hvis der skal være en dokudel til at fylde de tomme pladser, dramadelen efterlader, er eksperterne bedst til at gøre det.
’Slave af Danmark’ har fortsat tre afsnit til at folde en større historie ud om sin samtid – måske endda om vores samtid. Det korte glimt, vi får af det kommende afsnit, viser Heinrich Schimmelmanns søn, Ernst (Gustav Giese), begynde at argumentere for forbedringer for de slavegjorte, ikke for deres menneskeligheds skyld, men for profitten.
Det rummer potentialet for en spændende nuancering af datidens menneskesyn og fortællingen om os selv som det første land, der opgav slaveriet.
’Slave af Danmark’ er værd at se for at finde ud af, om det er tilfældet.
Kort sagt:
DR’s forsøg på at kombinere dokumentar og dramaserie for at formidle tiden for dansk slavehandel og de slavegjortes liv, som historien har glemt, fungerer trods genrens begrænsninger.
Anmeldelsen er baseret på et afsnit.