KOMMENTAR. Ræk hånden op, hvis du aldrig havde hørt om kryolit før i denne uge, hvor en DR-dokumentar har fået det hvide mineral på alles læber og forstærket en allerede intens politisk situation og mulighed for mudderkastning.
Det drejer sig om ‘Det hvide guld’, som har hevet kryolitten ud af en forholdsvis anonym tilværelse på sprængfarlig vis.
Nærmere bestemt har Claus Pilehave og Otto Rossings film skabt debat om præcis, hvor meget Danmark egentlig har udnyttet Grønland, da de i midten af 1800-tallet satte stort ind på at drifte det hvide råstof ud af mineområdet i bygden Ivittuut.
Dokumentaren nåede knap nok at få premiere, før dens facitbeløb på over 400 milliarder danske kroner fik kritikken og skandaleanklagerne til at hagle ned over DR fra flere kanter. Det tyder nemlig på, at der er væsentlige fejl i mellemregningerne.
Økonomiprofessoren Torben M. Andersen, der medvirker som ekspert i dokumentaren, har undsagt sig dens regnemåde, som han kalder »dybt problematisk« i B.T.
Kulturministeren (som ingen skal kalde en dårlig financebro) har også ladet sit syn på sagen falde i hårde vendinger.
»Tænk, hvis DR-dokumentaren havde gjort sig den ulejlighed at oplyse tydeligt om forskellen mellem omsætning og bundlinje. Man føler sig båret frem til dørtrinet mellem information og misinformation«, skrev han på X.
»Hvis jeg var chef i Danmarks Radio, ville jeg afskedige de mennesker«, lød det mindre bramfrit og endnu mindre overraskende fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen i P1 Morgen den 13. februar.
I værste tilfælde beskyldes DR af borgerlige politikere for at misinformere seerne midt i både den grønlandske valgkamp og den også ophedede situation i Rigsfællesskabet, efter Trump luftede sine erobringsplaner ved årsskiftet.
Kritikken uden for skærmen er omfangsrig, og debatten er langt fra slut.
Men uanset, hvor meget eller lidt man er til falds for den gamle ‘røde lejesvende’-retorik omkring DR, kan man med egne øjne se i selve dokumentaren, hvad der fortællemæssigt går galt fra start til slut.
Er der en journalist til stede?
I ‘Grønlands hvide guld’ skal det graves op,»hvor meget Danmark egentlig har fået ud af Grønland«.
Og på den mission følger vi en duo, hvis introduktion og iscenesættelse kommer til at sløre deres aktier i sagen mere end nødvendigt.
Vi møder dansk-grønlandske Naja Dyrendom Graugaard, som er forsker i koloniale relationer på Københavns Universitet og særligt knyttet til kryolitsagen på grund af sin grønlandske familie.
Kritiske røster har været meget optagede af hendes upartiskhed, fordi hun ikke nødvendigvis passer ned i den klassiske forestilling om en forsker som en uvildig videnskabsperson. Det komplekse skel mellem menneskelighed og objektivitet, som hun repræsenterer, og som ikke er usædvanligt inden for hendes felt, får også lov til at forblive forvirrende på grund af dokumentarens ikke så vellykkede fortællestil.
»Vi støder ofte på fortællingen som et slags underskudsforetagende. En fortælling om at Danmark står i skyld til Grønland«, lyder hendes allerførste ord i dokumentaren, hvor hun flyver til Grønland og sejler til Arsuk og Ivituut, mens samme narrativ runger i lydklip med statsministre som Anders Fogh Rasmussen og Hans Hedtoft.
Senere introduceres vi også til Marie-Louise Skov Jensen, der introduceres som en kandidatstuderende i sociologi med en bachelor i historie og uspecificeret »stor erfaring med historisk research«, hvilket de fleste historikere vel har.
Det, der ikke bliver ordentligt sagt, er, hvorfor det lige er hende, som er med på skærmen som “hjælper” (hun arbejder som formidler og er en del af programmets redaktion). Og til trods for sine kompetencer tjener hun en sjusket dobbeltfunktion, fordi vi både ser hende som historisk talknuser i Danmarks Rigsarkiv og andre gange skal fungere som en mere traditionel journalistisk vært.
På den måde sidder man tilbage med undren over, om der er en journalist til stede, som kunne være undgået.
Dumme fejl
Det er ærgerligt, at ‘Grønlands hvide guld’ virker så utjekket.
For i grunden er danskernes hvide guldgraveri i Grønland ikke blot en vigtig oplysningssag, men også en virkelig interessant historie, som også har vægt uden konkrete tal.
Den starter i 1798, hvor dyrlægen Peter Christian Abildgaard finder stoffet, som senere viser sig ultrakostbart, da det kan bruges til at fremstille aluminium. Et metal, der i gamle dage var så sjældent, at Frederik 7. lavede en prestigehjelm ud af det for at prale.
Senere kom industrimogulen C.F. Tietgen ind i billedet, og helt ind til 1987 tjente Danmark stort på foretagendet, selvom vi kan skændes om præcis hvor stort. Da man til sidst aner, at minen er ved at være tom, begynder kryolitselskabet Øresund, som den danske stat var medejer af, sågar at investere i småkageproduktion, hvilket nærmest lyder som en mafiakliché.
Man mærker utvivlsomt kolonialismens grimme og mørke ansigt i historierne om, hvordan Ivituut var en isolationszone, hvor tilflytterne kunne spille tennis og forlyste sig i en grad, så byens kvinder pludselig begyndte at føde lyshårede børn. Dem stod de så tilbage med, da mændene rejste konsekvensløst hjem til Danmark igen.
Det, som ‘Det hvide guld’ godt kan finde ud af, er endnu en gang at minde os om, at Danmarks forhold til Grønland er problematisk og fyldt med overgreb. Mange af de historiske klip er tankevækkende, ligesom de medvirkende grønlænderes syn på sagen er sigende.
Men troværdigheden falder komplet fra hinanden til sidst.
Dårlig til matematik
»Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal komme videre med de her tal«, indvarsles dokumentarens sidste skæbnesvangre kvarter af programmet pseudo-vært.
Det fører til et møde med økonomen Torben M. Andersen, hvis skelnen mellem bruttotal og nettotal, ord som »udfordring« og »mange lag, som vi ikke kan svare på i dag« efterlader hende med et nedtrykt ansigtsudtryk og et svækket håb »om klare svar«. Heldigvis findes der nogle andre eksperter (ekstern lektor på CBS Lise Lyck og den indiske forsker Arindam Banerjeeder), der har en andet syn på sagen, som tager mere højde for kolonialisme i økonomi.
Med deres hjælp kommer vi frem til de famøse 400 milliarder kroner, som hele virakken handler om.
Da nyheden om beløbet bliver overleveret til Naja Graugaard bliver hun så rørt, at hun fælder tårer. Og selvom det er forståeligt med hendes relation til sagen, virker den følelsesmæssige reaktion malplaceret på det her tidspunkt, hvor man er gået all in på at være afslørende dokumentar. Det giver et uhensigtsmæssigt skær af ‘Sporløs’, at den ene medvirkende pludselig skal trøstes af den anden, selvom det da er empatisk nok.
I sidste ende er modtagelsen af ‘Grønlands hvide guld’ sigende for, hvor mange stridspunkter den rammer ned i fra de akademiske til de nationalistiske og politiske, der også tæller den evige diskussion om DR’s politiske ståsted.
Men først og fremmest er det bare en skam, at den ikke er bedre.
DR må have været i stand til at forudse den kritik, det ville vække, at en så heftig påstand om penge og udnytterforhold bliver leveret på et så tilsyneladende tyndt grundlag. Institutionens svar på kritikken har ikke ligefrem været noget at prale af.
Forhippelsen på at kunne smide et tal på bordet har i sidste ende totalt afsporet debatten om en ellers vigtig sag, der ikke kun kan gøres op i kroner og ører. Det kan vi ikke byde nogen.
Danmarks forhold til Grønland er allestedsnærværende i debatten lige nu, og det kan man lære meget af.
Desværre ikke af ‘Det hvide guld’, der kunne have skrevet historie, men stinker til matematik.
‘Det hvide guld’ kan ses på DRTV.