KOMMENTAR. »Jeg var til en rigtig sej S&M-fest i forleden«, berettede en veninde for ikke alt for længe siden.
Men lige som jeg havde nået at forestille mig selv i latex, satte hun brat en stopper for mit dagdrømmeri:
»Det havde ikke været noget for dig«, sagde hun lige lidt for henkastet, inden hun straks begyndte at fortælle om outfits, musikken og crowden på denne fantastiske aften, som hun havde haft i byen.
Med bemærkningen stak hun til et ømt punkt. For antallet af gange, jeg har været på klub i København, kan tælles på én hånd for enden af en basarm.
Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvordan man går på klub. Og det føles ikke særligt sejt.
I mine tyvere arrangerede jeg gennemførte temafester og sladrede over fadøl på byens bodegaer. Men klubberne holdt jeg mig fra. Nu er jeg i trediverne, drømmer mig væk til Charli XCX’ Boiler Room-set på YouTube og tænker på, hvad jeg mon er gået glip af. Og endnu oftere:
Er jeg for sent ude til at finde ud af det?
Netop det tænker jeg på, da jeg stavrer ene gennem sneen i en støvle med hæl med kurs mod Mayhem. Spillestedet i Københavns Nordvestkvarter er vært for festkonceptet Rewild denne lørdag aften i februar. Tidligere har jeg forgæves stået i kø til en Rewild-fest, men nu skal jeg endelig udleve mit partypigepotentiale. Her skal en ny side af mig blive født. Derfor er jeg taget tidligt afsted.
På vejen derud møder jeg tilfældigvis min ven og hans kæreste, som jeg indvier i mine planer.
»Du skal altså passe på den der«, formaner kæresten til mig, mens han kigger på min sælfrakke, der går mig til midt på skinnebenet.
Mayhem er et undergrundsspillested med en rå vibe og en overhængende risiko for, at der ikke er mere papir på toiletterne. Ikke at det afskrækker mig. Jeg er gammel spejder og har styr på at ryste mig tør. Det er mere det med at ryste røv på natklubbens dansegulv, som jeg har betænkeligheder ved.
På Mayhem har jeg i tidens løb været til et par koncerter med rock og eksperimenterende musik. Men jeg ved faktisk ikke, om det er min jævnaldrende vens kærestes forventninger til klientellets holdninger til animalsk beklædning eller manglen på et sted at hænge frakken, som er årsagen til, at han synes, at jeg skal passe på.
Der viser sig dog hurtigt, at der ikke er nogen grund til bekymring. For det første ser jeg flere andre pelsjakker på Mayhem. For det andet er der intet incitament til at tage frakken af. Det er minusgrader udenfor, og kulden bider sig også fast indendøre, hvor der endnu ikke er specielt mange mennesker til at varme rummet op. Eller også er der faktisk et pænt antal mennesker, alt taget i betragtning.
Klokken er trods alt kun omkring 20.
Udfordret døgnrytme
Enten er aftenen kun lige begyndt. Eller også er der lang vej igen afhængigt af, hvordan man ser på det.
Skal jeg være helt ærlig, så er det nok ikke kun manglen på viden, der har afholdt mig fra at undersøge klubmiljøet i København. Jeg er rigtig glad for at stå tidligt op og komme i gang med de aktiviteter, jeg har valgt at fylde tilværelsen som københavner uden børn op med.
Og ja, løbeture er én af dem.
Fordi det stadig er relativt tidligt, kan det nå at gå to veje, tænker jeg. Enten vil jeg kunne nå at opleve en masse, inden det bliver for sent på aftenen, eller også bliver det sudden death, fordi jeg når at blive træt, før der er sket en skid. Som veninden med S&M-festen sagde:
»Jeg glæder mig til at høre, hvordan din døgnrytme tackler det«.
Jeg har før hørt folk tale om at tage en party nap, men det med lure har jeg aldrig rigtigt været god til. Så det er ét af de råd, jeg ikke har valgt at tage til mig. Som forberedelse til Min Store Aften Ude – som jeg helt udramatisk har døbt den – har jeg ellers opsøgt dem og rådført mig hos venner og bekendte for at blive ordentligt klædt på til en aften i byen.
Det er derfor, der ligger en hængelås med tilhørende nøgle i min taske. En ven, som frekventerer, hvad der i mine øjne er natklubbernes sidste boss, Den Anden Side, har nemlig fortalt, at de har skabe, hvor man kan låse sine ting (eller sin sælskindspels) inde. Og husket mig på at læse op på stedets adfærdspolitik.
I aftenens anledning er hængelåsen, jeg normalt bruger i mit fitnesscenter, altså blevet opgraderet. Jeg har fisket den op fra muleposen med træningstøj i min entré, så den nu ligger i min blomstrede håndtaske i læder, som en vægtig påmindelse om, hvad jeg har sat mig for.
I tasken ligger også en pallietvest med katte på. Lidt et vovet valg – måske – til en sej aften i byen. Men på Resident Advisor, som er en side, der giver en oversigt over, hvad der sker i nattelivet, har jeg læst, at der er en form for kattefest på Den Anden Side denne aften. Hellere være på Den Sikre Side, har jeg tænkt.
Så den er kommet med, hvis jeg når derhen i aften.
Digtoplæsning på dansegulvet
Tilbage på Mayhem er aftenens første dj, gialligari, gået på. Den Københavns-baserede dj fra Kiev spiller et mix af Nirvanas grungeklassiker ‘Something in the Way’ parret med et technobeat. Jeg køber en Maté Maté i den lavt prissatte bar.
»Med vodka?«, spørger bartenderen.
»Nej tak«, svarer jeg.
Jeg vil gerne have en vild aften, men jeg har ikke tænkt mig at miste kontrollen.
Jeg går ud for at trække noget luft og indvier nogle af de andre gæster i min mission.
»Engang var jeg også bange for techno«, siger en medfølende gæst til mig.
»Måske du kan guide til, hvordan man undgår drugging«, siger en anden tørt.
På Mayhem kommer flere og flere til, deriblandt en ven til en ven. Han fortæller om vores fælles ven, som han har haft på besøg med sin lille datter, der har kolik. Velkommen til trediverne, tænker jeg. Her taler vi om kolik på dansegulvet.
Efter gialligari går skotske Fergus Jones på med et konceptuelt lydværk, der består af en masse lydbeskeder, der følger hinanden. Cigaretter bliver tændt, imens rummets opmærksomhed er vendt mod den elektroniske musiker. En person iført fingerløse vanter dokumenterer aftenen på et ikke helt nyt videokamera. Det her er ikke bare en fest, det er et kunstnerisk arrangement.
Rummet er efterhånden godt fyldt op med mennesker, da forfatter og kunstner Siham Benamor går på og læser digte om blandt andet selvlede, lægebesøg og diagnoser op til beat.
Vi nærmer os min sædvanlige sengetid. Jeg trænger til at danse og holde mig i gang og kigger længselsfuldt på klokken. Den er ikke meget mere end 23, og jeg begynder at erkende den fejl, jeg allerede har begået. At jeg ikke har tilrettelagt mit søvnmønster efter Min Store Aften Ude.
»…If you’re plus 35!«
I takt med, at temperaturen i rummet stiger, begynder min sælskindsfrakke faktisk at blive et problem. Og der er ikke rigtigt noget oplagt sted at lægge den.
Men jeg tror måske også, at den giver mig lidt pondus. I hvert fald er er det enten pelsen, som giver mig en oeuvre af at have styr på tingene, eller også er det min alder, der flere gange får andre gæster til at spørge mig til aftenens program.
Jeg møder en venindes søster på dansegulvet, der taler om, hvor unge alle er. Søsteren er vist syv år yngre end mig. Jeg bliver på en måde skamfuld. Burde jeg ikke være her? Hendes søster, min veninde, er blevet mor for anden gang samme dag. Det taler vi om, lykkeligt og hengivent, mens det slår mig:
Er det her partyshow en fiks idé jeg har fået, fordi jeg er i tvivl, om jeg vil have børn, og alt andet lige ikke vil have dem nu?
»If you’re plus 25, you know this song«, siger dj Malika Mahmoud ind i en mikrofon.
Sammen med makkeren Atusha har hun sat Sean Pauls ‘Temperature’ på. Straks efter korrigerer hun, med et lille grin.
»…If you’re plus 35!«
Jeg har efterhånden overgivet mig og lagt min frakke hen over en forstærker. På dansegulvet skal man nu passe på ikke at vælte i efterladte glasflasker. En gruppe personer iført skjorter og butterfly er kommet til og stikker lidt ud i mængden. Ikke mindst da de begynder at tage billeder med en iPad. En anden shazam’er et af de numre, som dj-duoen sætter på.
Et bachata-remix af Destiny’s Child’s ‘Say My Name’ bliver sat på, mens jeg ryster mig fri af tankerne om at skulle være et bestemt sted i mit liv eller bare lige nu. Jeg når at danse lidt, inden jeg beslutter mig for at tage hjem.
Klokken er lidt over et, da går hen til min cykel. Lyden af festen bliver erstattet af lyden af en podcast, som jeg sætter på, inden jeg sætter mig på sadlen. Da jeg kommer hjem, smører jeg mig en rugbrødsmad, sætter vækkeuret og dimser lidt på min telefon. Jeg når ikke at registrere, at jeg falder i partypigesøvn.
Næste morgen klokken ni møder jeg pligtskyldigt op til træning med nogle venner ved Grøndalscentret. For ingen festfiasko er så stor, at du ikke kan opmuntre dig selv med, at du i det mindste ikke er smadret. Men pallietvesten med katte på ligger stadig i håndtasken og skinner. Ligesom mine håb om en dag at have den på en endeløs nat på en klub i København.