INTERVIEW. Jeg har ventet lidt over 20 minutter i et mødelokale på Christianshavn, da Anders Matthesen træder ind ad døren, lovlig undskyldt af et videointerview, der gik over tid.
Der er rift om multitalentet for at få ham til at sætte ord på, hvordan det har været at levendegøre hele Danmarks Mr. Melodi Grand Prix, Tommy Seebach, i den nye portrætfilm ’Under stjernerne på himlen’.
Det er en rolle med en dramatisk tyngde ulig noget, Matthesen før har lavet. Men også en rolle som en mand, som Matthesen både deler et menneskeligt og kunstnerisk slægtskab med. Den populære komiker, skuespiller, forfatter, filminstruktør og musiker kender nemlig om nogen til det pres, der følger med kæmpesucceser og folkets kærlighed. Et pres, der som bekendt tog livet af Seebach.
Mens han sætter sig til rette over for mig, tager Anders Matthesen de store briller med det gennemsigtige, grønne stel af og lægger dem til højre for sig på en lyserød notesbog, som den presseansvarlige forinden har bemærket ligger »som den skal, klar til ham«.
Notesbogen åbner han aldrig. Den bruges bare som brilleholder, som de ryger af og på mindst en håndfuld gange under vores snak.
Til venstre stiller han en klar drikkedunk med lyserødt skær. Sådan en kæmpestor Stanley-agtig én med indbygget sugerør, velsagtens halvanden liter, som er fyldt til randen med vand og isterninger.
»Vi klarer ligesom al presse på de her to dage, så de er ret travle. Jeg følger bare med og svarer, så godt jeg kan. Det er meget sjovt«, konstaterer han smilende.
Og man forstår godt, at han har brug for en ordentlig tår isvand i ny og næ, for der er som sagt mange, der gerne vil tale med Matthesen. Mange, der er nysgerrige på, om han virkelig vil være ”seriøs” skuespiller, om han så stadig er sjov, og om han vil det ene eller det andet mest. Det korte svar er, at han vil det hele.
Alligevel er det 25 år efter komikerdebuten et faktum, at Matthesens karriere mere end nogensinde har taget en seriøs drejning. Dette forår spiller han, udover ’Under stjernerne på himlen, også med i hospitalsdramaet ’Det andet offer’, som har premiere bare tre uger efter Seebach-filmen.
Måske netop i kraft af hans baggrund i komikken, hvor man prompte får valuta for sit slid i form af grin og klap, virker Matthesen nu ekstra dedikeret til det modsatte: til den langvarige, følelsesmæssige udforskning af et menneske, der vandt meget, men tabte endnu mere.
Kampen om den næste slasker
I ’Under stjernerne på himlen’ spiller Matthesen altså titelrollen som manden bag enhver festlig fødselsdags sikreste kort, ’Hip hurra, Det’ min fødselsdag’, Tommy Seebach, der i 15 år var fast inventar i dansk Melodi Grand Prix.
»Som alle andre på min alder er jeg vokset op med det show som en familiebegivenhed med små stemmesedler på sofabordet og med Tommy som det faste anker«, fortæller Matthesen om sine barndomsminder med Seebach.
Musikeren deltog otte gange fra 1979-1993 og vandt tre af dem. Først for ’Disco Tango’, siden for ’Krøller eller ej’ og ved sin sidste deltagelse for ’Under stjernerne på himlen’, en godnatsang skrevet til hans datter, der spiller en central rolle ikke blot i filmens titel, men også i fortællingen.
Filmen er instrueret af den spillefilmdebuterende Kasper Gaardsøe, der har serier som ’Lykke’, ’The Rain’ og ’Dicte’ på cv’et. Fokus er særligt på de senere år af Seebachs karriere, hvor han kæmpede med konkurrencen fra yngre stemmer, og en hel branche, der ville sende ham på pension. Samtidig balancerede hans privatliv med konen Karen og deres tre børn på en knivsæg, efterhånden som Tommys alkoholforbrug blev til misbrug.
Det evige pres for at genopfinde sig selv og undgå at ryge i glemmebogen er noget, mange kunstnere vil nikke genkendende til. Også Matthesen, der i dansk underholdning om nogen har formået at skubbe sig selv i nye retninger.
Fra stand-up til Biografklub Danmark er der lidt af et spring. På vejen har Matthesen blandt meget andet skabt to kultklassikere i ’Jul på Vesterbro’ og ’Terkel i knibe’, der er blevet satiriske referencepunkter på tværs af generationer.
Senere har han skabt dette årtusindes mest sete danske biograffilm med ’Ternet ninja’-universet, der er baseret på bøger, han selv har skrevet. ’Ternet ninja 3’ får biografpremiere 21. august, og hvis den sælger bare i nærheden af det, de foregående film gjorde, vil franchisen i løbet af efteråret runde 2,7 millioner solgte biografbilletter.
Succesen er Matthesen meget bevidst om at sætte pris på, men den øger også altid forventningerne til det næste træk.
»Der ligger en masse smerte i kampen for at fremtrylle den næste slasker, særligt hvis man kommer fra succes og måske mærker tiden løbe lidt fra én. Det er nok på en anden måde hos mig, end det var hos Tommy, men jeg har da mærket det i mig, hvis jeg pludselig har opdaget, at det var det grå guld og ikke de unge, der sad til mit show, eller hvis jeg bare har følt mig 20 kilo for tung«.
Væltede ind på standup-scenen
Matthesen har hele sit liv været kreativ og skabende på mange forskellige måder. Hans alsidighed har hjulpet ham til naturligt at tænke i nye retninger og altid holde fast i, hvad han selv synes var rigtigt, frem for det publikum forventede.
»Jeg lavede som barn og ung alt muligt. Startede med at tegne, lavede rapmusik og spillede trommer i Frederiksberggarden. Jeg væltede egentlig ind på standup-scenen lidt ved en tilfældighed, men det første grin og det første klap gav mig følelsen af en særlig forbindelse«.
Er det en anerkendelsesting?
»Ja, det er det nok. Der var en direkte følelse af, at ’hov, her rammer jeg noget’, så snart jeg udsendte et output. Tilfredsstillelsen kommer, sekundet efter du gør noget, som at skyde en bold op ad en mur og se den komme tilbage i stedet for at falde til jorden«.
Det øger dog også presset for igen og igen at overgå sig selv. Hvordan gør man lige det?
Matthesens succes kommer fra en idé om at vende blikket ind frem for ud. Deri ligger overraskelsesmomentet. Måske det er sådan, han gang på gang har gjort det gale genialt.
»Jeg følte tidligt et pres for at skulle finde nye vinkler til et nyt show, men mit mantra blev: ’Hvordan undgår jeg at gøre det samme igen?’«.
»Jeg har altid villet give folk det, de ikke vil have, og så gøre det til noget, de indser, at de gerne vil have. Min største frygt er at blive den gamle far, der altid giver ungerne Nutella-madder, fordi det er det, de helst vil have«.
Tre timer i sminken
Hvordan blev du til Tommy Seebach?
»Jeg anlagde mig håret over halvandet år, men da vi skulle skyde filmen, viste det sig, at han jo skulle skildres i flere aldre og ikke altid kronologisk. Jeg havde sparet sammen til en fuld Tommy, men det hele måtte ryge af. Den sad ellers lige i skabet«.
»I stedet blev det en tre timers sminkesession hver morgen med latexhage, brune kontaktlinser og forskellige parykker. Først gik jeg meget op i at ligne ham, men siden affandt jeg mig med, at der i filmen ligger en aftale med publikum om, at jeg er Tommy. De får håret og overskægget, og så må man købe ind på den præmis«.
»Derfra gik jeg ind i at forstå, hvem mennesket Tommy var. Studerede hans bagkatalog, læste bøger og så interviews og dokumentarfilm. Og så talte jeg med Rasmus (Seebach, Tommys søn, red.) om ham. Hvad gjorde han hvornår? Drak han kaffe eller te? Ikke fordi det skulle bruges i filmen, men for at forstå, hvem hans far faktisk var«.
Hvad var det, Seebach kunne, ud over at skrive sange, og kan du se dig selv i lysten til også at mestre alt det, der ligger uden om selve kunsten?
»Tommy var meget mere end bare en god sanger, for netop skønsanger var han faktisk ikke. Han var god til den merkantile del af musikbranchen som producer og pladeselskabsmand. Kombinationen af det kunstneriske og det kyniske mestrede han. Det med at vide, hvordan man skærer noget til, så publikum vil elske det«.
»Der er en tydelig parallel til mig selv, for jeg har prøvet det samme. At nørde kontraktformer og tænke mine jokes meget resultatorienteret. Det blev mere forretning end fornøjelse, og det skræmte mig virkelig, så jeg trådte hurtigt tilbage fra det. Min force er i fantasien og eventyret, i det ubegrænsede. Jeg overlader det andet til folk, der er bedre til den slags«.
»At overlade kontrol til andre har jeg som ung haft svært ved, men det har været en gave at lære det. At lade en instruktør bestemme og bare tilbyde mine kreative input i det omfang, de vil have dem. Der ligger en stor frihed i ikke at skulle styre alt omkring mig, og jeg forsøger at gå ind i projekter som det her med en enorm generøsitet. Det er all in på det fælles projekt om, at det her skal blive sindssygt godt«.
Ride or die
Dit arbejde spænder på mange måder mellem parodier og portrætter. Hvordan har du balanceret de to?
»Komikken er jo det sted, jeg kommer fra, men jeg har gået til castings på alvorlige roller i 20 år. 80-90 procent af dem har jeg bare ikke fået, og samtidig har jeg sagt nej til en masse roller, jeg nemmere kunne have fået – fra småjoviale til ren båt-båt-komiske ting, roller som nisse eller spøjs skolelærer«.
»Noget af det havde været vildt sjovt at lave, men jeg har tit tænkt, at hvis publikum, men endnu vigtigere filmfolk som producere og instruktører, skal kunne se mig i en alvorlig rolle, er det her nok ikke det rigtige lige nu. Jeg er bestemt ikke for fin til at spille komedie, men jeg har flere gange frygtet, at det kunne gøre det sværere for mig at lande de alvorlige roller«.
Hvad tænker du om, at nogen har svært ved at se dig være andet end sjov, og hvordan har du mærket det?
»Folkene bag ’Under stjernerne på himlen’ ringede faktisk og fortalte, at de var blevet advaret af mange om at caste mig, men de sagde: ’Du er vores Tommy, det her er ride or die’. Det havde været nemmere for dem at caste et sikkert valg, og netop det har jeg prøvet mange gange før, men de var 100 procent i mit ringhjørne, så jeg ryddede kalenderen på ubestemt tid«.
»Når det er sagt, forstår jeg jo godt dem, der hellere vil have Nikolaj Lie Kaas eller Lars Ranthe til at spille deres hovedrolle. Jeg ved da, at nogen ser skævt på, at her kommer ’Anden’ som en fjællebodskomiker og vil have en luns af det store, alvorlige skuespil«.
»Jeg er ekstremt bevidst om, at jeg har meget at lære som seriøs skuespiller. Men måske jeg så kan bidrage med noget historiefortælling og min kreativitet. Som en uskolet sanger, der kan lave den fineste, smånaive sang. Man kan nå langt på sit begyndersind, specielt med dygtige folk omkring sig«.
Frygter du, ligesom Tommy gjorde, den dag, det hele er ovre?
»Som med døden, der engang i puberteten bliver en virkelig ting, har jeg lært at acceptere, at jeg en dag skal på pension. Jeg bliver aldrig tilfreds med døden, med at det her har en slutdato, men det skal fandme ikke fucke med mit gode humør«.
»Jeg er ikke færdig med hverken stand-up, film eller noget af det andet, jeg laver, men jeg har indstillet mig på, at jeg kan miste det hele, hvis jeg rammer ved siden af. Det giver en enorm kreativ frihed at have affundet sig med, at intet varer evigt«.
»Der er masser af nemme penge at tjene, man kan jo altid være gæstebartender på Crazy Daisy i Viborg, men jeg har altid holdt fast i at gøre det, jeg synes er rigtigt. Hvis folk så forlader skuden, og den synker … Jamen så var det det«.
’Under stjernerne på himlen’ har biografpremiere 20. marts.