Lady Gaga kan ikke huske sit bedste album – men ‘Artpop’ er uforglemmeligt

DEN STORE FORTRÆNGNING. Lad os lave en lille øvelse.

Luk øjnene, forestil dig Lady Gaga og fortæl mig, hvad du ser for dit indre blik.

Er hun viklet ind i råt kød? Bliver hun båret ned ad den røde løber i et kæmpestort æg? Ligger hun på scenen, mens en performancekunstner kaster op udover hende? Er hun fotomanipuleret som en slags futuristisk kentaur – halvt menneske, halv motorcykel?

Uanset hvilket ikonisk øjeblik, du tænker på, er der høj sandsynlighed for, at du netop nu er i færd med at beskrive en eksplosion af dekadence og excentricitet. Det er i hvert fald sådan, jeg selv ser hende for mig. Nogle billeder er for stærke til, at man nogensinde kan ryste dem af sig.

Det gælder også, selvom sandheden er, at det efterhånden er mange år siden, Gaga har gebærdet sig på en måde, jeg ville beskrive som specielt dekadent eller excentrisk. Og selvom der ofte har været lidt af en uoverensstemmelse mellem hendes flamboyante iscenesættelse og hendes for det meste fremragende, men ikke altid vildt innovative musik.

Undtagelsen er 2013’s ’Artpop’, Gagas ikke blot bedste, men også mest komplekse, komplicerede og konceptuelt ekstravagante album.

Aldrig før eller siden har Gaga i samme grad tilladt sig at lade sine konceptuelle ambitioner definere eller måske endda overtage sin musik. På ’Artpop’ er Gaga ikke blot musiker, men performancekunstner, kunsthistoriker og knivskarp teoretiker af den moderne psyke.

Som hun selv formulerer det over titelsangens elegant minimalistiske, pulserende synthflader: »Come to me / With all your subtext and fantasy«. ’Artpop’ er Lady Gaga i rollen som dr. Freud, og hele popkulturen ligger på hendes divan klar til analyse.

Fra popart til artpop

Da ’Artpop’ udkom, blev det af en væsentlig gruppe af både anmeldere og fans modtaget med forvirring og en følelse af, at der var noget prætentiøst på færde. En trættende og ikke just sjælden reaktion på popstjerner, der formaster sig til at betegne deres musik som kunst.

Hvis man skal være rimelig, gjorde Lady Gaga det dog heller altid ikke helt let at følge med.

Gagas erklærede mål på ’Artpop’ var nemlig at foretage en »omvendt warholiansk ekspedition«. Hvor Andy Warhol med sine malerier og print af suppedåser og Hollywood-skuespillere lukkede popkulturen ind på kunstgallerierne, ønskede Gaga med ’Artpop’ at gøre plads til finkulturen i popmusikken. »I stedet for at putte pop på lærredet, ønskede vi at putte kunsten ind i suppedåsen«, som hun selv forklarede det.

Eller som det lyder på den eksplosive førstesingle ’Applause’: »Pop culture was in art, now art’s in pop culture, in me«. Popkulturen og kunsthistorien viklet ind i hinanden som en uendelig, Gaga-formet babushka-dukke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Albumcoveret, hvor den amerikanske kunstner Jeff Koons har forvandlet sangeren til en af sine skinnende skulpturer og derefter spaltet hende sammen med Botticellis ’The Birth of Venus’, taler sit tydelige sprog om ambitionerne.

Er det prætentiøst? Måske, ja. Men man kunne også argumentere for, at ’Artpop’ netop er den naturlige konsekvens af den kunsthistoriske udvikling, Warhol startede med sin popkunst.

Fra det øjeblik Warhol med et trylleslag fjernede skellet mellem pop- og finkultur, synes rollen som rebeller og fornyere nemlig langt hen ad vejen at være overgået til popkulturens stjerner, og mange af de kunstneriske nybrud, der tidligere fandt sted på gallerier, akademier og i kunsttidsskrifter, har siden fundet sted på albumcovers og i musikvideoer.

Nogle af de mest betydningsfulde og nyskabende kunstnere siden Warhol er slet ikke kunstnere i traditionel, finkulturel forstand, men popstjerner som Bowie og Madonna. De sidste 40 års mest indflydelsesrige kunstneriske arena er formentlig ikke MoMA, men MTV og sidenhen YouTube.

Det er i det lys, ’Artpop’ skal ses. 

Sex er sandheden

Som både Freud, Warhol, Bowie og Madonna før hende er Gaga på ’Artpop’ besat af sex. »Alt handler om sex. Undtagen sex. Sex handler om magt«, lyder et berømt citat af ukendt oprindelse, der ofte er blevet tilskrevet Oscar Wilde. Det kunne have været undertitlen på ’Artpop’. 

Hvis der er et hovedtema på albummet, er det nemlig det uendeligt komplicerede (mis)forhold mellem sex og magt og alle de ambivalente og ubehagelige ting, der udspringer derfra.

På den hypnotiserende ’G.U.Y.’, der med sin drømmeagtige og ekstremt detaljerede elektropop-produktion er en af Gagas bedste sange nogensinde, iscenesættes sex for eksempel som en kompleks koreografi af to menneskers kontinuerlige, uendelige underkastelse for hinanden. ’G.U.Y.’ står for »Girl Under You«. Hvem har overhånden over hvem?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

’Artpop’ er et album besat af sex, men det er ikke et album om at have sex. Det står klart på den funk-inspirerede ’Sexxx Dreams’, hvor Gaga forsøger at bringe seksuel nydelse ind i billedet, men ender med at lyde klinisk og fremmedgjort som en robot, der først lige har hørt om konceptet: »Damn, you were in my sex dreams / Making love in my sex dreams«.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Tværtimod finder jeg Gagas kølige, nydelsesforladte iscenesættelse af den seksuelle sfære langt mere interessant – og problematisk – end den sexpositivisme, som i disse dage er popmusikkens definerende filosofi. 

»Our sex doesn’t tell us no lies«, lyder det i første vers. På ’Artpop’ er sex ikke for sjov, men derimod vejen til den ubehagelige, ligefrem traumatiske sandhed om, hvem vi virkelig er.

Provokationer og vrede

På ‘Artpop’ kommer Lady Gaga – i sin iver efter at levere store, dramatiske, gerne chokerende udsagn – sommetider på dybt vand.

Åbningsnummeret ‘Aura’ er en enestående sang, der formår at skabe en mystisk, forhekset stemning gennem en sælsom slangedans mellem guitarspil hentet fra østeuropæisk folkemusik og iskold elektronik, men jeg har aldrig helt vidst, hvad jeg skulle stille op med tekstens eksplicitte erotisering af burkaen.

»Do you wanna see me naked, lover? / Do you wanna see the girl who lives behind the aura? Behind the curtain? Behind the burqua?«, spørger Gaga i omkvædet. Det lyder ganske vist provokerende, men det er ikke tydeligt for mig, hvad hun egentlig gerne vil sige med det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Provokerende er i hvert fald også ’Do What You Want’, en frastødende duet med den på daværende tidspunkt voldtægtsanklagede – og i dag dømte – R. Kelly, der inviteres til at gøre, hvad han vil med Gagas krop over en klæbrig, r’n’b-inspireret produktion.

Sangen har været fjernet fra streamingtjenester siden 2019, men jeg lyttede for nylig til den på en venindes gamle iPod Nano, og jeg kan bekræfte, at albummet lever i bedste velgående uden. 

En musikvideo instrueret af den ligeledes voldtægtsanklagede fotograf Terry Richardson, hvor R. Kelly spiller en læge, der på et operationsbord forgriber sig på Gagas bedøvede krop, blev af gode grunde aldrig officielt udgivet. 

»Som én, der selv er et offer for seksuelle overgreb, lavede jeg sangen og videoen på et mørkt tidspunkt i mit liv. Min hensigt var at skabe noget ekstremt trodsigt og provokerende, fordi jeg var vred og stadig ikke havde bearbejdet mit eget traume«, har Gaga sidenhen forklaret.

Den velbegrundede vrede, som Gaga forsøger, men ikke lykkes med at formidle på ’Do What You Want’, er til gengæld fuldstændig krystalklar på det rå og brutale dubstep-kaos ’Swine’, hvor Gaga frygtløst adresserer sin voldtægtsmand via karrierens måske mest hudløse vokalpræstation.

»I know you want me / You’re just a pig inside a human body / Squealer, squealer, squeal out / You’re so disgusting«, synger hun. Det er intet mindre end hårrejsende. 

Den store fortrængning

Siden dets udgivelse har ‘Artpop’ været udsat for en stedmoderlig behandling – ikke mindst fra Gaga selv.

På hendes seneste turné, 2022’s ‘Chromatica Ball’, der sidste år blev foreviget i en flot og absolut anbefalelsesværdig koncertfilm, var ’Artpop’ det eneste regulære album i Gagas diskografi, der overhovedet ikke var repræsenteret på sætlisten. Albummet er med andre ord blevet degraderet til samme status som de to duetplader med Tony Bennett.

Da Freud i 1920 beskrev menneskets iboende selvdestruktivitet som en »dødsdrift«, blev han så chokeret over sin egen opdagelse, at han brugte resten af karrieren på at bortforklare og fortrænge.

Som den pop-psykoanalytiker, jeg har udnævnt Gaga til at være, følger hun Freuds fodspor og er ligeledes i fuld gang med at fortrænge det mest radikale værk, hun nogensinde har lavet. »Jeg kan ikke huske ‘Artpop’«, tweetede hun i 2019, og det er ikke svært at tro på hende.

I hvert fald har intet, hun har lavet sidenhen, tydet på, at hun stadig har adgang til den kreative brønd, hvorfra hun hentede ’Artpop’.

Når Gaga natten til fredag udgiver sit ottende album, ’Mayhem’, kommer jeg – som altid, når der er nyt fra poppens svar på Olympen – til at sidde vågen og klar til at lytte i netop det øjeblik, albummet lander.

Jeg glæder mig. Men jeg er holdt op med at forvente værker, der overvælder og chokerer mig på samme måde som ‘Artpop’.

Det kan jeg godt forlige mig med. For hvis ‘Artpop’ viser én ting, er det, at det kan være ubehageligt at stå ansigt til ansigt med popkulturens nøgne, bankende hjerte. Gaga har gjort det en enkelt gang. Nu må andre tage over.

Lady Gagas ottende album, ‘Mayhem’, udkommer i morgen fredag.