’Magic in the Moonlight’

3 6
’Magic in the Moonlight’

Groft sagt kan Woody Allens 44 (!)spillefilm deles op i tre kategorier.

De sublime, som ’Annie Hall’ og ’Manhattan’, hvis lige skal findes i Ingmar Bergman og Federico Fellinis største værker. De absolut undværlige rodebutikker, som ’You Will Meet a Tall Dark Stranger’ og ’To Rome with Love’, der desværre har fyldt en del de seneste år. Og så alle dem indimellem – fra den visuelt begavede ’Harry – stykke for stykke’ til det sporadisk veloplagte formeksperiment ’Zelig’. Og her – til den sidste gruppe – hører superneurotikerens seneste undersøgelse af det overnaturlige, ’Magic in the Moonlight’, hjemme.

Vi befinder os i 1920’ernes Europa, som Allen også skildrede i sin bedst indtjenende film, ’Midnight in Paris’ fra 2011. Som sædvanligt er hovedpersonen en variant af den klassiske Allen-figur ’den skeptiske neurotiker’, her i form af den arrogante, rationelle tryllekunster Stanley Crawford (Colin Firth). Stanley bliver af sin gamle ven og rival, Howard (Simon McBurney), inviteret til den franske riviera for at afsløre den tilsyneladende synske Sophie (Emma Stone) som fupmager. Men er hun rent faktisk en oprigtig tankelæser og sandsigerske?

Stanleys nietzscheanske skepsis bliver udfordret, og langsomt overbevises han om det okkultes eksistens, samtidig med at han drages af den forførende Sophie. »Det er videnskab, det er filosofi, det er religion«, siger han med overbevisning, da han endelig kaster sig ud i en hyldest af det uendelige håb, der ligger i det overnaturlige.

Allens største bedrift er, at han også bringer tilskueren i tvivl, nøjagtig som en god tryllekunstner gør det. Vi ved nemlig også fra ’Scoop’ og ’Den røde rose fra Cairo’, at han kan finde på at bryde med det jordnært realistiske virkelighedsniveau. Nok er Allen en eksistentiel skeptiker, men han er også en filmisk magiker.

Efter vi finder ud af, hvorvidt Sophie har overnaturlige kræfter eller ej, får filmen dog et unødvendigt langt romantisk efterspil, der truer med at ødelægge den ret så vedkommende diskussion af det rationelle versus det okkulte. Det er bemærkelsesværdigt, at en så dreven manuskriptforfatter som Allen økonomiserer så dårligt med sin struktur og efterlader filmens sidste 20 minutter i et ligegyldighedens vakuum.

Allen har instrueret flere skuespillere til en Oscar, senest en voldsomt intens Cate Blanchett i ’Blue Jasmine’, men her er det svært at finde de skuespilmæssige milepæle. Emma Stone er sensuel (men ikke så dragende som Scarlett Johansson i ’Match Point’ eller Penélope Cruz i ’Vicky Cristina Barcelona’), og Firth formår ikke for alvor at føje nye nuancer til Allens neurotiske grundfigur.

Når Stanley langsomt mister troen på sin rationelle verdensopfattelse, krakelerer Firths ansigt forbilledligt, men hans komiske talent er ikke så finessefyldt som Larry Davids i ’Mig og Melody’, Owen Wilsons i ’Midnight in Paris’ eller Allens eget for den sags skyld.

Fornemmelsen af at have hørt og set det hele før (Woody, vi ved godt, at du elsker jazz, har læst Nietzsche og ikke tror på et liv efter døden) bliver ikke mindre for hver Allen-film. Særligt ikke, når manden agter at lave en film om året.

Og dog. Måske er den aldrende instruktør begyndt at tvivle på sit urokkeligt kyniske verdensbillede her i sin karrieres efterår? I hvert fald bliver Stanley spurgt: »Hvordan føles det at have taget fejl om det okkulte i alle disse år?«


Kort sagt:
En Woody Allen-mellemvare, der med Firth som rationel tryllekunstner og Stone som sandsigerske kredser om instruktørens klassiske temaer som religiøs skepsis, livets mening og forførende magi uden at tilføje noget nyt til hans imponerende filmkorpus. Der er langt op til ’Annie Hall’ – men heldigvis også langt ned til ’To Rome with Love’.

Spillefilm. Instruktion: Woody Allen. Medvirkende: Colin Firth, Emma Stone, Simon McBurney, Jackie Weaver, Eileen Atkins.. Spilletid: 95 min.. Premiere: 14. august
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af