KOMMENTAR. Da Adrien Brody holdt sin alenlange selvfede takketale til Oscar-uddelingen sidste søndag, var der faktisk én ting, han ikke fik nævnt:
At han med sin sejr over Timothée Chalamet stadig kan kalde sig Oscar-historiens yngste vinder i kategorien bedste mandlige hovedrolle. En rekord, han indtog, da han vandt prisen første gang for ‘The Pianist’ i 2003 i en alder af 29 år og 11 måneder – godt ni måneder ældre end 29-årige Chalamet.
Da 25-årige Mikey Madison i år vandt den tilsvarende pris for de kvindelige skuespillere for ‘Anora’ – for næsen af 62-årige Demi Moore – var der imidlertid ikke tale om nogen rekord. Oscar-akademiet er nemlig i langt højere grad tilbøjelig til at belønne unge kvinder.
Tænk bare på nyere tids vindere som Jennifer Lawrence, Brie Larson, Emma Stone, Natalie Portman, Hilary Swank og Gwyneth Paltrow, der alle var i 20’erne, da de modtog statuetten.
I hele Oscars historie har 47 kvinder vundet en Oscar for enten hoved- eller birolle, før de fyldte 30. Det tilsvarende tal for mænd er fem.
Ser man på bedste kvindelige hovedrolle er den yngste vinder Marlee Matlin, der vandt prisen som 21-årig for ‘Kærlighed uden ord’ i 1987. Hun bliver efterfulgt af Jennifer Lawrence (22), Janet Gaynor (22), Joan Fontaine (24) og Audrey Hepburn (24).
Der er langt op til 29-årige Brody, der altså stadig sidder på rekorden. Han bliver efterfulgt af Richard Dreyfuss (30), Marlon Brando (30), Maximilian Schell (31) og Nicolas Cage (32).
Tendensen er den samme i birollekategorien, hvor vinderne er endnu yngre. Således indtager 10-årige Tatum O’Neal og 11-årige Anna Paquin første- og andenpladsen for kvinder, mens de yngste mænd er 20-årige Timothy Hutton og 29-årige Cuba Gooding Jr.
Kvinder topper tidligt
Det er ikke ligefrem nyt, at kvinder i Hollywood har en kortere udløbsdato end deres mandlige kolleger og derfor skal toppe tidligere.
Men tallene er alligevel slående.
Oscar-vinderen afgøres jo af stemmerne fra et bredt Oscar-akademi, så der er ikke tale om en bevidst favorisering af unge kvinder. Derimod er tendensen udtryk for en kultur, der hylder ungt kød og friskt talent over erfaring, dygtiggørelse og livklogskab.
Det er årets sejr til Mikey Madison eksempel på. Man kan selvfølgelig sagtens argumentere for, at hun leverede årets bedste præstation, også bedre end Demi Moores – i en film, som akademiet generelt elskede langt mere end ’The Substance’, hvilket også kan have betydning.
Men i det bredere perspektiv ville det ærligt talt være underligt, hvis kvindelige skuespillere gennem hele historien leverede deres bedste præstationer som nogle og 20-årige og blev dårligere med alderen.
Var Jennifer Lawrence bedre i ‘Silver Linings Playbook’, end Emmanuelle Riva var i ‘Amour’? Var Brie Larson bedre i ‘Room’ end Cate Blanchett i ‘Carol’? Var Emma Stone i ‘La La Land’ bedre end Isabelle Huppert i ‘Elle’?
Det kan man jo mene. Men det er svært at nægte, at akademiet også bliver charmeret af de unge og smukke talentfulde kvinder. Som Dennis Quaids tv-direktør siger i ‘The Substance’: »Folk efterspørger altid noget nyt«.
Mænd bliver bedre med alderen
Det gælder så bare kun for kvinder. Mænd hyldes i højere grad for deres erfaring og skal gøre sig fortjent til en Oscar. Jeg har mange gange i Oscar-kapløbet hørt argumentet imod en sejr til Timothée Chalamet, at han er ung og vil få mange nye chancer.
Det er sandt, men det argument burde i så fald også gøre sig gældende for Mikey Madison, der har demonstreret sit talent i blandt andet ‘Better Things’ og ‘Once Upon a Time in Hollywood’, men har sin første egentlige hovedrolle i ‘Anora’.
I virkeligheden er tendensen også diskriminerende over for de yngre mænd, der i højere grad skal bevise deres værd over en årrække, før de bliver belønnet. Leonardo DiCaprio skulle godt nok levere mange fremragende præstationer, før han endelig fik en Oscar for ‘The Revenant’ i 2015.
Jeg taler ikke for, at man skal bedømmes for hele sin karriere, selvom det er skønt at få lov at klappe ad veteraner som Anthony Hopkins, Frances McDormand og Michelle Yeoh. Det var også derfor, Demi Moores comebackhistorie var så stærk – i sidste ende bare ikke stærk nok til at slå det unge talent og hovedrollen i årets favoritfilm af banen.
Men det er også trist, hvis bedømmelsen af årets bedste præstation farves af branchens og kulturens evig hunger efter den næste kvindelige unge darling. Og endnu mere trist, hvis kvindernes stjerne reelt falmer, når de fylder 30.
Jennifer Lawrence er et eksempel på, at offentligheden hurtigt blev træt af hendes kække charme, og det er længe siden, hun har spillet en rigtig saftig rolle.
Det samme kunne man sige om Brie Larson og Hilary Swank. Tatum O’Neal fik heller ingen glorværdig karriere, men toppede skuespilmæssigt som 10-årig.
Jeg håber ikke, det samme sker for Mikey Madison.