KOMMENTAR: I 2003 vandt den verdenskendte dokumentarist Michael Moore en Oscar for sin chokerende film om USA’s forkvaklede forhold til våben, ’Bowling for Columbine’.
I sin takketale langede han fattet, men kontant ud efter præsident George W. Bush og krigen i Irak. »Shame on you, Mr. Bush«, gentog han dundrende, mens han blev buhet overdøvende fra salen og spillet aggressivt ud af musikken, før han fik gjort sin tale færdig.
Den reaktion var der ingen – absolut ingen – der risikerede at blive mødt af efter deres optrædener under Oscar-showet 2025.
Her blev den nuværende præsident, der får Bush til at ligne en spejderdreng, ikke nævnt med ét eneste ord af hverken vært, presenters eller prismodtagere. Det gjorde hans håndlanger nummer 1, Elon Musk, heller ikke.
Og dén undladelsessynd er for mig en gigantisk skuffelse.
Inden Zelenskys katastrofale møde med Trump og vicepræsident Vance i Det Hvide Hus i sidste uge havde jeg godt nok en mistanke om, at man nok både fra showet og prismodtagernes side nødig ville i infight med præsidenten.
Men jeg havde alligevel troet – eller i hvert fald håbet – at den knusende aktuelle timing ville få bare enkelte skuespillere eller filmfolk til at sige: Dét her er øjeblikket. Med en hel verden, der lytter, er det nu, vi bruger vores egen kulturelle indflydelse til at sige fra, til at være på den rigtige side af historien.
»Slava Ukraine«
Det skete bare aldrig. Conan O’Briens ellers solide åbningsmonolog så ikke skyggen af politisk punch, og det tætteste, han kom på en Trump-markering, var, da han om vinderfilmen ’Anora’ bemærkede, at vi her »endelig så en amerikaner, der står imod en magtfuld russer«.
En udmærket stikpille, men også i den milde afdeling. Skuespilvinderne Kieran Culkin, Zoe Saldaña og Mikey Madison holdt udmærkede takketaler, men Adrien Brody var den eneste, der i sin alenlange tale flirtede bare en smule med en kommentar til verdens tilstand med en pointe om, at vi ikke skal »let hate go unchecked«. Bedre end ingenting, men heller ikke et udsagn, der flytter noget, sætter en dagsorden eller bringer sindene i kog.
"Slava Ukraini" – Daryl Hannah shows support for Ukraine at the 2025 #Oscars pic.twitter.com/p811M79d2Z
— The Hollywood Reporter (@THR) March 3, 2025
Der kom en udtalt politisk markering fra to fronter. Den ene var forventelig i form af vinderne af dokumentarprisen, ’No Other Land’, hvis palæstinensiske og israelske instruktørduo kritiserede den amerikanske udenrigspolitik på sober vis. De er dog ikke just en del af Hollywood-etablissementet.
Det kan man i højere grad sige om ’Kill Bill’-skuespiller Daryl Hannah, som brugte et sekund af sin presenter-tid på at ytre et »Slava Ukraine«. Men igen – det blev ikke just affyret fra en af filmbranchens helt store kanoner.
Grib øjeblikket
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, hvorfor mange vægrer sig ved at støde til den politiske boksebold.
Man kan ikke forvente, at en 25-årig skuespiller som Mikey Madison lægger sig ud mod verdens mest magtfulde aktører (ligesom hendes Ani gør i ’Anora’), og ’Anora’-instruktør Sean Baker er bare ikke et konfronterende politisk væsen. Hans kunst er at forstå og at samle. Ligeledes er Kieran Culkin ikke kendt for at være politisk. Måske var det bare det rigtige vinderfelt til det forkerte år.
Jeg forstår også godt, at man enten ikke orker eller simpelthen frygter konsekvensen af at sige tingene råt for usødet. Det er ikke sjovt at påkalde sig Trumps ufiltrerede vrede, så længe han sidder på magten, og lige så lidt morsomt er det at få hans støtter, inklusive Fox News, efter sig. De personlige og karrieremæssige konsekvenser kan simpelthen være så store, at de færreste tør risikere noget.
Fra mere institutionaliseret hold er lysten til at lægge sig ud med Trump tilsvarende lille. Oscar-showet vises af ABC, der ejes af Disney, hvis forretningsmuligheder i nogen grad kan påvirkes af præsidenten, og de har utvivlsomt ønsket så lidt Trump-konflikt som muligt. Hvor Trump i hans første præsidentembede af Hollywood blev opfattet som en nærmest komisk figur, der skulle holdes ud i strakt latterliggørende arm, har piben nu fået en anden lyd: en sagte og angstfuld af slagsen.
Men er det ikke netop nu, Hollywood bør trodse frygten og løbe risici i en højere sags tjeneste? Er det ikke nu, filmbyen bør vise, at der er et andet USA, end det Trump, Vance, Musk og Maga står for? En opposition, vi kan drømme om bliver etablissementet igen?
Det blinde øje
Hollywood kæmper i forvejen mod irrelevans, og her hjælper det altså ikke, at man i så påfaldende udstrækning vender det blinde øje til over for en så dyster udvikling på filmbyens egen hjemmebane.
Selvom Hollywoods stjerner ofte bliver skoset for at være alt for privilegerede til at kunne tale de svages sag, når de ytrer sig samfundspolitisk, er den aktuelle situation større end det. Det er en situation, hvor dem, der har magt, må markere sig, og en form for magt har skuespillere og filmfolk jo altså stadig.
Sean Baker talte undervejs om vigtigheden af filmkunsten i nutidens polariserende klima, og det er en fin pointe. En række af årets nominerede film handler faktisk også om at gøre oprør med en uretfærdig og uoverskuelig overmagt.
Imens behandlede Oscar-showet behørigt de forfærdelige skovbrande i Los Angeles, der har berørt tusindvis af akademiets medlemmer, og det er selvfølgelig helt på sin plads. Men i lyset af den rungende tavshed omkring deres lands mere generelle deroute forstærkede det blot indtrykket af et Hollywood, der stikker hovedet i busken og håber, at faren er drevet over, når de titter frem igen.
Filmbranchen forpassede i hvert fald en kæmpe mulighed for at vise, at de tør stå op for deres værdier på et tidspunkt, hvor deres land er sendt i torvene, og hele verden snakker om det. Undtagen Oscar-showet.