Oscar-værten kravlede ud af Demi Moore og tog fat i showets største shitstorm – se hele åbningsmonologen

Oscar-værten kravlede ud af Demi Moore og tog fat i showets største shitstorm – se hele åbningsmonologen
Conan O'Brien ved Oscar-showet 2025. (Foto: ABC)

I modsætning til mange andre i Hollywood er Conan O’Brien ikke indehaver af et ansigt, der straks sætter tanker i gang om kosmetiske indgreb. »Har Conan slet ikke fået lavet noget?«, jokede værten ved årets Oscar-uddeling selv som noget af det første i showets åbningsmonolog.

Det afholdt ham dog ikke fra at sparke seancen i gang med en satire over nøglescenen i en af årets nominerede film, ‘The Substance’, hvor Margaret Qualley kravler ud af Demi Moores rygsøjle. I Oscar-indslaget var det dog, O’Brien der fødtes fra stjerneskuespillerens legeme. Og da han kom ud med kun én sko på, måtte han tilbage og lede efter den anden i hendes korpus.

Derefter stod det på en monolog, der gik direkte til vaflerne, hvad gjaldt årets ultimative Oscar-shitstorm.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her gjorde O’Brien opmærksom på, at der bliver sagt »fuck« 479 gange i ‘Anora’ (aftenens store vinder), hvilket han spøgte med var tre gange mere, end det blev sagt af den skandaleramte ‘Emilia Perez’-hovedrolleindehaver Karla Sofia Gascóns PR-ansvarlige. Gascon blev som bekendt persona non grata, da en række ældre tweets med blandt andet racistisk og islamofobisk indhold blev gravet frem.

Karla Sofia Gascón var selv tilstede i publikum, hvilket efter joken blev mødt af bifald og bedende hænder fra skuespilleren selv.

Der blev selvfølgelig også plads til at drille andre af aftenens nominerede fra Timothée Chalamet til Ralph Fiennes. Herudover forsøgte O’Brien at indføre en regel om, at lange taler ville blive mødt af et skuffet blik af John Lithgow i publikum. Det blev dog ikke overholdt i løbet af aftenen.

Sidst men ikke mindst kastede værten sig ud i et gakket musiknummer om ikke at ville spille publikums tid, hvorefter han ganske ironisk blandt andet brugte spotlightet til, at sandormen fra ‘Dune’ kunne spille klaver.

Du kan se listen over alle årets Oscar-vindere her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af