Car Seat Headrest ‘Gethsemane’
Op gennem 2010’erne var Car Seat Headrest et af indierockens mest produktive og konsekvent imponerende bekendtskaber. Will Toledos rockprojekt, der startede som et soloforetagende og sidenhen blev et egentligt band, udgav det ene mageløse album efter det andet.
De ramte et kunstnerisk peak, da de i 2018 udgav en opdateret udgave af 2011-gennembrudsalbummet ‘Twin Fantasy’ – en opdatering, der gjorde et i forvejen ambitiøst komponeret album til et kalejdoskopisk overflødighedshorn af sanseindtryk, der ruskede lytteren rundt på den gode måde.
Desværre blev deres hovedværk efterfulgt af karrierens mest skuffende album, det elektronisk orienterede ‘Making a Door Less Open’ fra 2020. Car Seat Headrest tog derefter karrierens længste albumpause nogensinde, og de har ikke udgivet et studiealbum sidenhen – en pause, der imidlertid ikke har været helt frivillig, da Toledo har døjet med slemme covid-19-senfølger.
Men pausen når sin ende, når bandet 2. maj udgiver rockoperaen ‘The Scholars’, og på første udspil derfra er bandet tilbage i topform. ‘Gethsemane’ er over 10 minutter lang, men på intet tidspunkt taber den tråden. Tværtimod bliver den kun mere fængslende, jo længere vi kommer ind i sangen, der hele tiden skifter retning og form og er fyldt med referencer.
Zuloo ‘Check’
I den modsatte ende af spektret har vi Zuloo, der på ‘Check’ end ikke har brug for to minutter for at gøre indtryk. Hans afslappede vokal står stærkt over et sensuelt beat, mens backingvokalerne skaber godt med tekstur.
Lady Gaga ‘The Beast’
Lady Gaga er ikke altid været i sit es, hvad angår ballader, hvorfor hun da også primært associeres med flashy bangers. Men på ‘The Beast’ fungerer hendes campy storladenhed perfekt i en ballade-kontekst – især det der c-stykke lyder skønt med sin arenarock-kanaliserende instrumentation.
Illuminati Hotties ‘777’
My Bloody Valentines DNA er tværet ud over lyden på denne nye skæring fra Illuminati Hotties, men i sin komposition lyder den snarere som en Big Star-sang. Alene på papiret lyder den kombination jo som en drøm, og når man hører den forvrængede guitar i praksis, lyder det faktisk endnu bedre.
Rachel Chinouriri ‘Can We Talk About Isaac?’
Rachel Chinouriri udgav sidste år det stærke debutalbum ‘What a Devastating Turn of Events’, men den engelske indie-poprocker er allerede klar med ny musik. 4. april udgiver hun ep’en ‘Little House’, og denne på én gang energiske og vemodige førstesingle lover rigtig godt. Måske får vi den at høre, når hun varmer op for Sabrina Carpenter i Royal Arena?
Snuggle ‘Dust’
Baby In Vain-sanger Andrea Thuesen og Liss-producer Vilhelm Strange har skabt ugens muligvis rareste sang. De breakbeat-klingende trommer gør, at man ubesværet begynder at vugge lidt til sangen, og de svævende guitarer sørger for, at en zen-fornemmelse breder sig gennem kroppen.
Rhys Langston feat. Open Mike Eagle ‘Ate the Tuning Fork While I Taxied in the Crepuscular’
To af Los Angeles’ skæveste hiphopeksistenser har slået sig sammen og leverer ugens mest kringlede sangtitel – som alligevel fremstår så glidende elegant, når den bliver sunget i omkvædet. Det er nok også den eneste sang, der er udkommet denne uge, der citerer Leslie Nielsen i ‘Højt at flyve’.
Lust for Youth & Croatian Amor feat. Emma Acs ‘Passerine’
Den elektroniske popduo Lust for Youth har udgivet et fællesalbum med Croatian Amor – alias det tidligere Lust for Youth-medlem Loke Rahbek. På dette højdepunkt leverer Emma Acs skønne, æteriske vokaler, der får de dansable toner til at føles som en fløjlsblød drømmeverden.
Black Country, New Road ‘Happy Birthday’
Du har brug for alternativer til den med instrumenter og den med dejlig chokolade og kage til, næste gang en af dine venner har fødselsdag. Og selvom den nye Black Country, New Road-single måske er lidt mere indviklet at lære, tager den dig ud på en smuk, progressiv barokpop-rejse, der byder på lige så mange finurlige kroge, som venskaber kan rumme.
Capitana ‘Sigo’
Dansk-argentinske Capitana trækker på både alt-pop og reggaeton på sin nye single, hvor underspillede vokaler og et klangmæssigt rigt klaver skaber så dejlig en melankoli, at man helt savner den, når sangen er slut. Forhåbentlig er der mere af den slags på det kommende album.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: