1. Groft overset og bestialsk tankevækkende
Vi ser ikke de bestialske mord, men vi får dem forklaret dem ned til mindste gruopvækkende detalje.
Fransk-canadiske Pascal Plantes ‘Red Rooms’ er bestemt ikke den klassiske seriemorderfilm, men er alligevel totalt seværdig for fans af såvel David Finchers ‘S7ven’ som Osgood Perkins-hittet ‘Longlegs’.
Vi er med den mærkværdige fotomodel og korthaj Kelly-Anne i retten, hvor en mand skal dømmes for at have myrdet tre teenagepiger. Og hendes besættelse af sagen bringer hende til ubehagelige steder og griber om sig med faretruende mystik.
»Overset seriemorderthriller gransker menneskets fascination ved det uudgrundeligt onde, der findes på internettet uden at forfalde til nemme svar, chokerende voldsscenarier eller gotcha-twists«, skriver Soundvenues David Madsen i sin femstjernede anmeldelse.
‘Red Rooms’ kan lejes på Blockbuster.

2. »Plastikpis og Premier Is« fra et »fuckhoved med flyveører«. Eller hvad?
Vinterferie? Der har nærmere hersket krigsstemning i det danske tv-landskab den forgangne uge, hvor to væsensforskellige public service-dokumentarer har domineret samtalen.
Hvorfor DR-dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ er blevet heftigt kritiseret, kan man se med sine egne øjne.
Færre vil dog gå skuffede fra den anderledes letfordøjelige lortestemning i TV 2’s ‘Naboen fra helvede’. Det er det klassiske møde mellem land og by anno 2025, hvor en forhenværende “københavner” (en jyde der gav op til sidst) flytter på landet og får akut identitetskrise af, at det slet ikke blev så dreamy som forventet.
Faktisk bliver det forfærdeligt. For smykkeformgiveren Markus’ flugt fra byens larm og støj bliver kort, da naboen Simon bygger en minigolfbane lige op af hans grund. Skal man tro den Markus består etablissementet 100% af »plastikpis og Premier Is« og er opført af et vaskeægte »fuckhoved med flyveører« (en person der er pisseligeglad med økoæg).
Man kan holde med nærmest ingen. Hverken den audialt voldsparate Markus, Simon og hans sjove idé med trekilosburgere og heller ikke kommunen, der belønner ham med et moderne klatmaleri for hans bæredygtige profil.
Forfærdeligt sigende og underholdende er det dog.
‘Naboen fra helvede’ kan ses på TV 2 Play.

3. Michael Fassbender undercover
Den franske agentserie ’Le Bureau des Légendes’ er blevet kaldt noget af det bedste på fransk tv nogensinde. Det fejres selvfølgelig nu med et internationalt remake.
Heldigvis er ‘The Agency’ med Michael Fassbender i front også temmelig fremragende og slutter sig til tidens generelle overflod i spiongenren.
Fassbender spiller en CIA-agent, der kaldes tidligt hjem fra en mission i Etiopien og vender tilbage til sit gamle liv, hvilket man ikke skal have set mange agentserier for at vide kan være akavet og sjældent går stille for sig.
Det særlige ved ‘The Agency’ er dog, at den ikke er så meget ude på mission, som den fokuserer på spændingen på bureauet.
»Mystikken lever i bedste velgående efter tre episoder af ’The Agency’, der flot oversætter sit franske forlæg og giver et sjældent indblik bag facaden hos dem, der ellers lever hele deres liv i totalt hemmelighed«, skriver Soundvenues Louis Raaschou og giver fem stjerner.
‘The Agency’ kan ses på SkyShowtime.
Set det hele? Så tjek vores tre anbefalinger fra sidste uge.