’Red Rooms’: Groft overset seriemorderthriller dissekerer vores appetit på makabre grusomheder
Sjældent har jeg følt mig så ilde til mode som i selskab med fotomodellen og korthajen Kelly-Anne (Juliette Gariépy).
Som et rovdyr, der lugter blod, sidder hun på bagerste række af retssalen, hvor morderen Ludovic Chevalier står anklaget for en ubeskriveligt horribel forbrydelse mod tre teenagepiger.
I udførlige detaljer fra anklageren hører vi, hvordan han har tortureret, voldtaget og parteret ofrene – og streamet live i det skjulte til undergrundens obskure dark web.
Men selv under de hårdføre beskrivelser afsløres intet svaghedstegn i mennesket bag Kelly-Annes afmålte visir. Da en reporter råber hende i hovedet, hvorfor hun er mødt op for at følge med i retssagen, svarer hun afvisende, at hun var nysgerrig på at se morderen i levende live.
Her er ingen forklarende voice-over eller speget analyse af menneskenes mørke psyke for at holde seeren i hånden. Den uforklarlige fascination står alene.
Som sin hovedperson har den fransk-canadiske instruktør Pascal Plante skabt en gåde uden et svar med sin inciterende seriemorderthriller ’Red Rooms’.
Filmen blev uceremonielt smidt ud på streamingfladen sidste efterår, hvor den faldt for komplet døve øre, hvis man ser bort fra de mest hardcore gyserfanatikere. Det er på høje tid at lave om på dette, for Pascal mestrer som få at kombinere David Finchers fanatiske enspænderkarakterer med den japanske Kiyoshi Kurosawas ondskab i det 21. århundredes ensomme tilværelse.
Hvor Finchers ’Se7en’, Kurosawas ’Cure’ og sidste års seriemorderhovedværk ’Longlegs’ af Osgood Perkins fokuserer på det blodige spor efterladt af en uransagelig psykopat, peger Pascal i stedet sin linse mod efterspillet.
Her træder de sørgende, hævngerrige mødre, forbitrede detektiver og parterede mønsterelever i baggrunden til fordel for tilskuerne på sidelinjen, som lader sig fascinere af alle de makabre detaljer.
Chevalier har således ikke én eneste replik igennem filmen, men sidder blot og overværer sin egen rettergang med sørgelige øjne bag det tykke plexiglas. Og udover én horribel indstilling, ser vi aldrig kidnapningerne, torturen, lemlæstelserne og mordene begået.
De detaljerede beskrivelser af torturscenarierne er da også rigeligt til at få de helt små nakkehår til at stå stift op i luften. For slet ikke at nævne det eminente lyddesign, hvor elektriske save, der flænser igennem kød, drukner skrigene fra ofrene.
Herigennem implicerer Pascal os i Kelly-Annes voyeurisme. For det er immervæk svært ikke straks at lade sig føre af sin egen nysgerrighed for derefter at ville vide alt om grusomhederne begået. Således er menneskets appetit for at finde svar på det uvisse umættelig.
Det er lige dele pirrende og modbydeligt at se den mystiske kvinde finde frem til et af ofrenes hjemmeadresse med et fingerknips, beskyttet bag krypterede hjemmesider og internettets anonymitet. Et par museklik senere står hun med koden til hoveddørens lås.
Hvor 00’ernes bedagede cyperspace-seriemorderthrillere som ’Untraceable’ og ’FearDotCom’ (jeg sværger, det er ægte film!) ville moralisere endeløst om internettets fantaserede faldgruber, forholder ’Red Rooms’ sig blot til det mareridtsagtige helvedesskab, vi eksisterer i.
For i en tid, hvor menneskers informationer såvel som brutale død kan sælges til højestbydende, kan sci-fi ikke længere overgå virkeligheden.
Kort sagt:
Overset seriemorderthriller gransker menneskets fascination ved det uudgrundeligt onde, der findes på internettet uden at forfalde til nemme svar, chokerende voldsscenarier eller gotcha-twists.