’Longlegs’: Horrorfænomen med Nicolas Cage som seriemorder er simpelthen ond i sin grundvold

Horrorfænomener, som bryder muren mellem genrens nichede fangrupper og det brede mainstream-publikum, er sjældne – også selvom vi har oplevet dem oftere og oftere i det seneste årti.

Film som ’Barbarian’, ’Get Out’ og ’Hereditary’ sætter sig fast i kollektivets hjernebark og spinder dagsordenen igennem mareridtsagtige visioner om død og pinsel.

Det samme gør ’Longlegs’. Måske ikke så tidslig som ’Get Out’, men tidløs i sin ondskab.                  

Instruktør og manuskriptforfatter Osgood Perkins’ okkulte seriemorderfilm har allerede grebet de amerikanske biografgængere om halsen i en grad, at den i hujende hast også er kørt i stilling til dansk biografpremiere. Klar til at gøre de danske efterårsskygger længere, nætterne koldere og mørket dybere.

Instruktøren dirigerer sit dæmoniske mesterværk efter genrens velkendte drejebog med en selvsikkerhed, så man ikke er ét sekund i tvivl om, at han er søn af the O.G. seriemorder på celluloid, Anthony Perkins, der spillede Norman Bates i Hitchcocks ’Psycho’.

I centrum står den synske FBI-agent Lee Harker, der åbenlyst er et ekko af Jodie Fosters stille intensitet fra ’Silence of the Lambs’ tilsat Sofie Gråbøls ikoniske højhalsede sweater-game fra ’Forbrydelsen’. Men altid seværdige Maika Monroe gør den stoiske arketype til sin egen gennem Lees analytiske, men skrøbelige sind, der konstant er på overarbejde for at holde sig ét skridt foran Djævlen.

Den djævel er personificeret af ingen ringere end Nicolas Cage, der forsvinder ind i rollen, han var født til at spille, som seriemorderen Longlegs. Med Doktor Caligaris kridhvide krigsmaling og Buffalo Bills uransagelige manierisme sender han kuldegysninger ned ad rygraden, hver gang han lusker sig ind foran kameraet.

Ad uforklarlige årsager er han involveret i en række bizarre og morbide mord/selvmord. Fædre myrder familien ud af det blå og efterlader et kryptisk ’selvmordsbrev’ underskrevet af Longlegs. De mystiske mord er malerisk udpenslet i en domesticeret brutalitet, der giver genlyd til Laura Palmer på stranden, indpakket i plastic.

Det er ikke tilfældigt, at det meste af filmen foregår i 90’erne med Clintons tandpastasmil som allestedsnærværende bagtæppe. Det samme årti, som gav os ’Twin Peaks’, ’Paradise Lost’ og førnævnte ’Silence of the Lambs’.

Brikkerne i ’Longlegs’ er genkendelige, men de bindes sammen af en dybt urovækkende og brændende original fortællelyst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Igennem gamle avisudklip, obduktioner og rapporter fremmaner Osgood Perkins en uhyrlig mytologi, der går 30 år tilbage i det nordvestlige USA. Om klamme porcelænsdukker, dækket af et sort sjal, der smiler ondt med øjnene og får manden af huset til at finde øksen frem fra brændeskuret. Om barneviser og fødselsdagssange sunget med morderisk intention. Og om alt det i sprækkerne af forstadens borgerskab, hvor ondskaben finder sit arnested.

Åbningssekvensen alene, hvor en lille pige i Oregons tyste vinterlandskab får et rædsomt visit fra Cages grufulde seriemorder, indskriver ’Longlegs’ i gysermesterværkernes bog.

Fra silhuetten bag rattet af en gammel stationcar, som langsomt nærmer sig pigens hus, akkompagneret af et forhekset munkekor fra de nederste cirkler af Helvede, til det foruroligende titte bøh-jumpscare få minutter senere, som sendte mig skrigende op fra biografsædet.

Herfra strammer Perkins blot tommelskruen.

Pulsen galopperer derudaf, mens han skånselsløst korrigerer hvert eneste hårrejsende skrækscenarie med en kirurgs præcision. Under åndeløs spænding går Lee på jagt efter et onde, som lige ved og næsten kan granskes bag en dør, gennem et vindue og i hjørnet af hendes uansvarligt mørke træhytte.

Midt i denne velkendte ikonografi bringer Perkins sin helt egen særegne stil: Den melodisk urovækkende dialog, de mange referencer til Grimm-eventyr og gotisk gys og de langsommelige totalindstillinger, der finder symbolik i trekanter, kendes fra hans tidligere, kultdyrkede film.

I instruktørens foregående film, ’Grethel and Hansel’, fremstod stilen opstyltet og prætentiøs. Men ved at forankre de fine fornemmelser i satanisk exploitation skaber Perkins en langt mere underholdende grobund for sine højpandede ideer.

Bag den skamløst skræmmende underholdning gemmer ’Longlegs’ på en sjældent giftig ondskab, jeg ikke kan huske at have set på denne side af David Lynchs ’Inland Empire’ og Kiyoshi Kurosawas ’Cure’.

’Longlegs’ handler ikke blot om det onde, som får mennesker til at dræbe. Filmen føles slet og ret ond i sin grundvold. Som et hengemt vhs-bånd, der advarer om ens snarlige død.

Og som du ikke kan kigge væk fra.

---

Kort sagt:
Med udgangspunkt i genrens velkendte drejebog går en snarrådig FBI-agent på jagt efter en modbydelig seriemorder. Men herfra gør instruktør Osgood Perkins alt det, vi troede, vi kendte, på en ny og grusom måde. Dette er filmen, jeg vil huske 2024 for.