’Dream Scenario’: Nicolas Cage har sjældent været bedre end i norsk stortalents sorthumoristiske drømmefilm
Norske Kristoffer Borgli markerede sig sidste år som den mest lovende, nye skandinaviske instruktør med gennembrudsfilmen ’Sick of Myself’, der ufortjent fløj under radaren herhjemme.
Heldigvis har Borgli vind i sejlene på den internationale scene, og nu er han klar med sin opfølger: den sorthumoristiske A24-film ’Dream Scenario’ med Nicolas Cage i hovedrollen. Og hvis der er nogen retfærdighed til, når den et langt større publikum end forgængeren.
Filmen har en af de bedste præmisser siden, ja, ’Sick of Myself’, der handlede om en ung, uforløst kvinde, der i jagten på viral selvrealisering gjorde skade på sin egen krop, iscenesatte sig som offer og blev berømt.
’Dream Scenario’ handler om den midaldrende og uforløste universitetslærer Paul Matthews (Cage), der frister en så middelklassegrå-tilværelse, at han er i fare for at gå i ét med tapetet. Alt ændrer sig imidlertid, da fremmede mennesker over hele kloden begynder at se ham i deres drømme.
Pludselig bliver han katapulteret mod berømmelsens tinder med optrædener på nationalt fjernsyn, hvor »drømmeepidemien« hurtigt spreder sig – også selvom han (til sin egen store skuffelse) til at starte med ikke gør andet i drømmene end at være en passiv tilskuer, som han også er det i det virkelige liv.
Alligevel strømmer de studerende til hans normalt affolkede forelæsningslokaler for at høre, hvordan det er at gå viralt. Hans døtre og kone (Julianne Nicholson) begynder at fatte interesse for ham igen, og han modtager endelig invitationer til de middagsselskaber, han altid har stået uden for.
Da et nystartet pr-bureau, der slår sig op på en »holistisk sammensætning af brands og ukonventionelle berømtheder«, tilbyder ham en bogaftale, et lukrativt reklamepartnerskab med Sprite – og måske endda et samarbejde om at få Obama til at drømme om ham – ligner det, at Pauls lykke er gjort.
Men højt at flyve, langt at falde. For intet går som forventet i Borglis absurdistiske og dybt komiske verden, der hurtigt skifter fra drøm til mareridt, da Matthews bliver offer for cancel-kultur, fordi hans drømmejeg pludselig begynder at udvise morderiske tendenser. Uden at han selv kan styre, hvordan hans billede bliver brugt i drømmene – en slags metakommentar på Cages egen oplevelse af, hvordan hans skuespiller-image har fået sit eget liv i løbet af karrieren.
Det højnede univers, der konstant balancerer på grænsen mellem drøm og virkelighed, lugter af Michel Gondry og Charlie Kaufman, men det siger noget om Borglis talent, at filmen – trods sit tematiske og genremæssige slægtskab med ovenstående – alligevel er sin helt egen.
Som i ’Sick of Myself’ og hans yderst anbefalelsesværdige kortfilm på YouTube er Borgli interesseret i, hvordan berømmelseskulturen, medierne og behovet for selvrealisering former os.
Den grundlæggende analyse er, at vi er blevet så løsrevet fra vores biologiske ophav, at vi – privilegerede, vestlige eksistenser – finder mening i tilværelsen ved konstant at jagte status og ekstern validering for at undslippe den afgrundsdybe tomhed, som udgør det moderne liv, hvor alle basale behov er opfyldt.
I den tråd giver det glimrende mening, at Paul underviser i evolutionsbiologi. I filmens åbningsscene forelæser han om, at det evolutionshistorisk ikke giver mening at skille sig ud fra flokken – undtaget når man skal tiltrække en mage. Sådan er det langt fra i de sociale mediers tidsalder, hvor kulturel kapital måles i likes, views, følgere, og hvor den bedste selviscenesættelse altid vinder.
Nicolas Cage har sin bedste rolle siden ’Adaptation’ som den utilstrækkelige taber, der aldrig har opnået nogle af de ting, han drømte om, og som er kørt fast i jalousi over sine bekendtskabers succes.
Han påstår, at han egentlig godt kan lide sin anonymitet, men det er alligevel svært at tro på, når han tydeligt mæsker sig i at blive udråbt til »verdens mest interessante person«.
Det er en hovedkarakter, som er svær at holde af, hvilket gør det så meget desto stærkere, når man undervejs i filmen begynder at sympatisere mere og mere med ham, i takt med at hans image krakelerer i offentligheden.
Hvilket pludselig ad omveje åbner op for en mulig rolle som kontroversiel kulturkriger på den yderste højrefløj med invitationer om pressedækning fra Joe Rogan, Tucker Carlson og Frankrig (der kollektivt elsker kontroversielle figurer).
Det er her, ’Dream Scenario’ effektivt giver os et nyt indblik i cancel-kulturen og viser, hvor hurtigt offentligheden vender sig imod folk: Det ene øjeblik kan du være en helt, det næste øjeblik en voldsperson, det næste øjeblik et offer.
Det er en dramatisk rutsjebanetur, som filmen godt kunne have udfoldet mere effektivt, hvis den havde turdet strække sine scener længere og fastholde de pinlige og ubehagelige scenarier frem for at følge Borglis YouTube-inspirerede æstetik af korte vignetter. Det er sigende, at filmens højdepunkt er en udstrakt scene, hvor Cage forsøger at genudleve en sexfantasi med et af sine drømmeofre, så man som tilskuer virkelig krummer tæer.
Selvom filmen tematisk minder lige lovligt meget om ’Sick of Myself’, er jeg stadig stor fan af Borglis syleskarpe dissekering af den moderne virkelighed: Hele verden er en scene, og selv ikke i vores drømme kan vi gå fri af rollespillet og forventningspresset.
Og selvom filmen aldrig helt udnytter drømmepotentialet, formår den alligevel at minde om, hvordan drømme i den virkelige verden fejlagtigt er blevet underlagt meget håndgribelige succesparametre, der ikke kunne være fjernere fra fantasiens verden: Enten opnår man sine drømme og får succes, eller også fejler man og hensynker i egen utilstrækkelighed.
Drømmene opstår af et pres fra omverdenen, men de kommer også indefra. Drømmene gør os til vores egne værste fjender og lette ofre for kyniske virksomheder, der vil kapitalisere på vores eksistentielle tomhed, synes konklusionen at være.
Kort sagt:
Nicolas Cage har sin bedste rolle siden ’Adaptation’ i Kristoffer Borglis skøre dissekering af berømtheds- og cancel-kultur.