ÅRET DER GIK. Anders Thomas Jensen er kendt som en af dansk films førende provokatører. Men da ’Den sidste viking’ landede i biograferne i oktober, var det ikke så meget filmens skildringer af vold, psykisk sygdom eller identitetspolitik, der skabte debat.
Det var i stedet en udtalelse fra instruktøren selv.
I hvert fald afstedkom det en vis diskussion blandt danske branchefolk i kommentarspor på sociale medier, hvad Anders Thomas Jensen egentlig mente, da han i et premiereinterview i Weekendavisen sagde:
»Men hvor er de yngre generationer af filmskabere, der for alvor skulle have slået mig og mine jævnaldrende af pinden? De er endnu ikke braget igennem, og det er, tror jeg, fordi tiden er så tosset. De er hæmmede og bange for at træde forkert, der er i branchen ikke råd til shitstorms eller udskamning. Folk er så opmærksomme på, at ingen må slå sig på det, der bliver lavet. Og det gør det jo helt umuligt at fortælle frit og vildt og legende eller nyt«.
For hvad og hvem var det egentlig, den navnkundige filmskaber kritiserede?
Var det en lussing til en ung generation, der er for angstprægede og politisk korrekte til at fortælle andet end opbyggeligt velfriserede historier?
Eller var det mere en stikpille til tidens tendenser og til strukturerne og magthaverne, der ikke lader de unge komme til fadet med fortællinger, der stryger mod hårene og måske endda pisser nogen af?
Voldtægt og incest
Det stod ret beset ikke helt klart efter interviewet, men uanset om det er talenterne, tiden eller magthaverne, der bærer skylden, var selve bundlinjen ikke til at tage fejl af:
Ifølge Anders Thomas Jensen er dansk film stadig tegnet af den generation, der slog igennem omkring årtusindskiftet. Og de friske, nytænkende og provokerende værker lavet af yngre filmskabere er en mangelvare.
I går beskrev vi 2025 som det bedste danske filmår længe, og spørgsmålet melder sig således: Har Anders Thomas Jensen ret?
I det forløbne år har en hel række af ekstremt lovende instruktører sat deres første aftryk på dansk film. Zinnini Elkington med hospitalsthrilleren ’Det andet offer’, Sylvia Le Fanu med den følsomme ’Min evige sommer’, Mathias Broe med den dristige homofortælling ’Sauna’, Ludvig C.N. Poulsen med den humoristisk-eksistentielle dating-historie ’Se gennem Aske’. Nye stemmer, der stemplede eftertrykkeligt ind med personlige film.
Hos andre nyere instruktører som Isabella Eklöf og Ali Abbasi finder man provokatoriske udsagn, som er fuldt på højde med det, tidligere generationer lagde for dagen. Eklöfs debut ’Holiday’ havde en lang pinefuld voldtægtsscene i en film kredsende om en apatisk hovedperson, der næsten kunne virke til selv at være uden om det, mens hendes opfølger ’Kalak’ fra sidste år åbnede med en scene, hvor en aldrende far giver et blowjob til sin voksne søn, eksplicit vist med stiv pik og hele pivetøjet.
Abbasi har lavet film om kopulerende trolde, en modbydelig seriemorder og om Donald Trump.
Hæmmet? Don’t think so.
Kender du en instruktør under 50?
Man kan indvende, at det er undtagelser, men til den indvending vil jeg indvende: Anders Thomas Jensen er også en undtagelse! Kun han (og til børnene Anders Matthesen) laver intelligent grovkornede film, som er blevet folkelige. Anders Thomas Jensen er Anders Thomas Jensen, netop fordi han er et unikum.
At vi forbinder dansk film med noget vildt og frit, skyldes andre prominente undtagelser. Lars von Trier, Nicolas Winding Refn, produceren Peter Aalbæk Jensen, manusguruen Mogens Rukov. De øvrige kræfter, der skabte dansk films succes, var ikke kendt for ting, man decideret slog sig på: Thomas Vinterberg, Susanne Bier, Lone Scherfig, Ole Christian Madsen, Nikolaj Arcel og Per Fly opererer alle inden for en ramme af (god) genkendelig mainstream.
Man må heller ikke glemme, at der har været toneangivende instruktørgennembrud mellem ’Blinkende lygter’ og ’Den sidste viking’. Fra Tobias Lindholm og Fenar Ahmad til May El-Toukhy, Gustav Möller, Christian Tafrup og Frelle Petersen. Flere af dem har endda lavet polariserende film, der ramte bredt.
Så er Anders Thomas Jensen (der i parentes bemærket har ry for generøst at stille sig til rådighed for unge talenter, der vil have ham til at læse deres manuskripter) bare galt afmarcheret?
Ikke helt. For der er forskelle fra Anders Thomas Jensens generation til nu, og den mest oplagte er gennemslagskraften. De yngre instruktørers dristige, frie og legende film bliver simpelthen ikke mødt med samme interesse fra et bredt publikum som i 00’erne, hvor folk strømmede til selv smalle mærkværdigheder, bare de var på dansk.
Og konsekvensen er ganske rigtigt, at Anders Thomas Jensen og hans generation stadig sidder på flæsket.
Det er nok ikke mange, der kan nævne en dansk instruktør under 50. Og det er stadig 90’er-stjerner som Mads Mikkelsen, Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Anders W. Berthelsen, der trækker folk i biografen.
Dronninger og frygtelige kvinder
Men mangler de unge det fornødne mod og den påkrævede vildskab til at bryde igennem?
Jeg har en idé om, at Anders Thomas Jensens forestilling om det frie og vilde og legende er en anden, end den der hersker blandt talenterne. Politisk ukorrekte replikker, stump vold og sort humor er jo afprøvet i alle afskygninger, siden Tarantino og Guy Ritchie slog igennem i midten af 90’erne. ‘Den sidste viking’ føles langt mere som en folkekomedie end som provokunst.
Det er ikke længere her, fornyelsen ligger. Oprøret skal komme i andre former og farver, og film som ’Holiday’ og ’Sauna’ er i hvert fald gode bud på, hvordan anderledes danske film med modhager kan se ud.
Samtidig er der afgjort mange danske talentfilm, hvis ærinder, historier og hovedkarakterer det er svært at have noget imod, om man så virkelig prøvede. Resultatet er, at der ikke rigtigt er noget at snakke videre om, når man først er gået ud af biografsalen.
Det kunne være interessant at se en ung generation forsvare usympatiske typer, etisk tvivlsomme handlinger og kontroversielle positioner i film, der samtidig appellerede til andre end de mest hardcore cineaster. El-Thoukhys ’Dronnningen’ og Tafdrups ’En frygtelig kvinde’ og ’Speak No Evil’ har vist vejen.
Det ville også være dejligt at se endnu flere stilistiske, genremæssige og fortællemæssige nybrud.
Men det er så her, man med en vis ret kan frygte, at en økonomisk presset branche ikke er klar til at bakke op med de kolde kontanter, der skal til. Og hvad med publikum? Tropper de op til det ukendte, til det legende, frie og vilde?
Dansk film må blive ved med at give de nye stemmer chancen. Publikum er nødt til at indløse billet til det ukendte. Vi kunne trods alt godt bruge en ny Anders Thomas Jensen.
Se Soundvenues kåring af de fem bedste danske film i 2025.