’The End of an Era’: Forgudelsen af Taylor Swift i ny serie havde været irriterende, hvis ikke det var fortjent
DOKUMENTAR. Disneys seksdelte dokumentarserie om Taylor Swifts banebrydende koncertfænomen The Eras Tour har kun været i gang i 10 minutter, da chokket indtræffer.
»Aldrig i mit liv havde jeg troet, at vi ville opleve et terrorplot«, lyder popstjernens stemme pludselig over en montage af ekstatiske fans med megahittet ’Cruel Summer’ som underlæg.
Musikken stopper brat, skærmen bliver sort, og en nyhedsvært toner frem og minder os ulykkeligt om sommeren 2024, hvor et fatalt knivangreb på tre børn til Swift-danseundervisning blot tre dage senere blev efterfulgt af en terrortrussel, der aflyste Eras-turnéens tre arenakoncerter i Wien.
Swifts mangel på planlægning af nye koncerter i landet eller blot en undskyldning til de skuffede østrigske swifties har været genstand for kritik, og derfor er det ikke bare rørende, men oprigtigt overraskende at se hende græde på sit hotelværelse over de liv, der blev mistet, og kunne været blevet mistet, i hendes navn.
»Man er nødt til at block it off«, snøfter hun og BANG: Teksten »10 timer til showtime« afslører, at Eras-touren genoptages for fuld smadder på Wembley Stadium, hvor hun som den første artist nogensinde skal spille otte udsolgte koncerter, og hvor palliet-besatte fans for længst er troppet op for at udveksle venskabsarmbånd.
Sådan er den røde tråd i Sheena M. Joyce og Don Argotts dokumentar: De følelsesladede scener er beviset på Swifts professionalisme og modstandsdygtighed – ikke en trussel mod den.
Popgudinden fremstilles således ikke som blot et menneske, men nærmere et overmenneske, der kan klare selv de sværeste situationer. Et budskab, der ville have været pænt irriterende, hvis ikke det var sandt.
For The Eras Tour var en enestående bedrift. Turnéens mediedækning har ikke fejlet noget, men et hurtigt recap lyder: 21 måneder, fem kontinenter, 149 shows. Seismiske rystelser, 10 millioner gæster, et kollaps af Ticketmaster. Et musikikon, der fremførte sit livsværk i 3,5 time og udgav tre albums imens. Den første koncertturné nogensinde til at indbringe over to milliarder dollars.
I en gådegudsfremkaldende sekvens oplever vi Swifts peptalk til band og dansere akkurat inden det allersidste show i Vancouver. »Det er vores job at få det her til at se tilfældigt ud«, insisterer hun og holder en så stærk brandtale for disciplin og ambition, at den nærmer sig Timothée Chalamets takketale ved dette års SAG Awards.
For i Swifts univers er det positivt at være en try-hard, og som hun ytrede under sin famøse dimissionstale ved New York University i 2022: »Ubesværethed er en myte«. Hendes ufattelige succes er resultatet af benhårdt arbejde, og serien giver et tiltrængt indblik i den proces.
På den måde er ’The End of an Era’ mere en velfortjent sejrsrunde end en psykologisk granskning af musikbranchens »monster on the hill«. Hun og turnéens svimlende skala er seriens salgsargument, og derfor lider hovedsageligt afsnit to under hovedpersonens store fravær.
I stedet gives skærm- og taletiden nemlig til de ellers oversete holdmedlemmer, som stabler det gigantiske show på benene. Størst indtryk gør backup-danser og fanfavorit Kam, der sætter ord på sin hårde opvækst og vej til Eras-scenen.
Desværre skal den queer og plus size underdog bære lovlig meget emotionel tyngde på sine skuldre. Man kunne ønske, at serien kom mere under huden på popstjernen i stedet.
Særligt akavet er »bonus day«-sekvensen, hvor Swift stolt overrækker checks på hundredetusindevis af dollars til ham og resten af danserne, der synkront bryder ud i gråd og fælleskram. Flot gestus, ja, men popstjernen fremstår som en usmagelig YouTube-type, der filmer sig selv give penge til hjemløse.
Jeg krydser fingre for, at fremstillingen af Taylors positive indvirkning på musikbranchen i de kommende afsnit i stedet fremhæver genindspilningsprojektet og kampen for kunstneres ophavsret.
Desuden er dokumentarens mosaik-agtige struktur en smule rodet med forvirrende tidsspring og et alt for stort forbrug af B-roll, nyhedsklip og fan-TikToks.
Når serien derimod serverer et supercut af første Wembley-show og skarpt italesætter kraften ved et samlende, frit og feminint følelsesrum, vil enhver med swiftie-tendenser have svært ved at vride hænderne ud af et hand heart.
Kort sagt:
Dokumentarserien om Taylor Swifts Eras Tour bruger autenticitet som et strategisk, men effektivt værktøj til at fortælle historien om verdens største koncertfænomen, popikonet i front og de oversete arbejdere bag kulisserne. Blikket er ikke just kritisk, men man må overgive sig til Swifts kraft.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.