KOMMENTAR. Man skulle næsten tro, at her var tale om en spinoff til ’Balladen om kolonihaven’.
I hvert fald gentager TV 2 med ’Naboen fra helvede’ i store træk succesformlen fra deres seværdige dokumentarserie, der kørte i to sæsoner og vakte så stor genklang blandt landets tv-seere (og vælgere), at selveste Mette Frederiksen besluttede sig for at kigge forbi.
Ligesom serien om det brogede persongalleri i Haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde spinder kanalens nye satsning voldsomt underholdende tv over en velvalgt samling danskere, som kæmper med og mod hinandens tilstedeværelse og interesser.
»Hver femte dansker har været i konflikt med naboen«, indleder en tekst før begge afsnit af den todelte dokumentar. Herefter følger en nabokrig, som de færreste seere nok har oplevet på egen krop. Konflikten er så højspændt, at der med garanti havde været skydevåben involveret, hvis den foregik i USA.
Også i ’Naboen fra helvede’ udspringer hovedpersonernes udfordringer dog af almengyldige dynamikker – og ikke mindst konflikter – i samfundet, som alle vil kunne genkende. Skel mellem land og by, københavneri og provinslogik, fællesskab og egenrådighed illustreres effektivt med seriens case, som udfolder sig i Højby på den sjællandske halvø Odsherred.
Vi mangler faktisk bare Niels Hausgaards godmodigt drillende fortællerstemme for at fuldende tesen om et udvidet cinematic universe in spe.
Øko-idyl vs. minigolf-paradis
Hvis man syntes, bølgerne gik højt i haveforeningen mellem formand-Finns bestyrelse og Fjolle-Kelds trodsige drukmåse, er det med at holde fast. For i ’Naboen fra helvede’ er konflikten skruet helt op på maksimalt, rødglødende raseri-niveau.
»Slip miiiiiiiig!« gjalder den ene part i en privatoptagelse, der i starten af dokumentaren viser ham i en form for håndgemæng med sin ærkerival.
Førstnævnte er designeren og smeden Markus, der flyttede fra København til provinsen for at udleve sin og hustruen Lisa Sofias drøm om landlig og bæredygtig idyl. Han kaldes »økologen« af de lokale, fordi de dyrker økologiske »græs-æg«, som sælges fra en lille bod ved vejen.
Hun vil lave lydhealing, kvindecirkler og naturterapi i sin tipi i den store baghave og komme tættere på naturen. Han vil skabe smykkekunst i sin smedje og leve et liv helt nede i tempo.
Sådan går det bare slet, slet ikke for tilflytterne. For da en stor ubebygget grund mellem Markus og naboen Simon kommer til salg, beslutter sidstnævnte iværksættertype sig for at købe den og gøre sin store drøm til virkelighed.
Simon går i gang med at bygge en temmelig stor minigolfpark, hvoraf hver af de 18 huller repræsenterer sin seværdighed i Odsherred Kommune. Netop kommunen godkender først byggeprojektet på bagkant, efter det er blevet opført – og ganske få dage efter Markus’ officielt indgivne og utvetydige klage.
Minigolfparkens glade og øldrikkende gæster larmer i åbningstiden, der kan strække sig til de sene aftentimer, og Markus kan lugte grillbodens frituregryder på sin egen grund.
»De har bare skubbet alt, hvad der larmer, ned til os«, forklarer han til tv-holdet.
Simons ligefremme modsvar lyder: »Enten skal man acceptere det, eller også må man flytte væk«.
Modstandskamp og ACAB-attitude
»Det er en gyser«, siger Markus om situationen.
For os publikummer lugter det dog også lidt af komedie, fordi konflikten er så ekstrem. Den gennemgående farverige, grænsende til gøglede underlægningsmusik indikerer også, at vi godt må grine ad hovedpersonerne, om end dramaet bliver tiltagende alvorligt.
Markus sværger nemlig tidligt, at han vil være »naboen fra helvede«, hvis Simon bare ignorerer ham. Og han holder helt bestemt, hvad han lover.
Den blonde smed nægter at acceptere det nederlag, som kommunen har givet ham på skrift. I stedet giver han sig til gennem sin megafon at skrige ad minigolfparkens gæster og medarbejdere om deres skyldighed i udbredelsen af »plastikpis og Premier Is«.
Siden kommer et polititilhold, som forbyder ham at betræde Simons grund og kontakte eller udtale sig om minigolfparken. Heller ikke dét holder ham tilbage.
Markus tester risikovilligt enhver tænkelig gråzone. Hvis Simon må grille helstegt pattegris, må han vel også afbrænde stakkevis af hø, selvom røgen flyver over til naboen? Hvad med en lydinstallation med titlen ’Frustration’, der brager menneskeskrig ud over nabolaget fra en højtaler? Det er vel okay?
Gang på gang tropper politibetjente – og i et enkelt tilfælde brandvæsnet – op for at stoppe tilflytterens oprørske tiltag. »Pis af«, svarer han morsomt igen med fuld ACAB-attitude.
Ironisk nok lokker hans højtråbende modstandskamp bare endnu flere mingolfspillere til egnen. Dramaet dækkes trofast af lokalavisen, og den sure nabo bliver simpelthen en attraktion i sig selv.
Hvem skal man holde med?
I ’Balladen om kolonihaven’ kunne man både mønstre sympati for formand-Finn og Fjolle-Kjelds perspektiver om henholdsvis regelret fornyelse og lempelig traditionsbevidsthed – om end de ikke altid gik til deres uenigheder på den heldigste facon.
Det er lidt sværere at finde en person at holde med i ’Naboen fra helvede’.
Hovedpersonernes idealer og drømme er tydeligvis uforenelige. Den ene vil leve i en afbalanceret pagt med naturen, den anden vil servere gimmick-prægede 3-kilos burgere, som aldrig kan blive spist op. Eller som Simon selv formulerer det: »Vi kører spareribs ad libitum, fordi det ved vi, vi kan. Og det er det, vi står for«.
»Tingene derovre er overfladiske, og vi vil gerne i dybden herovre«, lyder sammenligningen fra Markus, som af hele sit hjerte afskyr selve minigolf-konceptet.
Jeg har nok mere forståelse for hans knuste drøm end for Simons store iværksættergejst, der fuldstændig tilsidesætter naboens behov og bekymringer. Det klæder heller ikke ligefrem minigolfparkejeren, at han i sidste ende takker nej til at deltage i et møde med Markus og en meget pædagogisk konfliktmægler, som tv-holdet har betalt for.
Omvendt er det umuligt at holde med en mand, der konsekvent og krigerisk råber »fuckhoved med flyveører« efter sin modstander. Markus tager helt klart sin kamp for langt, og man begynder at tænke, at det nok ville være bedst for alle, hvis han forligede sig med nederlaget og flyttede væk.
Måske er den største skurk i virkeligheden Odsherred Kommune. Gennem dokumentaren får man i hvert fald indtryk af, at de med den lidt tvivlsomme godkendelsesproces lader kommercielle initiativer og vækst vægte højere end lokale beboeres livskvalitet.
Det er også svært at forstå, at den lokale turistforening nævner »en bæredygtighedsprofil, som går hånd i hånd med naturen og klimaet« som udslagsgivende faktor, da de i andet afsnit overrækker Simon den prominente Turistpris. Minigolfgrillens kødfyldte kulinariske profil virker jo netop til at tilsidesætte begreber som miljø og madspild.
Min sympati ligger i virkeligheden nok hos en tredje nabo, nemlig pensionisten Jens, som ser forundret med fra sidelinjen i selskab af sin labrador og sin kat.
»Man kan godt sige, at jeg er havnet midt i orkanens øje«, udtaler Jens, mens han klipper sin hæk snorlige.
Han forklarer, at han »får underholdning for alle pengene«. Dog savner han også tiden før minigolfparkens fødsel – en tid med »godt naboskab«, »vejfester« og fælles »fyraftensbajer«.
Der skal nok skrues gevaldigt op for det opbyggelige naboskab, hvis statsministeren i en eventuel sæson 2 skal turde besøge borgerne i Højby.
’Naboen fra helvede’ kan ses på TV 2 Play.