’Balladen om kolonihaven’ sæson 2: Man får gedigen ståpels til den nye sæson af TV 2’s kolohit
Jeg boede faktisk ikke særligt langt derfra, da jeg var barn. Jørgen Berthelsens Minde, altså.
I 90’er-klædeligt termotøj gik jeg hyppigt ture i det Aalborg Øst’ske område, men jeg nærmede mig af en eller anden grund aldrig helt de skarptskårne hække.
Havde jeg dengang vist, hvilket liv, hvilke solsikker og hvilken, ja, ballade, der kunne vokse i den lille kolonihaveforening, var jeg stensikkert blevet en tilbagevendende voyeur.
Men jeg besøgte først de små firkantede grunde, da TV 2’s storhyldede reportageserie ’Balladen om kolonihaven’ sidste år indtog landet – og det var en udsøgt fornøjelse.
For vidunderligt fortalt og sunget af aalborgensernes semi-lokale helt Niels Hausgaard blev en skildring af et blomstrende pusterum forvandlet til en sang om utallige sammenstød og sociale problematikker.
Her udfordrede den yngre generation den ældre, demokrati blev forvekslet med råberi, og arbejderklassen fik vist ideologisk kampgejst og verbal råstyrke.
Det blev et sandt danmarksportræt og et vaskeægte drama, der med en højspændt sæsonfinale – hvor den udskældte Finn blandt andet valgte at trække sig fra formandsposten – efterlod os med en tørst efter mere.
Nu fortsætter sangen og balladen endelig, og seriens sidste vers er mindst lige så vellydende som de indledende. Og Finn sidder sgu overraskende nok på magten igen – for ingen anden ønsker tilsyneladende at påtage sig ansvaret og besværet.
Nej, det er som bekendt gratis at brokke sig, straks dyrere at tage fat, og en meget kostelig omgang at få anlagt en piletræsskov.
Med et håb om at suge klimakrisen op – og i øvrigt lave lidt kurveflet med nogle børn – advokerer formanden og den helt nye (og unge) bestyrelse dog for, at foreningens finanser skal bruges på netop sådan en.
Men hvad med de vinduer, som ’oppositionen’ blev lovet skulle sættes i det kollektivistiske (værts)hus Oasen? Hvornår tager bestyrelsen sig af det forsamlende pengeprojekt? Og kan det virkelig passe, at den upopulære Finn i den lyseblå Boss-trøje (not so hidden message?) skal slå foreningstonen an?
Problemerne er de samme som sidst, og uenigheder og konflikter står i fuldt flor, når kamerahold følger haveselskabets farverige hverdag. Men problemerne er ikke blot deres, de er vores. For serien formår på kløgtig og humoristisk vis – og gennem et lydtæppe bestående af nyhedsindslag – nok engang at lade det lille aalborgensiske økosystem afspejle hele nationens politiske og højaktuelle kampe.
Det er vanvittigt godt fjernsyn, og ’Balladen om kolonihaven’s brede samfundsmæssige relevans påvises i den grad med et besøg fra selveste statsministeren.
Hun vises rundt, bydes på en bajer og ligner en, der vil fortælle Jørgen Berthelsens Minde, at hverken Rom, Vejgaard-Hallen eller forenende broer bygges på en dag. Indretningen af et (mikro)samfund kræver tålmod og lydhørhed over for kompromiset – og over for hinanden.
For ja, det er saftesuseme frustrerende at overvære den regelrytteriske bestyrelse straffe byggeglade naboer og afgive bøder grundet en misformet mælkebøtte eller en lidt for høj hæk. Men så snart man får en plads om morgenbordet, hvor det fremføres, hvorfor reglerne håndhæves – og hvordan nogle af disse i særdeleshed beskytter de (økonomisk) udfordrede – kan man ikke andet end at nikke halvforstående med.
Og ja, det må vel for fanden være en pligt som kolo-lejer og samfundsborger, at man er ude med den magtkritiske rive. Men serien antyder, at sådanne kradsbørstige haveredskaber sommetider bare skal bruges til at lue lidt i eget bed eller til at skabe sammenkørende stier.
Fællesskabets smukke, men besværlige væsen er i evigt fokus, og på respektfuld vis evner ’Balladen om kolonihaven’ hele tiden at fremlægge konflikternes nuancer, så man (næsten) ikke holder med nogen.
Man holder dog umådeligt meget af dem alle sammen. For nok engang er dokumentaren benådet med et vanvittigt godt og hjertevarmende cast.
Udover formand-Finn (der også går under flatterende navne som fuglekiggeren og Putin) tæller det blandt andre gamle kendinge som det forhenværende bestyrelsesmedlem Kim, den væltede dronning Inge, den diplomatiske Susanne og hendes ægtemand Fjolle-Kjeld aka Pippi Langstrømpe og Svend Tveskægs kærlighedsbarn.
Hvis Aalborg var en person, ville det klart være den nye dreng i haven og klassen, Martin. Han er venner med Knaldperlen og virker som typen, der har både Id-hårvoks og ’regler er til for at blive brudt’-motivational quotes hængende over sengegavlen.
Mere autoritetstro er den optimistiske fanfavorit Anamariia, der tidligere er gået under det velklingende kælenavn Klokkeblomst. Hun vinterbader i en hvid plastikpose og konflikthåndterer primært gennem guldmaling og kram. Hashtag Klokke for prez!
Tina, der har en have som en kommunist, men en avissmag som en liberalist, er på mange måder seriens midtsøgende voice of reason. Hun har egentlig altid været Finns veltalende ambassadør, men da hun mener, at han begynder at tage diktatoriske metoder i brug, udviser selv hun skepsis over for formanden.
Om Finn bedriver decideret diktatur, kan muligvis anfægtes. Men det hjælper nok ikke på imaget, at han med lommelygte og lang frakke sommetider ligner en Excelkyndig mellemleder fra Gestapo. Må jeg eventuelt foreslå en parkajakke, der lugter lidt af DP og lejrbål?
Eller nej. Pacifisme og imødekommenhed – og mangel på samme – ser ikke nødvendigvis ud på én måde. Det, klasseskel, generationskløft og mange andre hyperaktuelle anliggender gribes om i denne skarpe dokumentarserie, der ikke blot er tankevækkende og underholdende, men ligeledes utroligt rørende.
For man bevæges, når buttede børnehænder aer solskikker og snegle. Man får våde øjne, når havernes vajende dannebrog pludseligt sættes på halvt. Og man får gedigen ståpels, når stærke karakterer viser sårbarhed og Gasolin-begejstring.
Livet, savnet og samfundet er sjældendt smukt indkapslet i den lille haveforening i Nordjylland, og her vises det slutteligt, at man trods uenigheder og forskelle ’sagtens’ kan forenes.
Muligvis med hjælp fra en god portion velvilje og en lille skarp.
Kort sagt:
’Balladen i kolonihaven’ er (fortsat) en af de bedste danske dokumentarserier nogensinde.