‘Fading Gigolo’
Med ’Fading Gigolo’ vil den tidligere Coen-darling og karakterskuespiller John Turturro noget så gerne give os en spøjs lille Woody Allen-film, fyldt med lyst, lir og småneurotisk lommefilosofering over liv og død – og endda med Woody Allen selv i en central rolle.
Desværre er John Turturro som bekendt bare ikke Woody Allen. Af denne simple grund bør man som instruktør naturligvis ikke forsøge at gå mesteren direkte i bedene. Og da slet ikke hoppe formålsløst rundt i dem foran kameraet med manden selv i hånden.
John Turturros ’Fading Gigolo’ fortæller den ellers oplagt Allen’ske historie om den midaldrende singlemand Fioravante (John Turturro), hvis liv som stille blomsterhandler krydres gevaldigt, da vennen Murray (Woody Allen som sit nervøse, speed-snakkende selv) overtaler ham til at springe ud som gigolo.
Murrays tandlæge, den smukke rigmandsfrue Dr. Parker (Sharon Stone), har nemlig nævnt mellem tandrens og mundskyl, at hun overvejer en trekant med sexbomben Selina (Sofia Vergara), og Murray ser straks en oplagt mulighed for selv at tjene en skilling ved at agere alfons for Fioravante.
Denne er skeptisk, og mildest talt ikke den klassiske gigolo-type af hverken udseende eller alder, men lader sig overtale af Murrays energiske smiger. Den første kunde er Dr. Parker på enmandshånd, og oplevelsen er en overraskende succes for begge parter. Dr. Parker bliver lettere betaget af den fåmælte og mystiske Fioravante, og blomsterhandleren selv får et sjældent selvtillids-boost fra det modsatte køn.
Herfra går forretningen slag i slag: Murray finder villige kunder, og Fioravante tilfredsstiller, omend følelsesmæssigt mekanisk. Lige indtil han møder den tilknappede, ortodoks-jødiske enke Avigal (Vanessa Paradis, i sin første engelsksprogede film), som får tårer i øjnene, da Fioravante agerer massør. Så lang tid siden er det, at hun er blevet rørt ved af et andet menneske. Avigal og Fioravantes forsigtige gensidige tiltrækning er uundgåelig, men huer ikke den ortodokse betjent Dovi (Liev Schreiber) fra Avigals jødiske barndomskvarter, som selvfølgelig selv er forelsket i enken.
Med alle disse stærke spillere på banen er scenen sat for et romantisk og fornøjeligt lystspil. Desværre er ’Fading Gigolo’ bare hverken særlig sjov eller sexet. John Turturro kan være en helt igennem fænomenal skuespiller, men i rollen som Fioravante mangler han både den fornødne karisma og charme til at overbevise nogen om, at kvinder som Sofia Vergara og Sharon Stone ville kaste sig frådende over ham.
Det, at Turturro har instrueret sig selv i hovedrollen uden at tillægge gigolo-præmissen mere komisk sarkasme, boder ikke helt vel for den 57-årige instruktørs egen selvopfattelse. Her mangler Woody Allens fandenivoldskhed og selvironi. Og da skuespilleren Bob Balaban, som har medvirket i adskillige Woody Allen-film, endda dukker op som advokat til Woody Allens Murray, ønsker man næsten, at de to ville stikke af sammen med både historie og film til et bedre, mere velskrevet univers.
Man må dog give Turturro, at han skildrer de jødiske kvarterer i New York med både varme og hjerte, og alle medvirkende spiller da også, så man er godt underholdt frem mod den uskønne slutning. Kun den stakkels Fioravante forbliver sørgeligt uforløst.
Kort sagt:
John Turturro præsenterer sin egen version af et klassisk Woody Allen-lystspil, endog med mesterinstruktøren i en hovedrolle. Men han skyder forbi målet i en håbløs jagt på at fremstille sig selv som alvorlig og følsom gigolo over for Sofia Vergara og Sharon Stones sultne sexbomber.