Robert Rodriguez’ bedste film fra 7 til 1

I anledning af ’Sin City: A Dame to Kill For’ evaluerer vi den energiske desperados foreløbige filmografi.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Machete’ (2010)

Hvis ’Once Upon a Time in Mexico’ var lidt af et mysterium, var ’Machete’ til gengæld et åbenlyst slag i ansigtet. Her forsøgte Rodriguez at sprede et tyndt fernis af fortælling ud over blodsudgydelserne, men endte med en særdeles uelegant immigrant-analogi.

Filmen er et potpourri af alt det bedste – eller det værste? – fra Rodriguez’ ouevre, en bastard, der skider på alt andet end underholdningsværdien. Underholdende er den da også mestendels, især når den glemmer alt andet og bare lader Danny Trejo, Steven Seagal og Don Johnson gøre deres ting. Hele filmen er ét dumt, actionspækket højdepunkt, men billeder af en tarmsvingende og motorcykelflyvende Machete, der deler håndmadder ud, lever videre i erindringen.

Nogle år senere puttede han krymmel på toppen med ’Machete Kills’, hvor han tilføjede den gamle kending Banderas, Mel Gibson og Carlos Estévez – bedre kendt som Charlie Sheen. Mens det desværre ikke resulterede i nogen stor film, understregede det Rodriguez’ (foreløbige) eftermæle. Uanset kvaliteten af hans udgivelser er han en moderne, amerikansk auteur, der både har visioner og gåpåmod. Så må man leve med, at ikke alle hans film går over i historien.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Once Upon a Time in Mexico’ (2003)

Det var ikke små brød, Rodriguez slog op, da han kaldte sidste del af sin Mexico-trilogi ’Once Upon a Time in Mexico’. Her blev trådene til Sergio Leones spaghetti-westerns ekspliciteret, men hvor Leones filmsprog var smukt i sin enkelhed, flød det hos Rodriguez over med greb og virkemidler.

For en filmskaber, der var vant til at arbejde med håndører og lommeuld, må det selvfølgelig også have været overstimulerende pludselig at stå med en stor produktionsmaskine. I hvert fald forsvandt charmen lidt i en film, der forsøgte så meget, at man som seer var i tvivl om, hvad den egentlig ville.

Dog bød filmen på et formidabelt cast af stjerneskuespillere, der var umådeligt morsomme at se i det overgearede univers, Rodriguez har gjort til sit varemærke. Johnny Depp uden øjne, Mickey Rourke og Willem Dafoe var fine tilføjelser til trilogien, mens Enrique Iglesias var en hjerneblødning, der nok bare skal forbigås i tavshed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’El Mariachi’ (1992)

’El Mariachi’ er af det stof, drømme og myter er gjort af. Rodriguez’ gennembrudsfilm, den første i Mexico-trilogien, kostede eftersigende 7000 dollars at lave og tjente lidt over to mio. hjem. Den var på spansk og grundlagte den form for ’Mariachi-filmprojekter, han også kultiverede i sine efterfølgende film. Her var mantraet, at problemer ikke skulle løses med penge, men med kreativitet.

Det er i dette lys, ’El Mariachi’ skal ses. Den er og ligner en amatørfilm, med blodposerne tydeligt eksploderende, når skuddene falder. Rodriguez lavede kun pænere film herfra, men få var lige så fandenivoldske som den her.

Med til myten hører også historien om, at Rodriguez finansierede filmen ved at underlægge sig lægeforsøg. Hvor mange af pengene, der reelt kom den vej fra, spiller ikke den store rolle – anekdoten viser, at rebellen Rodriguez var klar til at gå til yderligheder for at få sin vision ud i verden.

LÆS VIDERE PÅ NÆSTE SIDE

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’From Dusk Till Dawn’ (1996)

’From Dusk Till Dawn’ er ligesom de andre film på listen – med undtagelse af ’Sin City’, der skiller sig ud på flere punkter – en smeltedigel af inspirationskilder fra det store b-films-forråd. Her blander manuskriptforfatter Tarantino dog en ny ingrediens ind i blandingen: Vampyrer i et velkendt western-univers.

Filmen tager en af de største genreskift i nyere filmhistorie, fra rimeligt konventionelt actiondrama til veritabelt vampyrorgie. Selv med et, for en indiefilm, respektabelt budget, er vampyrerne stadig tilpas kitschede til, at blodsudgydelserne er mere sjove end grumme. Læg dertil endnu en uforglemmelig scene med Salma Hayek, og du har et rod af en film, der er underholdende netop af samme grund.

Med er også (i dag) store skuespillere som George Clooney og Harvey Keitel, men det får ikke Rodriguez til at ryste på hånden. Clooney og Tarantino som Seth og Richie Gecko er i modsætning til snart sagt alle Rodriguez’ andre hovedkarakterer ikke hævnere på retfærdighedens moralsk gråmelerede sti. Tværtimod er de sindssyge bankrøvere på flugt fra loven og må stå ansigt til ansigt med konsekvensen af deres handlinger. Men ikke i form af håndjern og blå blink…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Planet Terror’ (2007)

Han og vennen Quentin Tarantinos ’Grindhouse’-projekt var et erklæret forsøg på at samle så mange b-film-klicheer som muligt og lave god underholdning undervejs. Man kan sige en del om resultatet, men underholdende var det langt hen ad vejen. Om man foretrækker ’Planet Terror’ eller ’Death Proof’ er et spørgsmål om smag og genretilhørsforhold, men Rodriguez’ bidrag er et af hans pletskud.

Filmen er en 105 minutters tour de force i filmisk mani af den type, der – af gode grunde – ikke lader sig føje af logiske indvendinger. For hvad skal man med det, når Rose McGowan først bruger et maskingevær som træben?

’Planet Terror’ lå i forlængelse af ’Sin City’ i den forstand, at Rodriguez bevægede sig endnu mere væk fra det gammelkendte mexicansk-texanske landskab og de genrenøgler, der lå i kølvandet herpå. Hans karriere havde øjensynligt godt af at få lidt luft fra gammelkendte skabeloner, for i denne nye boldgade lavede han en af sine bedste film. Og så er Tarantinos hovedeksploderende cameo filmen værd i sig selv!

SE DE TO BEDSTE FILM PÅ SIDSTE SIDE

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Desperado’ (1995)

Antonio Banderas og Salma Hayek fik sveden til at drive ned af lærredet i ’Desperado’. Deres samspil var mønstereksemplet på den latinamerikanske passion, der overflød hvert eneste frame af hans Mexico-trilogi. Mens de to andre film var blandede oplevelser – se nedenfor – så fandt Rodriguez her den rette blanding af action og sensualitet.

Banderas spiller El Mariachi, en version af den klassiske hævner, vi efterhånden kender ganske godt fra Rodriguez og Tarantinos fællespulje. Han formår at tilføre rollen personlighed i en sådan grad, at man husker hans drivkraft, når filmen er slut, og ikke bare eksplosionerne og dén der scene med Hayek.

Danny Trejo, et andet fast element i Rodriguez’ filmografi, har her en af sine fineste stunder. Hans korsknivkastende lejemorder Navajas får ikke voldsomt meget skærmtid, men han får i dén grad sat sit aftryk med adskillige velplacerede kast. Endelig er også musikken hel central i ’Desperado’ og i Rodriguez’ filmografi som sådan. Han er selv en aktiv og passioneret musiker, der har skrevet sange til flere af sine film, blandt andet temamusikken til ’Machete’ og ’Planet Terror’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Sin City’ (2005)

’Sin City’ er en stiløvelse, der på ægte postmodernistisk manér går mindst lige så meget op i udtryk som i plot og historie. Men hvilken stiløvelse! Onelinerne sad lige i skabet og de sort/hvide billeder var brutalt smukke. I sin adaptation af Frank Millers graphic novel-univers viste Robert Rodriguez sig som en visionær æstetiker, der fortalte hårdtslående historier som få.

Filmens antologiske opbygning gav plads til maskuline glansroller for både Bruce Willis, Mickey Rourke og Clive Owen, der hver især navigerede i Basin Citys mørke underverden. ’Sin City’ er stadig Rodriguez’ magnum opus og beviset på, at man godt kan lave adaptationer af tegneserier, uden at deres særlige stil og æstetik går tabt.

At han samme år instruerede den lidet elskede børnefilm ’The Adventures of Sharkboy and Lavagirl’ siger en del om, hvem han er som filmskaber. Kompromisløs og fuldstændig ligeglad med andres forventninger står han bag en af det 21. århundredes mest ikoniske film.

Læs også: Anmeldelse af ‘Sin City: A Dame to Kill For’

Læs også: ’Sin City’-instruktøren lærer dig at lave film på otte minutter

Læs også: Anmeldelse af ‘From Dusk Till Dawn: The Series’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af