‘Interstellar’
De mest tankevækkende science fiction-visioner går i kødet på de helt store eksistentielle spørgsmål: Hvem er vi? Hvordan fungerer den verden, vi lever i? Og hvor er vi (og den) på vej hen? De bedste af dem tillader os tilmed selv at tænke os frem til nogle af de mulige svar.
Isaac Asimovs romanserie ’Foundation’ og ’2001: A Space Odyssey’ af Stanley Kubrick og Arthur C. Clarke er klassikere, der med stor fantasi og endnu større perspektiv digter om menneskehedens overlevelse og evolution. Og nu går Christopher Nolan dem så i bedene.
Nolan er et godt bud på manden med Hollywoods højeste bundniveau. Han kickstartede karrieren med to overlegne thrillers, den selvfinansierede ’Following’ fra 1998 og det smukt udtænkte mysterium ’Memento’, der begge underkastede publikum hovedpersonernes desorientering. Og selv et af de få lavpunkter i hans dybt originale oeuvre, den stemningsfuldt dvælende, men halvordinære ’Insomnia’, vidner om, hvor effektivt han som regel formår at lade finurligt formsprog og krøllede fortællestrukturer understøtte indhold og tematik.
Mesterinstruktørens længe ventede, vanvittigt ambitiøse og i sidste instans skuffende science fiction-epos ’Interstellar’ tager udgangspunkt i en desperat menneskerace, der i en semidystopisk, støvstormshærget og ikke så fjern fremtid er på nippet til at løbe tør for ilt.
Artens sidste livline er at kolonisere en anden, potentielt beboelig galakse. »Engang kiggede vi op mod himlen og forestillede os vores plads blandt stjernerne. Nu kigger vi bare ned og bekymrer os om vores plads i støvet«, beklager Matthew McConaugheys handlekraftige helt, Cooper, der efter de katastrofale økologiske forandringer har foretaget et nedslående brancheskift fra ingeniøruddannet testpilot til simpel landmand. Men Cooper er NASA’s sidste håb. Så han bliver genansat af Michael Caines professor Brand, og sammen med Brands datter, Amelia (Anne Hathaway), begiver han sig ud på en højrisikabel rumekspedition.
Vi er efterhånden blevet forvænte med, at Nolan bringer et smørret smil frem på vores læber ved synet af ting, vi aldrig har set før – tænk bare på Batmans gear og lastbilssaltoen i ’The Dark Knight’. Og ’Interstellar’ svigter ikke, når det kommer spændende situationer som tilkoblinger ved den opsendte rumstation og dristige landinger på fremmede planeter.
Filmens største scoop i afdelingen for banebrydende teknologisk lir er de to militærrobotter TARS (der har en fornøjelig humoristisk sans) og CASE, hvis design virker demonstrativt old school, lige indtil en komplet overvældende sekvens: I retræte fra en potentielt sønderknusende gigantbølge folder CASE sig ud (i mere end én forstand), og den glinsende maskine krydser pludselig vandverdens overflade i forbavsende fart.
Man kunne til tider savne mere af den slags sindsoprivende kinetiske energi, som Emmanuel Lubezkis mere bevægelige kamera bidrog til i samtlige actionscener i Alfonso Cuaróns mesterstykke ’Gravity’. Men alligevel er det den visuelle side, der skaber den største wauw-faktor i filmen takket være Nolans skarpe øje og fotograf Hoyte van Hoytemas (’Lad den rette komme ind’, ’Her’) flot polerede, slående billedsprog. Det hele faciliteres af Hans Zimmers nervepirrende underlægningsmusik, der bogstavelig talt tikker som en bombe og effektivt underbygger karakterernes stressfølelse.
Med sin enestående evne til at give det indviklede bred appel er Nolan da også en helt oplagt kandidat til at forvalte langhårede elementer som ormehulspassager på tværs af universet og teorier om den femte dimension, så det på én gang virker tilstrækkelig intelligent til at tilfredsstille sci-fi-genrens inkarnerede nørder og er nogenlunde begribeligt for alle andre.
Men ak: Manuskriptet (medforfattet af Christophers bror Jonathan) besudles alt for ofte af påfaldende fremstillinger, der ikke er nær så medrivende som i den vidunderlige mindbender ’Inception’ fra 2010, og redegørelserne for både de foregående hændelser på Jorden og for de matematisk-fysiske begreber bliver tonstunge dansepartnere.
Heldigvis er castet spækket med dygtige skuespillere, heriblandt Matt Damon som strandet dataindsamler og John Lithgow som Coopers svigerfar. McConaughey undslipper de mest tåkrummende af filmens bombastiske replikker – hovedparten får Hathaways forrykt uprofessionelle forsker dog den tvivlsomme fornøjelse af at levere, såsom den traileregnede lykkekagetekst »kærlighed er den eneste ting, der transcenderer tid og rum« – og han formår derfor at puste liv i den pionerånd og faderkærlighed, der definerer hans karakter.
I en af filmens stærkeste scener bryder Cooper sammen, da han afspiller en hel årrækkes videobeskeder fra sønnen Tom (Casey Affleck), der har udviklet sig til en voksen mand på selvsamme Jord, hvis befolkning faren kæmper for at redde.
Hatten af for, at Nolan – også i de følelsesladede udvekslinger med datteren Murph (først Mackenzie Foy, senere Jessica Chastain) – tør forsøge at røre publikum til tårer i en blockbuster af disse dimensioner. Og både Oscar-akademi og andre med hang til det melodramatiske skal nok labbe den pladdersentimentale afslutning i sig med hud og hår.
Hver sin smag, bevares, og forsøget på at vægte følelser og stemninger højere end veldokumenteret videnskab er på sin vis modig. Men budskabet om kærlighedens ubrydelige bånd leder desværre til et chokerende tyndt payoff. ’Interstellar’ samler på fascinerende, men underudviklede idéer, og dens lidt prætentiøse storhedsvanvid skaber et Frankenstein-monster, der har langt større hjerte end hjerne.
For når man gennem filmens tre timer lange spilletid har forsøgt at sammensætte Nolans konceptuelle byggeklodser i drønspændt forventning om, at han spiller et overraskende es fra ærmet til slut, så føles det knaldhamrende forudsigelige svar på gåden som at trække sorteper i stedet.
Kort sagt:
’Interstellar’ er Christopher Nolans første halvdårlige film. Det er faktisk slet ikke usandsynligt, at du vil forlade visningen af det melodramatiske science fiction-epos grædefærdig. Måske fordi du bliver oprigtig rørt over den lange, fysiske og metafysiske rejse med Matthew McConaugheys astronauthelt. Eller måske fordi du – som overtegnede – fortvivles over en slutning, der hverken går an i denne galakse eller den næste.
Læs også: Christopher Nolans film fra værst til bedst
Læs også: Filmene, der skabte The McConnaisance
Læs også: De bedste alternative sci-fi-film i nyere tid