De bedste alternative science fiction-film i nyere tid

Glem ’Star Wars’ og ’The Matrix’. Vores ekspert anbefaler smalle sci-fi-film, du bør se efter ’Interstellar’. De vil få dig til se verden på en ny måde.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Biologisk opgradering: ‘Gattaca’ (Andrew Niccol, 1997)

At vores krop og sind i samspil med ny teknologi vil nå avancerede stadier, som vi nærmest ikke kan forestille os i dag, er grundidéen i den såkaldte transhumanisme, der har inspireret en lang række science fiction-fortællinger.

Denne udvikling og de medfølgende bioetiske spørgsmål er centrale i ’Gattaca’, en af de mest skræmmende og realistiske nyere fremtidsvisioner, hvor mennesker sorteres med hård hånd ud fra kvaliteten af deres gener – og de uperfekte, heriblandt Ethan Hawkes Vincent Freeman, bliver fravalgt uden nåde.

I cyberpunk-subgenren, der beskæftiger sig med netop transhumanisme, står William Gibsons roman ’Neuromancer’ fra 1984 som hovedværket, og et af de nyeste filmeksempler er engelske Caradog W. James’ ’The Machine’ fra 2013, hvor militæret tager sammenblandingen af menneske og dræbermaskine et skridt eller to for langt. Særligt skal Mamoru Oshiis animé-actionthriller ’Ghost in the Shell’ fra 1995 dog fremhæves sammen med den mere eftertænksomme efterfølger fra 2004, der på fornem vis udforskede de dybereliggende implikationer af vores forestående ’opgradering’, i dette tilfælde til højteknologiske cyborgs.

I ’Gattaca’ kommenterer Niccol samfundskritisk på, at vi er på vej i en farlig retning. Det samme gjorde (blandt mange andre) Ridley Scott i ’Blade Runner’ og Duncan Jones i ’Moon’ fra 2009, der begge spåede, at skellet imellem rigtige mennesker og kopier kan komme til at blive nærmest komplet udvisket. Alle tre film giver udtryk for en tankevækkende ængstelse omkring, at den traditionelle menneskekrop og identitet løbende vil blive udfaset i fremskridtets navn.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. De fremmede og os: ’Dark City’ (Alex Proyas, 1998)

Science fiction undersøger ofte, hvad det vil sige at være menneske (eller menneskelig), for eksempel ved at sætte os i kontrast til maskiner (som i Isaac Asimovs udødelige robotnoveller) eller rumvæsner (som i Neill Blomkamps ‘District 9’ fra 2009, der kombinerede allegori og action, og for nyligt i Jonathan Glazers mere abstrakte ‘Under the Skin’).

Allerbedst er måske Stanislaw Lems geniale roman ’Solaris’, som både er filmatiseret af Tarkovsky og Soderbergh, hvor de(t) fremmede forsøger at kommunikere gennem gestaltninger af personer fra hovedpersonens underbevidsthed.

Mesterværket ’Dark City’ giver dog ’Solaris’ kamp til stregen. Filmen handler også om mødet imellem menneske og rumvæsen – og om et omfattende eksperiment, der netop prøver at afdække, hvad der udgør den menneskelige sjæl. Under den visuelt smukke overflade og bag alle genreelementerne (sci-fi, noir, seriemorderthriller) gemmer der sig en opdateret version af både Platons berømte hule-metafor og den klassiske, religiøse myte om en udvalgt frelsers åbenbaring.

Neo i ’The Matrix’ er naturligvis en pendant til den klarsynede John Murdoch i ’Dark City’. De vågner begge op fra en dvaletilstand, indser, at de har levet i en illusion, og det lykkes dem derefter at løsrive sig fra deres slaveri. De er begge billeder på en intellektuel og bestemt ikke uaktuel erkendelsesrejse, som det er oplagt at overføre til vores nutidige forbrug af den allestedsnærværende internetteknologi og de sociale mediers virtuelle verdener.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Skruen uden ende: ’eXistenZ’ (David Cronenberg, 1999)

‘eXistenZ’, ‘The Matrix’ og ‘The Thirteenth Floor’ (Josef Rusnaks remake af Fassbinders nyligt restaurerede miniserie fra 1973) udkom alle inden for to måneder, lige i tide til at rive op i den dengang stadig relevante år 2000-panik.

Nøgleordene for dem alle var den virkelighedsforvirring og descartianske skepticisme, som også var blevet dyrket året før i ’Dark City’ og i animéserien ’Serial Experiments: Lain’.

’eXistenZ’, hvor Allegra og Ted (Jennifer Jason Leigh og Jude Law) tester et virtual reality-spil, er en besynderlig og ret herlig film, der dog trods alt ikke helt står mål med Cronenbergs egen, stadig knivskarpe body horror-satire ’Videodrome’ fra 1983, der – inspireret af teknoprofeterne McLuhan og Baudrillard – har vist sig nærmest overvældende fremsynet.

Begge film handler om vores afhængighed af massemediernes kunstige universer, og instruktøren var her, ligesom Oshii i sit live-action-kuriosum ‘Avalon’ to år senere, fascineret af gamer-kulturen, og hvordan elektronik langsomt, men sikkert kan komme til at invadere både vores kroppe og sind.

Den sidste replik i ’eXistenZ’ er »are we still in the game?«, og pointen er den samme som i animémesteren Satoshi Kons ’Paprika’ og i Christopher Nolans ’Inception’: Hvis man først én gang har ladet sig snyde af et falskt virkelighedslag, er der ingen grænser for, hvor dybt nede i den altopslugende teknostruktur man kan vise sig at være. Det er den eksistentielle skrue uden ende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Metafysiske mindfucks: ’Primer’ (Shane Carruth, 2004)

Tidsrejsefilm er velsagtens de mest nørdede science fiction-film. Og de er ikke altid lige logiske. Den simpleste, og en af de mest vellykkede, er Harold Ramis’ nyklassiker ’Groundhog Day’, hvor Bill Murray må genleve den samme dag et utal af gange, om og om igen.

Den mest hardcore udfordrende – og ultimativt mest tilfredsstillende – tidsrejsefilm er det intelligente ultralavbudgetsmirakel ’Primer’. En film, der beviser, at hård sci-fi (altså historier, der sandsynliggør, at dens koncepter er i tråd med med traditionel videnskab) kan laves for så godt som ingen penge.

Shane Carruths bundoriginale film er lidt af et mindfuck, og det kræver nysgerrighed, flid og et væsentligt mere detaljeret diagram end ’Doc’ Browns i ’Tilbage til fremtiden’ for at løse dens gåder. Men det fænomenale ved filmen er, at hvis man investerer den nødvendige tankevirksomhed (og tiden til at samle alle puslespilsbrikkerne og krydstjekke de mange opfindsomme detaljer), så går alting op.

Idet det i filmen bliver et moralsk anliggende, om man vælger at antage, at de tidslinjer, man forlader, ophører med at eksistere, så skal vi som publikum ikke bare selv rekonstruere tidligere tidslinjer. Det forventes også, at vi reflekterer over betydningen af den tvivl, der nærer os i lige så høj grad, som den nærer hovedpersonerne Aaron (instruktøren selv) og Abe samt deres dobbeltgængere.

Duncan Jones’ ’Source Code’ fra 2011 er et andet glimrende eksempel på den slags metafysiske overvejelser. Her repræsenterer Jake Gyllenhaals karakter det traditionelle filosofiske tankeeksempel med en menneskelig hjerne uden dertilhørende krop. Hans karakter gennemlever et otte minutters tidsloop, og det er så op til publikum at vurdere, hvorvidt de handlinger, han foretager sig, bliver overskrevet hver gang, eller om han i virkeligheden laver varige ændringer i mangfoldige parallelle universer.

Andre anbefalelsesværdige sci-fi-film med time loops og overskrevne tidslinjer er Terry Gilliams ’12 Monkeys’, Gregory Hoblits ’Frequency’ fra 2000, Bress & Grubers ’The Butterfly Effect’ fra 2004, spanske Nacho Vigalondos ’Timecrimes’ fra 2007 og Rian Johnsons ’Looper’ fra 2012. Og endnu et pragteksempel på et billigt produceret stykke metafysisk mysterie er James Ward Byrkits tidsdimensionsknude ‘Coherence’ fra sidste år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Dybt ind i sindet: ‘A Scanner Darkly’ (Richard Linklater, 2006)

I disse mindfulness-tider er det nok de færreste, der abonnerer på cartesisk dualisme, altså forestillingen om at der er en knivskarp opdeling imellem sind og krop. Men hvis kroppen, som i Jonathan Mostows ’Surrogates’ fra 2009, på sigt bliver kasseret til fordel for stærkere og smukkere avatarer, hvad vil der så være tilbage af mennesket?

I Linklaters rotoscoping-filmatisering af science fiction-legenden Philip K. Dicks paranoide, hylende morsomme og oprigtigt rørende tågeerindringer om livet som misbruger, ’A Scanner Darkly’, er det vanedannende narkotika Substance D blevet så udbredt, at de fleste døjer med en deform virkelighedsopfattelse af det Orwell’ske overvågningssamfund. Det tillokkende, men frygteligt skadelige stof bringer Keanu Reeves’ undercover-politimand så langt ud på skizofreniens overdrev, at han dårligt ved, hvem han er længere.

Der er ikke kvantespring fra filmmediets tiltag som POV og 3D, opfindelsen af den næste generation af VR-headsets og forskning i kybernetisk tankestyring af implantater og avatarer til en næsten total overflødiggørelse af kroppen. Det springende punkt bliver, om en opfindelse, der foruden at afkode og lagre hjernens output også kan påvirke dens input (som i manusforfatter James Cameron og instruktør Kathryn Bigelows cyberpunkperle ‘Strange Days’ fra 1995) bliver en realitet.

For hvis vi først begynder at kunne downloade, uploade, præge og/eller digitalisere vores sanseindtryk, giver det anledning til berettiget bekymring for menneskehedens endeligt. Ikke totaludryddelse, ’Terminator’-style, men igennem en gradvis udradering af vores autenticitet og begreber om, hvad der er virkeligt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Empatiske AIs: ’Her’ (Spike Jonze, 2013)

E.M. Forster forudså helt tilbage i 1909 den moderne teknologis indflydelse på menneskelige interaktionsmønstre i sin helt igennem fremragende novelle ‘The Machine Stops’, hvor hele verdenens befolking har forskanset sig og udelukkende kommunikerer igennem videokonferencer.

Men der findes (heldigvis da) modpoler til de mange frygtfikserede advarsler imod afhængighed, narcissistisk fortabelse, teknologiske fængselstilstande og fatalistiske dommedagsfantasier. Og to af disse er Jake Schreiers ‘Robot & Frank’ fra 2012 og Spike Jonzes ’Her’.

I ’Robot & Frank’ får den aldrende og skrantende Frank (Frank Langella) en venlig og medfølende robotledsager af sin søn. Det lyder umiddelbart ret trist, men filmens hjertevarme overbeviser næsten én om, at en kunstig kammerat godt kunne være et værdifuldt supplement.

’Her’, en af nyere tids allerbedste science fiction-film, tematiserer lignende trends i en troværdig nær-fremtid. Ensomme Theodore (Joaquin Phoenix) bliver i mere end én forstand forført af operativsystemet Samantha (med Scarlett Johansson stemme), og deres intime forhold opfylder inden længe hans basale behov for kærlighed, samhørighed og meningsfuld interaktion. Så også her er kunstig intelligens umiddelbart mere et godt tilbud end en trussel.

Men er det så opmuntrende? Eller sørgeligt? Eller ligefrem forkasteligt og perverst? En af Theodores bekendte kommer med firkantede retningslinjer om, hvordan frugt og grøntsager bør tilberedes, men når det kommer til følelser og livsglæde, er der ikke nogle lette svar – og da slet ikke, når Theodore og Frank helt frivilligt vælger den bedste erstatning for almenmenneskelige interaktioner.

Det samme moralske dilemma gjaldt hovedpersonen i Alejandro Amenábars ’Abre los ojos’ fra 1997, og vi har siden set det i en hel del sci-fi-fortællinger: Så længe den ikke fejler og udvikler sig til et mareridt, er teknologien måske ikke altid så farlig endda.

Læs også: Anmeldelse af ‘Interstellar’

Læs også: Christopher Nolans film fra værst til bedst

Læs også: Filmene, der skabte The McConnaisance

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af