L.O.C. kan snildt blive en succesfuld standup-komiker som 45-årig – selv med 20 år gamle jokes

Med rapperens standup-debut er Danmark blevet en passioneret, men også lidt ligegyldig, komiker rigere.
L.O.C. kan snildt blive en succesfuld standup-komiker som 45-årig – selv med 20 år gamle jokes
L.O.C. (Foto: PR)

COMEDY. Ifølge den nyudklækkede standup-komiker Liam O’Connor er der tre niveauer af at være kendt (en forfærdelig traumatisk lidelse, han med selvironi referer til som »kendtitis«). 

Det nederste, hvor man ikke er helt kendt nok til at blive spurgt, om man vil være med i ‘Vild med dans’. Nummer to, hvor man med en meget skabet stemme fortæller om, at man skal være med i ‘Vild med dans’. Og så er der det tredje, hvor man med en dybere, anderledes krukket stemme praler af at have takket nej til at være med i ‘Vild med dans’. 

Selv er den kendte rapper ingen af delene, men har sit eget niveau, som han med store armbevægelser viser i sit fulde skalaspringende omfang: ‘Folk opkalder deres børn efter mig’-kendt. 

Hvis man er i tvivl, om det er sandt, skal man bare tjekke Danmarks Statistik, hvor mængden af nyfødte Liam’er stiger med over 400 procent mellem 2009 og 2012.  

Ligesom berømmelsen er L.O.C.’s karriereskift også allerede i en liga for sig. 

Selvom han har taget tilløb i årevis, er det ikke engang et år siden, at komikerplanerne overhovedet blev offentligt kendt. Og efter blandt andet at have varmet op for podcasten ‘Bros’ live i Royal Arena debuterer han altså nu med sit første oneman-show, som han skal optræde med intet mindre end 72 gange i hele Danmark.  

Resultatet er hverken så godt eller så dårligt, at jeg ville brænde stedet ned bare for at få ham til at tage herfra.

Hvorfor showet hedder ‘Liam’, er der nok ingen, der er i tvivl om. Til gengæld er historien om, hvorfor komikeren hedder det meget sjov. Han lægger ud med at fortælle, at hans skæve forhold til sin egen storhed stammer fra fødslen, da han ifølge sin irske far er opkaldt efter fodboldspilleren Liam Brady, som ingen kender, mens hans mor siger, inspirationen var noget grafitti i Dublin. 

Var han blevet døbt i København, skulle han have heddet »fisse med ét s« eller »jyderne ud af byen«. 

Det er så latent kikset, at der på intet tidspunkt hersker nogen tvivl om grunden til, at den midaldrende aarhusianer, nationalbedårer og forhenværende libertiner har valgt at stille sig op foran hele Danmark og spørge hvem, der kan huske ‘90210: Beverly Hills’, Bauer-rulleskøjter og børnelokkere. Han kan ikke lade være, hvilket er den totalt formildende omstændighed. 

For selvom O’Connor er et unikum af en debutant på det kommercielle plan, er han ikke ligefrem et naturtalent til tiden. Hvad han mangler i opfindsomhed, vejer han op for med arbejdsomhed og charme. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

L.O.C. er en habil standup-komiker, der er flittig, grænsende til det studentikose. En sætning jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at skrive. 

Stemningen er nede på jorden, men teknikken er ambitiøs. Hver enkel joke er møjsommeligt konstrueret efter regelbogen, og ordvalg som »ringforlovet« får af og til tingene til at lyde lovlig skrevet. 

Godt nok kræver sceneskiftet vovemod, men O’Connor får også mere foræret end de fleste. Ud over at være hjemmevant på en scene spiller han som bekendt for sale fyldt med folk, der har opkaldt deres børn efter ham.

At han godt selv ved, hvor langt ude hele projektet er, udstiller han i sit eneste rigtigt spændende tankeeksperiment, hvor han midt på Orange Scene vågner op fra sin psykose som psykiatrisk patient.  

Det er udmærket fanservice, når han joker med sin egen voldsomme succes og sit kendisliv. Vi er med tre dage før brylluppet med Christiane Schaumbürg Müller, hvor rapperen må købe Se & Hør på en tankstation i Sønderborg, fordi en kvindelig kilde har “beskrevet” et opdigtet engangsknald med ham i detaljer.

Som en uventet reprise af Nephew-samarbejdet ‘Hospital dukker allestedsnærværende Simon Kvamm også op som en cameo i to af Liams jokes. Begge er nogle af showets gode, men ‘Igen og igen og’-tendensen viser sig også ved, at komikeren ofte gentager sine punchlines uden videre effekt. 

Generelt er L.O.C. det eneste, der gør ‘Liam’ bemærkelsesværdigt. 

Man kan lidt for godt mærke, at standup’en er en drengedrøm, der har et par årtier på bagen. Der er mange forhistoriske jokes om pædofili, Michael Jackson, tyskere og en anekdote om Liams kortvarige homoforvirring, der både vil have glimt i øjet og nævne AIDS. 

En historie om, hvordan O’Connors kone er så vild med »klam mad« (remoulade og ostepops), at han har døbt hendes brovtende alterego Bo, var et af forestillingens største publikumshits. Selv havde jeg det mere som chihuahua med PTSD-memet, mens alle de dovne ‘min kæreste’-jokes, jeg nogensinde har hørt, passerede revy. 

At stjernen aldrig har været på Tinder skulle heller ikke stoppe ham i at tale om det skamredte emne – han havde jo lånt sine venners telefoner! Mænd er som brugte biler til salg på DBA, mens kvinder er hysteriske og krævende. Observationskomik, der ud over at være uoriginal altså også er andenhåndserfaret. 

På et tidspunkt efterligner Liam også to danske expats på en bar i Thailand, der forklarer hygge på danglish. Og høster discountgrin på at snobbe opad og fejludtale menigmandssupermarkederne Bilka og Netto. Fordi han kan.

Det er aldrig for sent at forfølge sine drømme. Hvis man er L.O.C., kan man snildt blive en succesfuld standup-komiker som 45-årig. Selv med 20 år gamle jokes.


Kort sagt: 
Med ‘Liam’ er Danmark blevet en ligegyldig, men meget passioneret komiker rigere, og hans navn er Liam O’Connor.

'Liam – stand-up tour 2025' på Bremen Teater. Comedy. Spilleperiode: Turnerer Danmark til 27. november.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af