L.O.C. er tør.
Selv om det blæser, er skidekoldt og siler ned her i maj, er der – i modsætning til mig, der ankommer gennemblødt til pladeselskabet Warners pæne kontorer på Frederiksberg – ikke en dråbe på den dansk-irske artist.
På samme måde, som han er rejst pletfri igennem mange årtier på hiphopscenen uden at blive farvet af hiphoppens altid omskiftelige trends, har regnen ikke ramt ham.
Nye genreindflydelser som trap, afrobeats, grime og så videre er prallet af på ham, som dråberne er prallet af på den sorte paraply, han viser mig som værende årsagen til hans misundelsesværdige ikke-gennemblødthed.
Liam O’Connor er gået sin egen vej. »Jeg vil hellere lyde som mig selv, selv hvis det så nogle gange ikke er interessant for andre«, som rapperen selv formulerer det. Det må, i det store og hele, siges at have været en god beslutning.
Alle ved jo, at det ikke er nemt at ældes som rapper. Det er en ungdomsfeticherende kultur, hvor det, der er det fedeste i verden om morgenen, kan være håbløst forældet allerede samme aften.
Men nu, i 2021, har L.O.C. alligevel valgt at stikke hovedet ud fra den musikalske paraply, han indtil videre har isoleret sig under.
Aarhus-rapperen har nemlig opdaget, et en mindre raprenæssance foregår i hans egen hjemby, hvor en masse nye kunstnere – Iswaal, Shooter Gang, Ham Fra Syd, Omar, Lii Fuego og mange flere – er begyndt at markere Aarhus på hiphopscenen på en måde, som det ikke er set siden hans egen storhedstid.
»Jeg forstår 100 procent, hvor de kommer fra«
»Der er noget umiddelbarhed hos dem«, siger Liam O’Connor, da jeg spørger, hvad der inspirerer ham ved de unge rappere.
»På mine plader har jeg kunnet bruge en måned på, hvordan en enkelt sætning skal konstrueres og fluekneppet det hele. Men jeg er ved at prøve at ramme en lettere energi. Det handler om at skrive 16 bars, og hvis det er fedt, så skal det bare sendes videre«.
Den nye tilgang har resulteret i en større samling sange, hvor hiphoplyden er rykket mere i fokus, og hvoraf de første tre numre netop er udkommet under titlen ‘Fuck L.O.C.’. Og et af dem gæstes såmænd af den unge Aarhus-rapper Smiley, der også er kendt som Don fra gruppen Don Lee Barber.
»Det handler ikke om kløfterne mellem generationer eller sådan noget«, siger L.O.C. om motivationen bag et invitere netop ham med på et nummer.
»Jeg vil meget hellere finde ligheden mellem mig og en mand, der er vokset op samme sted, som jeg er. Jeg ved præcis, hvordan hans lejlighed ser ud, uden nogensinde at have set den«.
Den fællesskabsfølelse, Liam O’Connor taler om, skyldes selvfølgelig, at han er vokset op i de samme boligblokke uden for Aarhus, der nu huser en ny bølge af lovende rappere. »Jeg forstår 100 procent, hvor de kommer fra«, som han siger på et tidspunkt.
20 år efter, at han fik hele Danmark til at svinge absinthe-flasker rundt i luften og råbe »8210!«, er Aarhus altså kommet tilbage for fuld fart.
Men hvorfor tog det egentlig så lang tid, før den jyske by igen fik en ny generation af rappere?
»Mange af dem har jo reelt set været i gang i mange år på grund af de her rapskole-projekter. Det var også dem, Yahya Hassan var forbi, før han skrev digte«, fortæller L.O.C. med henvisning til nogle tiltag, der blev etableret for lidt over ti år siden for at få unge i udsatte kvarterer i gang med musik.
»De projekter var med til at opdyrke talentet herude. Men det tager jo nogle år, før man finder ud af, hvordan man lyder. Så nu begynder du at se alle de her folk, der har en teknisk kunnen og en original lyd. Det begynder at blomstre lidt«.
Men samtidig med, at en ny scene altså blomstrer frem, er boligblokkene uden for Aarhus alt andet end ét stort blomsterbed. Tværtimod, faktisk.
Generation gaden
Hiphopscenen er nemlig vokset tættere på bandeverdenen de seneste år, og for mange unge rappere er musikken og kriminaliteten filtret sammen.
»Alt det der gang shit er så altoverskyggende i rap lige nu, at nogle rappere bliver låst fast af det. Du er smurt ind i lortet, selv hvis du prøver at træde ud af det«, siger L.O.C..
Han forklarer, hvordan Aarhus er splittet op i forskellige fraktioner, der er i konflikt med hinanden: »For min generation var det ligemeget, hvor du kom fra. Vores fokus var på studiet. Men i dag er det hele meget opdelt i grupperinger«.
Han lyder jo faktisk næsten helt alfaderlig, den legendariske Aarhus-veteran, når han filosoferer lidt over gamle og nye dage og tænker over, hvordan tingene er gået fra stodderrappere til Generation Gaden.
Liam O’Connor er blevet den garvede, alfaderlige O.G., der har set verden ændre sig og nu prøver at guide de unge i den rette retning.
»Se bare på Omar – han har kaldt sig Nummer 1 Bandit, siden han var 11 år eller sådan noget, og nu er han blevet sig selv«, siger han for eksempel på et tidspunkt. Og han taler rosende om den unge trio Shooter Gang, som han også har været i studiet med.
Men her er der en mindre elefant i rummet. For gennem de senere år har der været en del snak om, at L.O.C. faktisk ikke var fan af den yngre generation af rappere.
Ud fra paraplyen
Der er for eksempel sangen ’Bordluder’ fra 2017, der handler om hvordan unge rappere lader som om, de har mange penge, men i virkeligheden glædeligt spiller shows for en flaske.
Liam O’Connor indrømmer, at de tekster blev taget ilde op hist og pist. Ifølge ham handlede de sange til gengæld ikke om den yngre generation i Danmark specifikt.
Faktisk tager han selv noget af skylden for, at hiphop er blevet popkultur, og at jams med benhårde bars er skiftet ud med store scener og sungne omkvæd.
»Jeg bliver ved med at tænke: Gud, var det min generation, der fuckede det hele op?«, siger rapperen med et grin. »Jeg fik jo selv hug for at synge på ’Frk. Escobar’. Men for mig handlede det ikke længere om hiphoppens dogmer. Det handlede bare om musik generelt frem for hiphop. Det var en naturlig udvikling«.
Uanset om L.O.C. ikke direkte har angrebet generationen, der kom umiddelbart efter ham, så har han i hvert fald heller ikke just omfavnet den. Han har snarere virket som om, han drev væk fra hele genren.
Den garvede rapper har holdt sig under sin egen paraply. Indtil nu, hvor han altså tager aktivt del i den nye, blomstrende scene. Og det er der på en måde en fin symmetri i: Et kvart århundrede efter, han selv lavede sine allerførste sange, er han vendt tilbage til Aarhus for at finde den næste generation.
Man kunne næsten sige: L.O.C. er vendt tilbage til Aarhus – og Aarhus er vendt tilbage til hiphoppen.