SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Det lignede på papiret en rigtig god idé.
I slutningen af 00’erne havde L.O.C. opnået en succes, ingen dansk rapper før havde fået. I 2008 var han den første danske rapper, der nogensinde gav koncert på Orange Scene.
Meget af den succes blev opnået i symbiose med Suspekt, der dengang endnu var en tand for beskidte og vulgære til at opnå helt samme mainstream-succes (eller også var det snarere Danmark, der ikke var klar til Suspekt), og samarbejder som eksempelvis ‘Få din flask’ på’-remixet står i dag som en klassiker i dansk 00’er-hiphop.
Da de i 2009 dannede supergruppen Selvmord, havde begge parter netop udgivet hovedværker. L.O.C. med ‘Melankolia/XxxCouture’ i 2008, Suspekt med ‘Prima Nocte’ i 2007.
Det var nogle af dansk raps giganter, der gik sammen, mens de aldrig havde været større, og det var tydeligt, at det ikke bare var ment som et sideprojekt. Både L.O.C. og Suspekt holdt pause i et helt år, så de kunne dedikere deres fulde fokus til Selvmord, både hvad gjaldt udgivelser og koncerter.
Alligevel forsvandt albummet hurtigt ud af den kollektive hukommelse. Det blev til et enkelt album og halvandet radiohit i form af ’Råbe under vand’ og ’Ok’ – singler, der desuden ikke længere figurerer på sætlisterne for hverken Suspekt eller L.O.C., som aldrig arbejdede sammen igen.
Var det så skidt? Og fortjener albummet et genlyt?
Et album, der skiller sig ud
Når man lytter til albummet, er der to ting, der skinner tydeligt igennem og får værket til at adskille sig fra begge kunstneres øvrige diskografier.
For det første er albummet nedtrykt. Begge kunstnere har mange gange bevist, at de ikke kun mestrer festlige bangers om at slippe hæmningerne, men for første gang var disse mere triste tracks ikke placeret side om side med en ‘Kinky fætter’ eller en ‘Drik din hjerne ud’.
For det andet omhandler alle sangene parforhold. Det er heller ikke uprøvet territorium for nogen af parterne, men her fylder det mere end nogensinde, og de portrætterer parforholdet som en ret forfærdelig størrelse. Kun én sang, ‘Smiler alligevel’, viser en lysere, smukkere side af kærligheden.
Det er en verden, hvor hjerteløse kvinder slider mændenes sjæl op, mens mændene i forholdet ikke har magt til at gøre noget ved det: »Du stak min ryg med din kniv, så nu’ mit liv fyldt af ingenting«, rapper Orgi-E på ‘Lad som om’.
I en pressemeddelelse forklarede Rune Rask blandt andet bandnavnet med, at musikken var skrevet ud fra mantraet »en mands selvmord begynder den dag, han forelsker sig«. En ret pessimistisk måde at forholde sig til både køn, forelskelse og personlig udvikling.
Tekstuniverset var imidlertid ikke det eneste vovede ved albummet. Lyden synes at være inspireret af den elektroniske rockmusik, der i årene op til albummets udgivelse fyldte meget i Danmark med navne som Turboweekend, Veto, Dúné, Spleen United og nok især Nephew.
Guitarriffs, synthsoli og melodiøse stadionomkvæd fungerer nemlig godt til, når hjertesorgen skal skriges ud med lungernes fulde kraft, og det synes producerduoen Rune Rasks og Jonas Vestergaard at have forstået.
Hvordan var modtagelsen?
De rockede tiltag fik høvl af en samtid, der sjældent betragtede rap og rock som forenelige. Samtidig blev tekstuniverset kritiseret for at mangle handlekraft og for dets gennemgående offermentalitet. Én anmeldelse havde tilmed overskriften »Selvmord klynker for meget«.
I et interview fra 2009 foreslår Politikens Erik Jensen, at man skal tolke Selvmord som hiphoppens svar på datidens »klynkerock« – eller »tuderock«, som den også blev kaldt.
Et nedladende begreb, der dog også fra tid til anden blev brugt kærligt om blandt andre Kashmir, Saybia, Grand Avenue, Garbo og Moi Caprice, der besang weltschmerz med falsetter og gigantiske omkvæd.
Men klynkerocken var tænksom og forsigtig. Selvmord er en tikkende aggressionsbombe. Rapperne er sårede, men de er også impulsive, og de pakker bestemt ikke deres følelser ind.
Nogle kaldte Selvmord for emo-rap – og det i en tid, hvor det bestemt ikke var pænt ment. Men i eftertiden er den subgenre eksploderet.
I årene siden Selvmord har vi set en decideret emo-rap-bølge. Den voksede sig aldrig lige så stor i Danmark, men når udenlandske emo-rapstjerner som Lil Peep, Juice Wrld og XXXTentacion besang de tunge følelser, var det ofte med uhæmmet aggression, hvor rapperen indtog offerrollen og tilmed drog meget inspiration fra rockens verden.
Et af Juice Wrlds gennembrudsnumre hed endda ‘All Girls Are the Same’. Den titel lugter jo lidt af den samme kassetænkning om køn, som Selvmord lagde for dagen i 2009. Og hvis Juice WRLD kunne tage verden med storm i 2018, var Selvmord så bare for tidligt ude i 2009?
Måske, men sandsynligvis ikke
Fortjener albummet et genlyt?
Det er nu engang meget lettere at se igennem fingre med en 19-årig Juice WRLD, der i magtesløshed skærer et helt køn over samme kam, end det er, når en gruppe 30-årige danmarkskendte rapstjerner gør det.
Mændene har affærer, og på titelnummeret truer de endda med at begå det titulære selvmord for at hævne sig. Men alligevel fastholder de, at det åbenbart er en naturlig reaktion på det, de bliver udsat for.
»Og jeg starter ikk’ diskussioner, jeg ved, jeg taber«, rapper Bai-D på hittet ’Råbe under vand’, mens L.O.C.’s omkvæd på ’OK’ handler om en kvinde, der siger én ting, men mener noget andet: »Du si’r, at det’ okay / Men det stod skrevet i dit blik«.
Også Orgi-E kører på ’De ting vi ikk’ har gjort’ samme trummerum om, hvordan han naivt valgte at tro på en usandfærdig kvinde: »Du sagde det så oprigtigt, jeg valgte at stole på dig«.
Kvinder er på ’Selvmord’ en slags væsner, mændene ikke kan kommunikere med. Når det er værst, lyder albummet som en alfahan-podcast.
Til gengæld har albummet absolut bestået tidens tand, når det kommer til den dengang så udskældte instrumentation. Rask og Vestergaards produktioner er stærke, og de har finpudset håndværket i en sådan grad, at man næsten kunne tro, at de havde hyret Nephew minus Simon Kvamm som backingband.
‘Selvmord’s ensidige og ensartede tekstunivers gør dog, at det stadig er et undervældende album. Men måske var det også et vigtigt startskud til, at særligt Suspekt kunne sætte oprigtigt tungsind i fokus.
Suspekts kunstneriske triumf kom med 2020-albummet ‘Sindssyge ting’, hvor de på flerdimensioneret vis besang weltschmerz mere indadskuende end udadreagerende og mere reflekteret end bebrejdende. De fik endda integreret deres vanlige sex- og festtracks eminent i fortællingen.
Samtidig undrer det, at L.O.C.’s tekster er så endimensionelle, når han trods alt lige havde udgivet sit mest dybdegående og personlige album til dato. ’Melankolia/XxxCouture’ er tilmed så genialt opdelt, at den ene halvdel af tracklisten viser skyggesiden ved de tematikker, som anden halvdel fejrer.
Jeg vil til enhver tid hellere anbefale ’Sindsyge ting’ eller ’Melankolia/XxxCouture’ end ‘Selvmord’.