Pharrells glemte debutalbum inspirerede Tyler til at starte Odd Future – var det virkelig så dårligt?

Nogle album bliver bedre med årene, andre er lige så dårlige ti år senere. I løbet af juli genbesøger vi en række album, der ved udgivelsen blev rædsomt modtaget. Har tidens gang sat dem i et andet lys? Rykkede de i bagklogskabens lys ved noget? I dag skriver Nikolaj Boesby Skou om Pharrells debutalbum ’In My Mind’ fra 2006.
Pharrells glemte debutalbum inspirerede Tyler til at starte Odd Future – var det virkelig så dårligt?
Pharrell i 2006. (Foto: Brad Barket/Getty Images)

SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Der var engang, hvor Pharrell Williams ikke var kendt for sit verdenshit ’Happy’ eller som sanger på Daft Punks ’Get Lucky’.

I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne dominerede han hitlisterne som producer for en lang række skiftende stjerner, og sammen med makkeren Chad Hugo udgjorde han duoen The Neptunes; en sand højtryks-hitspuler, der sprøjtede den ene klassiker ud efter den anden i samarbejde med folk som Britney Spears og Justin Timberlake.

Men efter succes som gæsteartist på de to store Snoop Dogg-hits ’Drop It Like It’s Hot’ og ’Beautiful’ voksede popstjernedrømmen i maven på Pharrell. Og i 2006 udgav han så sit debutalbum ’In My Mind’.

Pharrell slog et stort brød op og stod selv for hele albummets produktion, ligesom han både sang og rappede på alle numrene. En lang række kendte gæster som Jay-Z, Kanye West, Pusha-T, Snoop Dogg og Gwen Stefani var spredt rundt på tracklisten, men det var Pharrell, der blev kørt i stilling til at være stjernen.

Han forsøgte således at skabe et heliocentrisk værk, hvor han stod ubestridt i centrum både i rollen som producer og artist. Albummet fik dog en overvejende negativ modtagelse af anmelderne, og for eksempel Pitchfork kvitterede med den sølle karakter 3,9/10.

Dengang gik kritikken på, at ’In My Mind’ var for langt og led under Chad Hugos manglende kreative input. Men var albummet virkelig så idéforladt og tomt, som anmelderne gav det på puklen for dengang i 2006?

Jeg er selv vokset op med Pharrell, The Neptunes og N.E.R.D. som stilskabende ikoner, så min opfattelse af albummet er måske ikke den allermest objektive. Men jeg vil alligevel gerne slå et slag for, at Pharrells tidlige forsøg som soloartist har fortjent noget af den status, hans producerkarriere har kastet af sig.

Ingen ’In My Mind’, ingen Odd Future

Selv om Pharrell havde produceret benhård gangsterrap med Clipse, var det alligevel outsiderne, han appellerede mest til. Han brugte skæve, jazzede beats med strygere på debutalbummets ’You Can Do It Too’ som en måde at kommunikere til dem, der måske ikke lige vidste, hvilket bord de skulle sætte sig ved i deres high school-kantine.

En af de ‘weirdos’, der reagerede på Pharrells nørdede univers, var en ung Tyler Okonma. ’You Can Do It Too’ var afgørende for ham, og han tog budskabet i sangen ekstremt bogstaveligt, for det fik ham til at kaste sig ud i et projekt, der endte med at gøre ham til verdensstjernen Tyler, the Creator.

»Jimmy Iovine fra Interscope Records syntes albummet var en komplet fiasko, og det ’virkede’ ikke«, skrev Tyler, the Creator i en hjertevarm hyldest til ‘In My MInd’, da det i 2016 fyldte ti år: »Men ved du, hvem det ramte? En ung Tyler. Den sang specifikt fik mig til at føle mig tryg, og det var derfor, jeg skabte Odd Future samme sommer«.

’You Can Do It Too’ er nøglen til at forstå Pharrell og ‘In My Mind’. Sangen handler om, at man godt kan have flere facetter, stikke ud af mængden og stadig være sej. »I was in marching band, I was a skateboarder / Jesus made wine, I couldn’t make water«, lyder det.

Pharrell rapper om at være ligeglad med at være the shit – så længe man er sig selv, så skal man nok lykkes.

Prøv desuden at lukke øjnene, når du hører nummeret, og læg mærke til, hvor meget det minder om Frank Oceans ’Channel Orange’ (hvor Pharrell i øvrigt også har produceret). Der er noget med den helt sprøde trommelyd, der går igen i mange produktioner i dag, der tør tænke videre end det næste hi-hat-roll.

Sangen slutter af med den største genistreg på albummet, hvor Jamie Cullum synger »Don’t be afraid to look up in the sky« gentagne gange.

Det er svært ikke at blive inspireret til at følge sin (kunstneriske) drømme af sådan noget. For hvis den nørdede Pharrell kunne dyrke alle sine kuriositeter (hans pladeselskab hed Star Trak, og hans håndtegn er den berømte Vulcan-salute), hvorfor skulle man så ikke selv kunne?

Producer, rapper og sanger – på samme tid

Med sine to første album fra 2004 og 2005 havde Kanye West allerede bevist, at producere også kunne blive superstjerner i deres egen ret. I løbet af 00’erne og 10’erne har hiphopproducere fået en helt anden og mere fremtræden rolle, men dengang var det altså stadig nyt sådan at være bag både knapperne og mikrofonen.

Så Pharrell havde noget at bevise. Der var pres på. For han ville gerne cementere, at han ikke blot var en fabelagtig producer, men også en kunstner med de kvikkeste bars og mest catchy omkvæd.

Det resulterede i, at han mere eller mindre valgte at opdele albummet i to halvdele.

Den første er klassisk hiphop a la Pharrell med tunge beats på pletskuddet ’Can I Have It Like That’ og den undervurderede ’Keep It Playa’. Desværre byder første halvdel også på den forfærdelige ’Raspy Shit’, der nok har karrierens værste omkvæd.

På anden halvdel viser Pharrell sin mere poppede og r’n’b’ede side frem, og her finder man blandt andet samarbejdet med Kanye West, ’Number One’, der ligesom resten af albummet ikke fik en varm velkomst tilbage i 2006.

Der er ingen tvivl om, at teksten stadig er en sukkersød og lidt forceret kærlighedserklæring, men samtidig er sangen så tilpas kærlig og oprigtig, at man ikke kan lade være med at elske den. Særligt de boblende synths i omkvædet, der bakkes op af strygere, er med til at gøre singlen til et kitschet kulthit, der viser, hvilket produktionsmæssigt overskud, Pharrell har på ‘In My Mind’.

Var det virkelig så dårligt?

Pharrell ender med at se lidt fjollet ud, som han febrilsk skifter mellem producer-, rapper- og sangerkasketten. Og ’In My Mind’ ville formentlig have stået skarpere, hvis Pharrell havde haft Chad Hugo med bag knapperne, så han ikke skulle bære hele ansvaret for projektet selv.

Med det sagt er der stadig tonsvis af fremragende ideer på ’In My Mind’, der retrospektivt fortjener en del mere anerkendelse, end Pharrell fik i 2006. Albummet burde være pensum for enhver aspirerende beatmaker, og så er det helt centralt i forhold til at forstå, hvilken indflydelse Pharrell har haft på unge kreative sjæle, der ikke følte, de passede ind.

Det ville være synd at kalde ’In My Mind’ et misforstået mesterværk, men det modsatte er bestemt heller ikke tilfældet.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af