KOMMENTAR. Omar er kun 23 år gammel, men han er alligevel lidt af en veteran på den danske hiphopscene. Rapperen har allerede været igennem et par succesfulde genreskift og har derudover også været med til at lægge fundamentet for den nye, unge hiphopscene, der for tiden vokser frem i Aarhus.
Den stadig unge artist kom nemlig frem på et tidspunkt, hvor København og omegn sad på det hele i dansk hiphop. Gilli, Branco, Kesi, Sivas og alle de andre havde overtaget alt. Hvis man hørte om Aarhus-rap, var det primært fordi L.O.C var på turné igen-igen, eller fordi Emil Stabil havde taget sig sammen til at udgive sin ene årlige sang.
Ellers var der ret stille. Der var ikke rigtig nogen, der lavede larm for Aarhus. Ud over Omar.
Rapperen fra Bispehaven-kvarteret har først for nylig sluppet sin debut-ep, men udgav den ene virkelig stærke sang efter den anden i anden halvdel af 2010’erne.
Først var der den hårdtslående drill-banger ’Ik’ tal til mig’ fra 2016, og derefter den enormt stilsikre og r’n’b’ede ’Bare sig til’ med vennen Artigeardit, som Omar havde et tæt parløb med.
Men frem for alt markerede Omar sig med håbefulde, hypermelodiske sange om livet i ghettoen.
Sange som ’Ik noget nyt’, ’Samme sprog’ og ’Walalkey’ kombinerede Omars lidt Jamaika-agtige melodier med opløftende beats, der tit havde et tropisk islæt. Der var både en melankoli i teksterne, men også en lokalstolthed og et fundamentalt håb. Det var hymner, der hyldede kvarteret, rapperen kom fra, og viste menneskerne, der befolkede det.
De sange gjorde ham til Aarhus’ måske vigtigste hiphopstemme i en tid, hvor der i den grad var brug for det. Nu vrimler byen som sagt med rappere, og mange af dem lyder faktisk som om, de er blevet inspirerede af Omar.
Tag bare drill, der har gjort sit indtog på den danske hiphopscene med hårdtslående musik og kontroversielle videoer, der ofte fremstiller konfrontationer med politiet. Den kunne man få en forsmag på allerførste gang, vi hørte noget til Omar tilbage i 2016. Her levede han i dén grad op til sit kælenavn ‘Nummer1Bandit’ (som også er titlen på den nye ep) med ’Ik tal til mig’-musikvideoen.
I den video kan man se Omar og en flok venner gøre nar af politiet, mens betjente desperat prøver at hive fat i snart den ene snart den anden unge ballademager. Rapperen har senere fortalt, at politiet endte med at konfiskere kameraet og optagelserne.
Nummeret er et tidligt eksempel på dansk drill, og det er ikke svært at se en direkte tråd fra ’Ik tal til mig’ til den slags ting som Shooter Gang og Ham Fra Syd laver nu.
Men Omar er som sagt ikke så meget kendt som drill-rapper. Han skiftede hurtigt til mere håbefuld musik, melodiske flows og tekster, der kredsede om livet i Bispehaven. Netop det kvarter er nu et af Danmarks mest interessante, når det kommer til hiphoptalenter. Det er eksempelvis her, andre lokalstjerner som Pay og Iswaal-medlemmer som Xabski og Young Juu er vokset op.
Den melodiske musik, som Omar havde succes med i anden halvdel af 10’erne, har også fået et par stærke efterkommere i form af Speedy og Shariffo. Deres optimistiske autotune-festsange ligger klart i forlængelse af Omars stil fra numre som ’Viser hende’ eller ’Rockefeller’.
Det meste af sin karriere har Omar altså været en ret ensom skikkelse. Han har været en af de få stemmer, der beskrev livet i Aarhus’ udsatte kvarterer. Men hans sange har været med til at vække byen fra sin slummer. De musikalske frø, han har sået, blomstrer overalt.
Så nu, hvor Omar altså langt om længe har udgivet sin første ep, er han pludselig ikke længere ensom, men omgivet af en scene, der er inspireret af ham. Aarhus’ hiphopscene er midt i en renæssance, der nok næppe havde været mulig, hvis ikke det var for Omar.