KOMMENTAR. »Jeg er en fucking nørd«, siger Zar Paulo-guitarist Johan Horsmans i første afsnit af den nye DR-dokumentar ’Elendig software’. Kort efter proklamerer han, at »alle er velkomne i Gummi-Tarzan-klubben«.
Ovennævnte citater indkapsler viben blandt de fem venner i det danske poprockband, som instruktør Freja Rørkær og fotograf Oskar Langballe Dahl har fulgt gennem tre år.
Undervejs i dokumentarserien når de unge aarhusianske mænd drømmen om et gennembrud, som de har arbejdet mod i næsten et årti. De udgiver i 2023 deres anmelderroste debutalbum, som dokumentarserien er opkaldt efter, og samme år udlever de enhver dansk musikers største karrieremål ved at spille på Roskilde Festival.
Men de fem selverklærede nørder og bedste venner hverken ligner eller opfører sig som de fremadstormende rockstjerner, de i praksis er. Og de kan tydeligvis heller ikke altid selv spejle sig i resten af musikbranchen.
Relativt stilfærdigt og uden helt selv at bemærke det formår gutterne i løbet af de fire afsnit at omskrive den arketypiske myte om mandlige rockstjerner og deres (giftige) adfærd.
Uhøjtidelige åndehuller
»Jeg hader de der fester«, lyder det fra bassist Anton Breinbjerg undervejs i serien, da Zar Paulo har fået æren af at spille og blive nomineret til P3 Guld.
Ved samme branchefest fortæller forsanger Emil Vammen, at han netop har spurgt Kato, om dj’en er opkaldt efter den romerske statsmand Cato den Ældre, født i år 234 f.v.t.
Svaret er nej, men Emil er alligevel fornøjet. »Det er en sejr i sig selv«, siger han om ordudvekslingen, efter Zar Paulo tidligere på aftenen har tabt talentprisen til Lamin.
Zar Paulo-medlemmerne har bestemt ambitioner. Faktisk udtaler de tidligt, at de vil være »verdens bedste band«. Men deres interesser ligger øjensynligt også helt andre steder end i musikbranchen.
Flere at fyrene spiller ’Minecraft’ i tourbussen, og Emil har en stor passion for Romerriget, inklusive romersk cuisine. Løbende programmerer trommeslager Tobias Schou desuden et computerspil, der genskaber det forladte amtssygehus under bandets øvelokale – et spil, der blev udgivet online sammen med debutalbummet.
Bandet har en helt speciel venskabelig energi, når de er sammen. ’Elendig software’-dokumentaren er fyldt med små, sjove scener, hvor drengene gakker helt ud med fjollede stemmer og imitationer.
Særligt Emil og Johan leverer den ene vilde karakter efter den anden – fra robot til forsvarsgeneral med tyk amerikansk dialekt. Keyboardist Martin Kleberg giver ydermere en formidabel efterligning af fodboldtræner David Nielsens famøse peptalks, når bandet samles i rundkreds backstage inden hver koncert.
De skøre og herligt nørdede indslag fungerer som uhøjtidelige åndehuller og er med til at lette på stemningen og dæmpe presset i den præstationskultur, de befinder sig midt i.
Angst og imposter-syndrom
De mærker dog stadig et pres – både som musikere i det benhårde vækstlægsmiljø og som fuldtidsstuderende ved siden af.
Mens bandet omsider når de milepæle, de altid har drømt om, har de svært ved at nyde succeserne og mærke, hvordan de selv egentlig går og har det. »Jeg føler nogle gange, at jeg er i gang med at speedrunne et spil«, lyder Martins rammende beskrivelse af det tætpakkede forløb.
Vennerne nævner også mindst tre gange i dokumentaren, at de oplever en form for imposter-syndrom. »Det er sådan lidt imposter-agtigt, som om vi ikke hører til«, forklarer Martin for eksempel en venlig sminkør, inden de skal spille til P3 Guld i Koncertsalen.
Dokumentaren viser ikke kun succeserne, men også de dårlige og svære stunder for Zar Paulo.
I starten af serien er vi med drengene til en mislykket koncert på Nemoland, hvor kun et par personer blandt den spredte publikumsskare klapper med på ’Klap for Fædrelandet’, og de må starte et nummer forfra, da computeren med backingtracket kortslutter. Johan siger det ligeud: »Det var virkelig bare en skrækkelig oplevelse«.
Undervejs er Emil hårdest ramt af angst og stress som følge af det stigende pres på bandet, mens de tager større og større skridt i karrieren. »I feel nothing«, siger frontmanden to dage inden, bandet udgiver deres album. »Jeg er bare psykopat-stresset«.
Han får det så dårligt, at han en dag ikke kan mere. »Jeg har haft et crash«, siger han efterfølgende om tiden, hvor han måtte sætte alt på pause i månederne op til Roskilde-koncerten.
Under »normale omstændigheder« ville han være droppet helt ud, fortæller han. Men det her er ikke normale omstændigheder, for som musiker kan det have store konsekvenser at melde sig syg og aflyse shows. Bandet forsøger at tackle Emils nedtur sammen med den professionelle optur.
Et bæredygtigt band
Lykkeligvis gør Zar Paulo hele vejen igennem forløbet det, som mange mandefællesskaber i dag sikkert fortsat kunne lære af: De snakker om det.
Vennerne sætter ord på følelser og usikkerheder på en ligefrem og ærlig facon, så ingen skal stå alene med de tanker, der opstår undervejs.
Under Emils pause forsøger de andre desuden at finde tilbage til den energi, de havde i bandets spæde start. De besøger det lille lokale spillested Boxen og husker med nostalgisk glæde tilbage til den tid, hvor man kunne risikere at spille for bare en enkelt person, mens resten af publikum var ude for at ryge.
Da Emil vender tilbage med nyfunden ro i kroppen, går de ikke straks i gang med forberedelserne til Roskilde Festival-koncerten. De sætter i stedet tid af til at »fucking hygge« og »spille noget fucking ’Mario Kart’«.
Og som en opbyggelig afrunding slutter serien ikke lige efter den i sidste ende succesfulde Roskilde Festival-debut – den helt store, euforiske forløsning.
Nej, vi samles i stedet en sidste gang med Zar Paulo-drengene, der har en god snak om, at bandet »skal være et bæredygtigt sted at være«. Det er det vigtigste for hovedpersonerne, og sådan burde det også være for resten af musikbranchen.
I Zar Paulo-universet – både når det kommer til sangteksterne og bandets adfærd i dokumentaren – betragter outsiderne den omverden, de ikke føler sig helt kompatible med. Men man kunne også i stedet se dem som bannerførere for en ny type band, en ny kultur, der omskriver rockstjernemytens klassiske (u)dyder.
For de fem unge mænd beviser i ’Elendig sofware’, at man kan godt være ærlig og autentisk uden samtidig at være kaotisk og (selv)destruktiv.
De har også for længst bevist, at en gruppe introverte nørder sagtens kan være et af Danmarks allerbedste livebands.
‘Elendig software’ kan ses på DRTV.