‘Pe’ahi II’: The Raveonettes virker mere i live end nogensinde på første regulære studiealbum i 11 år
ALBUM. Pe’ahi er navnet på et surfområde i Hawaii, hvor bølgerne kan nå højere end 18 meter. De voldsomme vandmængder tårner sig truende op over håbefulde surfere, før de kaster sig ned over dem og skaber utallige ringe i det brusende hav.
Det er i lyset af sådanne voldsomme naturfænomener, man skal lytte til The Raveonettes’ første regulære studiealbum i 11 år, ‘Pe’ahi II’, må man forstå.
Efter opsamlingen af enkeltstående singler ‘2016 Atomized’, et projekt med at kompilere andre kunstneres versioner af sange fra debuten ‘Whip It On’ og deres egen coverplade af inspirationskilder som The Everly Brothers og The Cramps, ‘The Raveonettes Sing…’ fra sidste år, er duoen tilbage med otte spritnye sange.
Selv dét er måske en tilnærmelse, for størstedelen af materialet blev undfanget i samme periode som navnebroren ‘Pe’ahi’ fra 2014, der er et af bandets stærkeste udspil overhovedet. Heldigvis befinder toeren sig kvalitetsmæssigt i mindst lige så høje luftlag.
Skal man spille djævlens advokat, har The Raveonettes igennem et kvart århundrede mere eller mindre fulgt den samme opskrift med variationer i produktion og beslutninger om, hvorvidt guitaren skulle spilles mest garagerocket eller postpunket. Men der er noget absolut tidløst over duoens kombination af sødmefulde vokalharmonier og korte, melodiske støjeksplosioner.
Og netop bandets små variationer gør hele forskellen. På ‘Pe’ahi II’ har duoen inkorporeret næsten industrielle støjkollager, der let kunne få én til at tro, at anlægget var ved at brænde sammen. På åbneren ‘Strange’ forstyrres en glasklar vuggevise af overstyrende støj, der truer med at nedbryde sangen fuldstændigt, inden riffet vender stærkt tilbage med trommer i ryggen. Sangen fortsætter sine vuggende rytmer og luller én ind i det umiskendeligt Raveonettes’ke lydbillede.
Jeg tænker, The Raveonettes har været inspireret af slowcore-pionerene i Low, der godt og grundigt rystede posen på de larmende ‘Double Negative’ og ‘Hey What’. Forvrængning, støjmure og elektroniske virkemidler er nemlig i højsædet. Selv det let rosa farveskema fra det førstnævnte Low-album er gengivet på ‘Pe’ahi II’s coverart.
Det hawaiianske stednavn, der agerer albumtitel, er også valgt med henblik på associationer til surf som musikgenre, og frontmand Sune Rose Wagners guitarspil er da også flere steder defineret af tremolo-picking gennemvædet af reverb. På dystre ‘Blackest’ får surfguitaren selskab af samples i en – for The Raveonettes – uhørt lang intro på mere end et minut, og versene er blottet for næsten alt andet end Wagners vokal.
På ‘Dissonant’ er surfguitaren anderledes opmuntrende og medrivende, men sangen opbrydes samtidig af et langt instrumentalt mellemspil og en lige så lang outro. ‘Sunday School’ er bygget op omkring en synthbas og et lo-fi trommemaskine-beat, mens ‘Speed’ er helt klassisk støjpop, som kun The Raveonettes kan lave det her til lands. Sådan leger duoen konstant med det velkendte og nye, mere dystre elementer. Ligesom de højspændte guitarstrenge sitrer albummet hele vejen igennem.
The Raveonettes veksler konstant mellem skærebrænderen og raffineret sukker. Bedst eksemplificeret på ‘Killer’, hvor Sharin Foos fjerlette korvokal over et smukt klavertema kontrasteres af karrierens mest øresønderrivende feedback. Det har alle dage været bandets force at kombinere de to elementer, men der har sjældent været så langt mellem bølgens top og havets overflade. Og det gør dynamikken så meget mere spændende.
At de otte sange, der udgør ‘Pe’ahi II’, groft sagt har været outtakes fra ‘Pe’ahi’, siger alt om The Raveonettes’ talent og gør mig kun endnu mere spændt på, hvad vi har i vente med bandets 12. album, som de arbejder på at færdiggøre i år. Det kan næsten kun blive eminent taget i betragtning, at The Raveonettes virker mere i live end nogensinde før.
Kort sagt:
Meget er ved det gamle på The Raveonettes’ 11. album – og så alligevel ikke. Med en lille smule variation har duoen kreeret endnu et eminent stykke dansk rockmusik, der fortjener at blive lyttet til lang tid ud i fremtiden.