Det er ikke altid taknemmeligt at elske komedier. Det føles tit, som om der er for få, men samtidig for mange dårlige.
I de seneste år har genren også haft en politisk identitetskrise, hvor det til tider har været svært at more sig, fordi komedie har været splittet mellem progressiv humor og anti-progressiv-humor. Det eneste, der har kunnet samle, har været cringekomikken i tidens største prestigeserier om forfærdelige rige mennesker som ‘The White Lotus’ og ‘Succession’. Måske fordi eliten har været de eneste, det er okay at grine af.
Den ultimative undtagelse er ‘Hacks’, som nu på fjerde sæson er verdens letteste serie at være fan af.
Siden premieren i 2021 har serien, skabt af ‘Broad City’-alumnerne Lucia Aniello, Jen Statsky og Paul W. Downs, holdt kadencen med en sæson om året uden at gå på kompromis med det, der gør den så vigtig.
Er det, fordi den er kvindedrevet? Queer? Tegner et komplekst portræt af aldersskellene i moderne comedy? At det er en anderledes og skarp branchekritik? Dens skildring af Hollywoods kvindehad, eller hvordan den nuancerer stereotyper som the dragon lady og ‘kvinde er kvinde værst’, men uden at være popfeministisk pladder?
Ja og nej. For selvom der er masser af klassiske prestige tv-meritter ved ‘Hacks’, er den først og fremmest en enhjørning, fordi den er en af de sjældne moderne komedieserier, der faktisk har fattet, hvad komedie betyder.
Giftigt god duo
Alle fortidens og nutidens ømme punkter i det amerikanske comedylandskab er selve udgangspunktet for Max-serien.
I sæson ét møder vi den ældre komiker Deborah Vance (Jean Smart), der lever en excentrisk luksustilværelse med en svulstig tv-shop-gesjæft og et fast show hver aften i Las Vegas, hvor hun fortæller sine samme gamle 80’er-jokes til turister fra Florida aften efter aften. Engang var de edgy, nu er de kønsstereotype og boomer-agtige.
I hvert fald hvis man spørger 25-årige Ava Daniels (Hannah Einbinder), der af deres fælles agent bliver sendt til ørkenen i et forsøg på at ruske op i hendes materiale. Et job, hun får efter en samtale, hvor hun kalder sin kommende chef en bitch, men værre endnu en gammel »hack«, der muligvis er rig og populær, men lever af at plukke de lavesthængende frugter.
Grunden til, at serien ikke kun er opkaldt efter den ene ‘Hack’, er, at Ava også sidder fast. Hun er røget ud i kulden og er uansættelig efter en dårlig joke på Twitter.
De viser sig selvfølgelig at have et genialt, men også farligt blik for hinandens akilleshæle, og man nyder tilsviningerne, mens man også hepper på det gyldne samarbejde, der opstår på tværs af stridsøksen.
I første sæson gælder det Deborahs comebackshow som en post-MeToo-komiker, senere en turné og et gig som late night-vært. Men uanset målet er det altid ‘Hacks’ komikerduos giftige, men elskelige partnerdynamik, der er hjertet.
Ubrugelige mænd
‘Hacks’ er en kvindedrevet serie, der i den grad handler om, hvordan køn komplicerer underholdningsbranchen, men aldrig på en måde, hvor det bliver bøjet i you go girl-neon.
Mere på en måde, hvor seriens interesse for traditionelle mandekarakterer kan ligge på et meget lille sted.
Hvide heteromænd er primært tilstede som døsige branchebosser, der spiller golf, fyrer folk og boller ved siden af. De er udelukkende til, for at Deborah og Ava har en fælles fjende at kæmpe imod i stedet for hinanden.
Selvom patriarkatet i den grad findes i ‘Hacks’, er det opløst i seriens privatsfære, hvor næsten alle mænd har servicefunktioner.
Til at mægle mellem de ophedede komikertemperamenter i ‘Hacks’ finder man det empatiske mappedyr Jimmy Lusaque (skaber Paul W. Downs), en usikker nepobaby-chef, der er så lidt god til at bestemme, at han bliver tromlet af sin ligeledes nepo baby-assistent Kayla, der er hans chefs talentløse datter.
Sammen udgør de en storelskelig uduelighedsduo, der nærmest 1:1 viser, præcis hvilke fordomme boomere har om, hvorfor yngre generationer ikke kan finde ud af noget som helst.
I den aktuelle fjerde sæson er der en vidunderligt irriterende udvidelse af deres arbejdsfamilie, da de får selskab af Robby Hoffman som sekretæren Robby – en newyorker-jøde af den gamle skuffe, som Kayla har fundet på LinkedIn.
Emmy-prestige med indbygget backlash
Det blev lidt af en milepæl, da ‘Hacks’ sidste år gik hjem med Emmy-prisen for bedste komedieserie, der de to foregående år var gået til ‘The Bear’.
‘The Bear’ blev ofte klandret sidstnævnte for kategorifusk: Var det i virkeligheden ikke en dramaserie, bare med afsnit på en halv time?
Paradoksalt nok var tredje sæson af ‘Hacks’, der vandt Emmy’en, også dens mindst sjove. Og så havde den prisbelønnede sæson samtidig noget, der mindede om et særafsnit, hvor Deborah og Ava for vild i skoven. Det var mere “rørende” end grineren, og med Emmy-hæderen blev ‘Hacks’ pludselig så rost og prestigevædet, at det måtte udfodres.
»Er ‘Hacks’ faktisk dårlig?«, blev det pludselig diskuteret i kulturmediet Vulture – og er den overhovedet sjov længere?
Jo dybere serien dyppede tåen i alle de mere klassiske thinkpiece-inspirerende greb, jo længere væk kom den da også fra sin komiske kernekvalitet.
Heldigvis vender serien storartet tilbage til det lattervækkende i den igangværende sæson.
‘Hacks’s fortæller os ikke nødvendigvis noget, vi ikke ved. Berømmelse kommer med en pris. Det er ikke altid sjovt at være en kvinde, der er sjov.
Men ‘Hacks’ fornemmeste styrke er netop at gøre den usjove historie sjov uden at tage sig selv alt for åbenlyst alvorligt.
Og den har fortjent al den anerkendelse, som dens kvindelige komikerduo utrætteligt kæmper med og mod hinanden for i selve serien.
‘Hacks’ kan ses på Max.