‘A Million Ways to Die in the West’

Der står Seth MacFarlane overalt på westernkomedien ’A Million Ways to Die in the West’ – og det er på godt og ondt, for nok har Mr. MacFarlane en god fornemmelse for kærligt at spoofe en genrefilm, men desværre kammer hans humor alt for ofte over i det latrinære, som når en duellant tømmer tarmen i ikke bare én, men to hatte!

’A Million Ways to Die in the West’ handler om den unge, naive fårefarmer Albert (MacFarlane), der bliver forladt af sin yndige kæreste Louise til fordel for byens moustache-butiksindehaver, Foy (Neil Patrick Harris). Han snor på ægte ærkeskurkemanér sit skæg og laver fårede ordspil over for den glatragede fårehyrde Albert.

Samtidig er den onde outlaw Clinch, (i form af en Liam Neeson-agtig Liam Neeson) på vej til den lille by Old Stump for at røve guldgravere og diligencer. Han parkerer sin kone Anna i byen, mens han går på røvertogt. Selvfølgelig ramler Albert og Anna sammen i en saloonslåskamp, og hun beslutter sig for at hjælpe ham med at vinde den yndige Louise tilbage. Albert udfordrer Foy til en duel, men naturligvis kan han ikke finde ud af skyde, så røverdronningen Anna må hjælpe ham. Sød musik opstår imellem dem, og plottet sniger sig forudsigeligt fremad mod den uundgåelige showdown at noon mellem den civiliserede fårehyrde Albert og vildmanden Clinch.

Plottet er papirtyndt, men suppleret af hyggelige sidehistorier, som for eksempel romancen mellem Giovanni Ribisis patetiske Edward og den lokale luder Ruth (Silverman), der knalder alle i byen undtagen Edward. Deres forhold kommer der megen sjov og inderlighed ud af, og det er lige før, at man hellere bare ville nøjes med deres historie. For humoren i denne fortælling kommer af karakterernes smerte og længsel – og først og fremmest af paradokset i, at de ikke vil have førægteskabelig seksuel omgang, samtidig med at Ruth knalder til højre og venstre, mens Edward sidder med en buket kornblomster og venter på, at alle byens mænd tømmer sig i hans livs kærlighed.

Det er forfærdeligt tragikomisk, og man ville ønske, at resten af filmen var lige så konsekvent i sin komik, men ak. Størstedelen af scenerne er proppet med gags, som skal få folk til at huske, at det er en komedie, de har betalt for at se. Man kunne tro, at der var grænser for, hvor mange fårepenisser og pruttejokes, man kan proppe ind i en scene – men ikke for MacFarlane.

Det grænser til ressourcespild at lade et komisk geni som Neil Patrick Harris få tyndskid og skide i en hat. Og man undrer sig over, at det glimrende cast ikke har stoppet op og sat spørgsmålstegn ved komikken, især ved Alberts psykedeliske trip, hvor han er høj på ayahuasca med den lokale indianerstamme. Det tæller ikke bare én, men fem simultant urinerende, erigerede fårepenisser. Really?!

Alligevel er filmen ikke forfærdelig, for man ønsker faktisk det bedste for MacFarlanes Albert, der langsomt, men sikkert forelsker sig i den vilde og smukke Anna. Faktisk i en grad, hvor det ville have klædt filmen at tage sig selv mere alvorligt, for den når langt fra op på højde med spoof-klassikeren ‘Sheriffen skyder på det hele’. Det er mest bare tyndskid i en cowboyhat.