Marnie fra ’Girls’: »Sexscenerne er en del af seriens dna«

Marnie fra ’Girls’: »Sexscenerne er en del af seriens dna«

De seneste dage har vi bragt interviews med Lena Dunham, kvinden bag ’Girls’, og den ærlige Jemima Kirke, der spiller Jessa i serien. Og i vores næste magasin kan man desuden læse et stort portrætinterview med Lena Dunham, der sætter fokus på hendes status som politisk magtfaktor.

Men her på soundvenue.com runder vi vores interviewrække af med en snak Zosia Mamet og Allison Williams, der spiller henholdsvis Shoshanna og Marnie. Og de fortæller både om ’Girls’ berømte og berygtede nøgenhed og om deres karakters udvikling gennem serien.

Bliver pigerne i Girls nogensinde voksne – og i så fald hvordan er de forskellige karakterer så vokset?

Zosia Mamet:
»Shoshannas forsøger i den nye sæson at finde et job, og samtidigt indser hun, at det at blive voksen, realisere sig selv og få et arbejde ikke er lige så nemt, som hun havde troet, det ville være. Det er et relevant emne at tage op, når hele vores generation har fået at vide, at verden ville ligge for vores fødder, når først vi fik os en uddannelse, og det har jo mildest talt ikke været tilfældet for vores generation. Shoshanna vokser igennem sit forsøg på at finde fodfæste i en helt ny rolle i sit liv. Og det faktum, at verden ikke ligefrem spiller bold, er enormt svært for hende at tackle«.

Har du kunnet trække på egne erfaringer?

Zosia Mamet:
»I min umiddelbare omgangskreds har jeg ikke oplevet det her ske. Jeg gik ikke selv på college, og mange af mine venner har forsøgt at etablere karrierer uden for det almindelige system. Men jeg havde da nogle venner, som efter de blev færdige med deres uddannelse havde en følelse af at falde ud over en stejl klippe. De var alle ret gode til hurtigt at komme ovenpå, men det var svært. Det er jo et grundvilkår for mange unge verden over, så derfor er det vigtigt at forholde sig til i serien«.

Og hvad med Marnie, bliver hun voksen?

Allison Williams:
»Marnie har forandret sig enormt meget igennem de tre år, serien har kørt – måske mere end de andre karakterer. Til at starte med var hun denne her stabile type, hvor alting var sirligt planlagt. Hun havde en kæreste, et job og boede sammen med sin bedste veninde, som man jo gør i starten af 20’erne. Langsomt er det hele krakeleret for Marnie, og nu skulle hun pludseligt til fuldkommen at genopdage sig selv, da alting faldt fra hinanden.

Det er en utrolig sjov ting for en skuespiller at spille, alle de små nuancer, den måde hun ser sig selv i forhold til den måde verden ser på hende, alle de optrædener hun giver, som ingen har bedt om. Alt det har været så sjovt. Og det faktum, at hun bliver ved med at forandre sig bidrager til, at serien forbliver aktuel og vedkommende. Folk forandrer sig jo konstant, vi muterer, og det er passende, at det samme sker i serien.

Især journalister kan lide historier med en sløjfe på, og de spurgte især efter den første sæson: Nå, bliver de så snart voksne? Nej, sådan er det ikke. Der er ikke noget slutresultat, man er ikke sådan pludselig færdig med at vokse, og sådan er det også for ’Girl’s. Så bare nyd processen, fremskridtene og tilbagefaldene. Det tog da også mig lidt tid at indse, at jeg på intet tidspunkt kommer til at kigge mig i spejlet og se en fuldt realiseret person, det sker bare ikke. Ikke for mig, ikke for nogen jeg kender«.

Hvad kommer til at kendetegne Marnies udvikling i sæson 4?

Allison Williams:
»Marnie har nogle meget klare ambitioner i denne sæson. Hun vil ind i musikbranchen og få succes som sanger, og så vil hun have Desi (en karakter, der blev introduceret i tredje sæson). Marnie plejer på ingen måde at sætte sig noget for, som hun ikke kan opnå. Hun er vant til at få alt, hvad hun peger på. Så denne her situation er unik for hende, og det kommer til at drive hende til vanvid. Jeg håber, det bliver god underholdning for jer at se«.

I er alle nemme at forveksle med jeres karakterer. Kan I komme ind på, hvordan I er anderledes?

Zosia Mamet:
»Shoshanna er meget anderledes fra mig. Men vi er ens på den måde, at jeg også er en meget usikker person på mange fronter. Jeg vil også, ligesom Shoshanna, gerne tilfredsstille alle og gøre tingene på den rigtige måde. Hendes besættelse af, hvad andre tænker om hende, er jeg heldigvis gået fri af, og det er vist en god ting. Men hun irriterer mig ikke, som hun gør hos andre. Ok, hvis jeg skulle bo sammen med hende, var jeg nok blevet rimeligt træt af hende, men jeg holder af hende, jeg bekymrer mig for hende, og hvis jeg kunne fortælle hende én ting, ville det være, at hun skulle tage at slappe lidt af«.

Girls var overraskende og friskt i sit format, da den udkom for tre år siden. Kan den bevare sin friskhed, når nu pigerne bliver ældre?

Zosia Mamet:
»Serien udvikler sig i takt med generationen, den handler om. Sæsonerne bliver hvert år en smule mørkere i deres udtryk. Det betyder ikke, at ’Girls’ ikke stadig er en sjov serie, for netop humoren vokser ud af mørket af ren og skær nødvendighed. Især i denne sæson synes jeg, at tonen har forandret sig lidt. Det er, som om de fire karakterer har en smule mere presserende problemer, end de tidligere har haft. Problemerne ændrer karakter, når man bliver ældre, og det synes jeg, at serien viser godt«.

Lena Dunham er – som Hannah kalder sig selv – blevet kaldt sin generations stemme. Taler ’Girls’ på vegne af jeres generation?

Zosia Mamet:
»Det er jo en enormt stor ting at påstå om en serie, men jo jeg tror da, at Lena virkelig ramte en åre med hendes karakterer, og at det taler til vores generation. Det undersøger og portrætterer en generation på en hudløst ærlig manér, som jeg ikke synes, jeg har set før«.

Der kommer mindre nøgenhed i den her sæson. Er det et resultat af, at skaberne bag serien har lyttet til de kritiske røster?

Allison Williams:
»Nej, nøgenheden er der jo kun, hvis der er grund til det. Men det er en del af seriens dna – nøgenheden og sexscenerne. Lenas idé er jo at vise folk fra deres allermest sårbare side. Når lyset ikke er så generøst, og når det hele er lidt ukoordineret. Der er jo ikke noget i livet, som er helt orkestreret, og det er de sære øjeblikke, hvor ærligheden kommer frem, som Jenni Konner (producer af serien) og Lena Dunham gerne vil vise. Nøgenheden og sexscenerne har altid et formål og en værdi. Både Jenni Konner og Lena Dunham hader de der tilfældige sexscener og hovsa-bryster, som nogle film og serier ynder at benytte sig af. Formålet i ’Girls’ er altid at vise den skinbarlige virkelighed, de her unge kvinder befinder sig i«.

Lena Dunham er blevet en enormt kendt person, siden ’Girls’ først fik premiere. Hvordan har det påvirket den måde, serien bliver modtaget på, tror I?

Zosia Mamet:
»En del af seriens styrke er, at ingen af os forholder os til alt det, der foregår omkring Lenas person. Når vi filmer, er vi i en boble, og når den så brister, så indser vi, at folk er vrede på os over et eller andet. Men nej, det er meget separat – det der sker omkring Lena som en kendt person og serien i sig selv. Det er jo fiktion, vi laver, og ikke en filmatisering af Lenas liv. Det er en serie, som hun tilfældigvis laver. Men måske har al omtalen af hendes person været en god ting. Folk er jo enormt nysgerrige på alt, hvad hun foretager sig«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Girls’ sæson 4

Læs også: Lyt til ny udgave af Soundvenue Filmcast – med entusiastisk diskussion af den nye sæson ‘Girls’ og Angelina Jolies ‘Unbroken’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af