’Project Almanac’
Hvad får man, hvis man krydser MTV og Michael Bay?
De fleste forestiller sig nok en aparte blanding af de realityshows om privilegerede unge, der i dag fylder fladen på den engang så banebrydende musikkanal, kombineret med Bay-vartegn som grandios musik og eksplosioner en masse.
Svaret er dog på én gang overraskende og ganske som forventet. Tidsrejsefilmen ’Project Almanac’, som både instruktøren og tv-kanalen har været med til at producere, er autentisk og afdæmpet i sin tone, men lugter samtidig langt væk af kølig markedsanalyse – en gesjæft, som ikke er helt fremmed for nogen af de to kommercielle mastodonter.
’Project Almanac’ handler om fem highschoolvenner, der ført an af geninørden David (Jonny Weston) bygger en tidsmaskine ud fra hans afdøde fars tegninger. De bruger den først til lettere uskyldige ting som at få bedre karakterer og vinde i lotto.
Men da David rejser alene tilbage til et tidspunkt, de allerede har rejst til en gang tidligere, så han ikke forspilder sin chance for at kysse med den smukke Jessie, begynder deres handlinger at få konsekvenser for andre i en større sammenhæng. Som det også var tilfældet for Ashton Kutcher i den beslægtede ’The Butterfly Effect’, forsøger David at rette op på sine tidsforstyrrelser, hvilket kun fører til nye forandringer i en konstant nedadgående spiral.
’Project Almanac’ er hæmningsløst skræddersyet til teenagere med sin blanding af sci-fi og teenromance proppet ned i en found footage-form.
De pseudovirkelige, håndholdte optagelser har kronede år med succeser som ’Cloverfield’, ’Chronicle’ og ’Paranormal Activity’-filmene, og at ’Project Almanac’ lægger sig i slipstrømmen af disse ligner mest af alt en lidt bagstræberisk økonomisk kalkule ud fra en det-er-det-de-unge-vil-ha’-tankegang.
Og hvor en film som ’Chronicle’ leger visuelt med formen ved at lade superheltedrengene løfte kameraet majestætisk op i luften, er den slet ikke tænkt ind i ’Project Almanac’. Sommetider er det direkte komisk, at kameraet sættes i hjørnet af lokalet, eller at Davids lillesøster filmer hans private samtale med Jessie på afstand.
Filmen undlader klogt at gå ind i længere videnskabelige forklaringer om tidsrejser, men kaster i stedet rundt med nok flerstavelsesord – såsom interfacemodul og grafikprocessor – til, at man akkurat køber præmissen. Der er også skruet ned for det visuelle blær.
Fokus er nemlig på karaktererne, og der er en naturlig kemi mellem de unge, ukendte ansigter, der afbryder og driller hinanden, som om de har kendt hinanden hele livet. Davids blikke mod Jessie er så fulde af ængstelig længsel, at man ikke behøver være teenager for at forstå, hvorfor moralen glider ud af knoppen på ham.
Kort sagt:
Tidsrejsefilmen ’Project Almanac’ er perfekt for teenagere og andre unge sjæle med hang til sci-fi-romance. De fleste andre vil gennemskue den klare markedskalkule, der ligger bag den – især på grund af den yderst påtagede found footage-tilgang.