‘Unbroken’
Ikke ’based on’, men ’a true story’ – sådan øremærker Angelina Jolie sin seneste bedrift som instruktør, ‘Unbroken’, der er et poleret WW2-epos baseret på Laura Hillenbrands bestseller-biografi af samme navn. Men for al dens minutiøse overensstemmelse med den skinbarlige sandhed så klinger filmen underligt falsk, og den mildt sagt fantastiske historie om Louis Zamperini, der ikke blot kvalificerede sig til nazi-OL i løb i 1936, men overlevede alverdens strabadser under Anden Verdenskrig, tynges af kvalmende, pladderamerikanske klicheer.
»If you can take it, you can make it« og »a moment of pain is worth a lifetime of glory« er blot nogle af de fæle motivational quotes, som de karakterløse soldater strør om sig med. Om flosklerne er taget fra Angelinas egne sanskrit-tatoveringer, eller om ansvaret skal placeres hos Coen-brødrene, der (sammen med to andre!) har været involverede i manuskript(om)skrivningen, er et mysterium, men smagløst er det under alle omstændigheder. Og de corny citater gør sig umanerligt meget bedre på køleskabsmagneter med dyremotiv end i en seriøs biopic om krigens rædsler og én mands ekstraordinære stamina.
’Unbroken’ står klart stærkest, når mesterfotografen Roger Deakins’ billeder får lov til at stå alene (som i åbningsskuddet, hvor en gruppe jagerfly bryder gennem skyerne på en smukt changerende himmel), og når den talentfulde hovedrolle-indehaver Jack O’Connell får lov til at dyrke den intense fysikalitet, som han gjorde sig bemærket med i det sublime fængselsdrama ‘Starred Up’ fra sidste år, hvor han spillede den ubehagelige, babyolieindsmurte slagsbror Eric Love.
Dét, der for alvor forhindrer ‘Unbroken’ i at nå ‘The Thin Red Line’-agtige højder, er dens manglende psykologiske dybde: Et indblik i, hvad der foregår bag Zamperinis facade, når han driver rundt på åbent hav i 47 dage, når han er ved at sulte ihjel, når han er tæt på at blive ædt af hajer, når han får én på hovedet hundredvis af gange, fordi han er blevet mobbeoffer i en japansk fangelejr.
‘Unbroken’ er bevis på, at det at lave en god film ikke blot handler om at opstøve den mest fantastiske historie og genfortælle den. Hvis det var tilfældet havde Jolie jo været home free, da der næppe findes et livsforløb mere fængslende og uforudsigeligt end Zamperinis. Men det ikkeeksisterende indre liv hos soldaterne får filmen til at fremstå som en ørkesløs opremsning, der er flot at se på, snarere end et engageret værk, der forsøger at finde ind til kernen af, hvad krig gør ved mennesker. Og hvad der gør, at ét menneske klør på, hvor andre mister modet.
Kort sagt:
Jeg ved snart ikke, hvad der gør mest ondt: At blive slået hundredevis af gange i ansigtet eller at sidde og se på, mens det, der kunne have været årets helt store Oscar-hit, langsomt glider mellem fingrene på Angelina Jolie.