HBO-leder ønsker ti sæsoner af ’Game of Thrones’, men afviser film

David Benioff og D.B. Weiss, skaberne af ’Game of Thrones’, afslørede sidste år, at de har i sinde at sætte punktum for den hyperpopulære fantasy-serie efter syvende eller ottende sæson. Men står det til HBO’s programdirektør, Michael Lombardo, fortsætter successerien helt til tiende sæson.

Over for Entertainment Weekly forsikrer Lombardo dog, at han ikke vil gennemtrumfe nye sæsoner, såfremt Beinhoff og Weiss mener, at fortællingen er udtømt. Seriens cast har foreløbig kontrakt til syv sæsoner.

Programdirektøren afviste samtidig alle rygter om en ’Game of Thrones’-film med henvisning til HBO’s forpligtelse over for seriens fans. De skal, siger han, have adgang til serien fra start til slut uden at investere i andet end kabelstationens streamingtjeneste.

Tiden må vise, om Lombardo og co. virkelig kan dy sig for at malke deres flagskibsserie til sidste bloddråbe.

Læs også: Daenerys tager hævn i ny trailer til ‘Game of Thrones’

Læs også: Danske skuespillere i internationale serier – Vi uddeler karakterer på tolvskalaen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af