Programmet til CPH PIX er ude!

Programmet til CPH PIX er ude!

Ventetiden er ovre: Danmarks førende fiktionsfilmfestival CPH PIX har sluppet det fulde program med et væld af spændende titler på plakaten.

I år er det med hele tre danske debutanter i hovedkonkurrencen New Talent Grand Prix: Thomas Daneskov med overklassedramaet ‘Eliten’, Anna Sofia Hartmann med ‘Limbo’ om et lærer-elev-forhold og Jeppe Rønde med ‘Bridgend’ om en bølge af selvmord i en britisk by. CPH PIX udgør således en unik mulighed for at stifte bekendtskab med tre af Danmarks største instruktørtalenter.

Dannebrog flager også uden for andedammens grænser på årets PIX-festival: Sidse Babett Knudsen kan opleves som lesbisk forfører i ‘The Duke of Burgundy’, mens Kim Bodnia torturerer Gael García Bernal i Jon Stewarts (ja, ham!) instruktørdebut ‘Rosewater’. Taler rygtet sandt, brænder de begge igennem i de store, internationale produktioner.

Hvis vi tager de rødhvide briller af, glæder vi os også ustyrligt til Chris Rocks Woody Allen-inspirerede satire ‘Top Five’, den roste (!) gyser ‘It Follows’ samt den ungarske hundehorrorfilm ‘White God’ (billedet), der tog Cannes-festivalen med storm sidste år. Det samme gjorde Jean Luc-Godards ‘Goodbye to Language 3D’, der nok er en anelse mere syret end mainstream-biografernes gennemsnitlige 3D-film.

Vanen tro sætter CPH:PIX også fokus på en enkelt instruktør, og denne gang er valget faldet på Bertrand Bonello, manden bag så forskellige film som ‘Saint Laurent’ og ‘The Pornographer’. Sidstnævnte er blandt andet blevet beskrevet som »en pornofilm a la Robert Bresson«. I løbet af festivalen kan du se alle instruktørens seks film og møde ham i forbindelse med en række af visningerne.

Programmet kan foreløbig kun ses i en online-udgave af det officielle CPH:PIX-magasin. Gå på opdagelse i de mange herligheder her.

CPH:PIX løber fra den 9. til den 22. april.

Læs også: Sidse Babett Knudsen er lesbisk forfører i ‘The Duke of Burgundy’

Læs også: Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af