Instruktion: Camille Delamarre. Medvirkende: Ed Skrein, Loan Chabanol, Lenn Kudrjawizki, Tatiana Pajkovic. Dansk premiere uvis.
Tre trailer-tanker:
1) Er der en jordisk chance for, at en actionfilm med undertitlen ’Refueled’ er god? Man er tilbøjelig til at tvivle, i særdeleshed, fordi det, der refueles, er en filmserie, der allerede var noget fortærsket, da den satte punktum for syv år siden. Men få er så stædige som produceren Luc Besson, når det kommer til at koge suppe på tanketomme actionkoncepter og med ’Transporter’-rebootet forsøger han at sætte ny personlig rekord for manglende ambitioner.
2) Var man i sit naive hjørne, kunne man håbe, at den T. Hansen-klingende undertitel signalerede en nytænkning af filmseriens formel, men allerede i trailerens første actionscene punkteres alle forhåbninger om nye boller på suppen. Scenen udspiller sig i et forladt parkeringhus, hvor den yngre udgave af ‘transporteren’ Frank Martin giver en flok lømler en gedigen lærestreg med cirkelspark og knæbeknusende næver – præcis som Jason Stathams ældre version gjorde det i ’Transporter 2’s åbningsscene.
3) Og spørgsmålet er, om Ed Skrein, der forlod rollen som sværdekvilibristen Daario Naharis i ’Game of Thrones’ for at sparke røv i ‘Transporter’, har den fornødne karisma til at erstatte Jason Statham som den tidligere eliteagent med farlige fjender i øst og vest. Stathams tørre fremtoning tilførte trods alt den originale trilogi en vis charme, om ikke andet i momenter. Man kan frygte, at fraværet af det kronragede kampsportses betyder, at ’Transporter’ ikke engang kan refuele en tømmermændsramt teenageknægt dagen derpå.
Læs også: Vin Diesel og co. skruer op for motorstøjen i ‘Furious 7’
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘Bloodline’ / Ny nordic noir – friskt blod eller dødssejler