Trailer: Se supermodel i Michael Winterbottoms nye film om kontroversiel mordgåde

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Michael Winterbottom. Medvirkende: Daniel Brühl, Cara Delevingne, Kate Beckinsale, Ava Acres, Peter Sullivan. Dansk premiere uvis.

Tre trailer-tanker:

1) Det er svært at blive klog på Michael Winterbottom. Instruktøren har begået et par af det nye årtusindes mest kontroversielle værker med ’9 Songs’, en pornofilm i lødige klæder, og voldseksplosionen ’The Killer Inside Me’ med Casey Affleck på psykotisk killing spree, foruden de forrygende metakomedier ’The Trip’ og ’The Trip to Italy’ med Steve Coogan og Rob Brydon i storform samt en række relativt generiske dramaer som ’A Mighty Heart’ og nu ’The Face of an Angel’.

2) Det er en sigende titel, for ‘The Face of an Angel’ giver supermodellen Cara Delevingne hendes blot anden filmrolle efter debuten i Joe Wrights Tolstoy-antiklimaks ’Anna Karenina’. Modellen med engleansigtet involveres i en bestialsk mordsag på italiensk grund, da hun indleder et forhold til Daniel Brühls (’Goodbye Lenin’, ’Rush’) udbrændte instruktør, der er hyret til at dokumentere retssagen på film. Brühl må dog hurtigt lægge celluloiden i skuffen i en halsbrækkende eftersøgning på den egentlige gerningsmand.

3) Filmen er baseret på den virkelige sag om Amanda Knox, der i 2007 blev anklaget for mordet på Meredith Kercher i Italien, men i Winterbottoms fiktionalisering er Brühls filminstruktør i fokus. Spørgsmålet er, om den alsidige instruktør overhovedet er interesseret i at finkæmme de juridiske kontroverser i Knox-sagen, eller om han stiller sig tilfreds med at spille på krimigenrens gængse tangenter i opklaringen af den italienske mordgåde? I traileren skiller ’A Face of an Angel’ sig ikke ud fra beslægtede værker i nævneværdig grad, men det er muligt, at den evigt utilregnelige Winterbottom har et es eller to i ærmet.

Læs også: ‘Gone Girl’-forfatter filmatiseres på ny i mørk krimithriller med Charlize Theron

Lyt til Soundvenue Filmcast:‘House of Cards’, dansk film i krig, pæne og perverse seriekvinder

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af