Instruktion: James Kent. Medvirkende: Alicia Vikander, Jon Snow, Taron Egerton, Emily Watson, Dominic West. Dansk premiere: 25. juni.
Tre trailer-tanker:
1. Kit Harington står foran en monumental udfordring i forhold til at bryde ud af rollen som Jon Snow i ’Game of Thrones’, da hans hidtidige skuespillerkarriere ensidigt associeres med den selvopofrende sværdfægter med de mørke, krøllede lokker. Snow er HBO-universets mest stereotypiske heltekarakter, en lidende altruist med kroniske hundeøjne, og som sådan er det svært at vurdere Haringtons potentiale ud fra hans optræden i fantasyserien. Han gør, hvad han skal – intet mindre, intet mere.
2. Med sin rolle i den rædsomme ’Pompeii’ tydede noget på, at Haringtons ambitionsniveau strakte sig til at se lækker ud med sværd og sandaler, men i den seneste tid har ’Game of Thrones’-esset skiftet kurs på beundringsværdig vis. Han er på rollelisten i den canadiske wunderkind Xavier Dolans (’Mommy’) engelsksprogede debut, ’The Death of Life of John F. Donovan’, og i ’Testament of Youth’ har han skiftet Westeros og The Wall ud med skyttegravenes skærsild.
3. I James Kents film spiller han over for et andet skuespiltalent på vej mod a-listen, Alicia Vikander (’En kongelig affære’, ’Ex Machina’), i et følelsesladet, feministisk krigsdrama om en sygeplejerske, hvis udkårne drager mod skyttegravene under første verdenskrig. Det skorter ikke på formfuldendte monologer, ivrige strygere og vaseline på linsen i den højtravende trailer, som lugter af drivende sentimental Oscar-bait. Men udfordrer plottet manuskriptmanualens mest klichéfulde forskrifter, kan man håbe, at Harington og Vikander kan løfte dramaet op i ‘Atonement’-klassen.
Læs også: Jon Snow ødelægger Seth Meyers’ middagsselskab
Læs også: Kommende ‘Star Wars’-stjerner i ’28 Days Later’-forfatters instruktørdebut