Trailer: Sport, biler og damer i Dwayne ‘The Rock’ Johnsons macho-serie ‘Ballers’

‘Ballers’ er en af de komedieserier, HBO har på brættet, vi ser mest frem til med en blanding af spænding, frygt og bæven. Kombinationen af Dwayne ‘The Rock’ Johnson og Mark Wahlberg, som producerer serien, viste sig senest som en flad omgang i Michael Bays bodybuilder-film ‘Pain & Gain’, og første trailer til ‘Ballers’ maner ikke skrækken til jorden, hvis man ellers forventer mindre macho-action fra de to herrer.

Dwayne Johnson virker dog som et charmerende og oplagt valg til rollen som den pensionerede, tyrenakkede NFL-stjerne Spencer Strasmore, der starter et nyt liv som mentor for unge sportsstjerner, mens resten af universet er fyldt til randen med dyre biler, damer og champagne-flydende yacht-fester.

Catchphrasen i traileren lyder »get rich, get laid, have fun«, og det tyder da også mest af alt på, at ‘Ballers’ er en lidt mere hæsblæsende, hårdtpumpet udgave af ‘Entourage’ sat i sportens verden.

‘Ballers’ får premiere den 22. juni på HBO Nordic, samme dag som ‘True Detective’ sæson 2.

Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende komedieserier

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af