Ved siden af sit virke som kok og madformidler er Adam Price en af Danmarks mest respekterede tv-showrunners. Han var manden bag storsuccessen ‘Borgen’, og nu er han på vej med en opfølger, der lyder særdeles ambitiøs på papiret.
Serien hedder ‘Herrens veje’ og skal ifølge en pressemeddelelse behandle begrebet tro i alle dets facetter, et ikke så lidt aktuelt emne i lyset af terrorhandlinger og islamdebat.
Hvad serien konkret skal handle om, er endnu uklart, men Adam Price udtaler om projektet:
»Troen har altid fascineret mig som drivkraft for menneskets handlinger. I de sidste 10-15 år har vi oplevet en tilspidsning af forholdet mellem de store verdensreligioner, som både påvirker storpolitikken og vores allesammens hverdag. På samme måde som politik blev udgangspunktet for en meget personlig fortælling for hovedkaraktererne i ‘Borgen’ vil religion og tro blive de bagvedliggende kræfter for dramaet i ‘Herrens Veje’«, siger han og fortsætter:
»Såvel det store perspektiv som det helt nære vil få plads i en karakterbaseret broderfortælling, som tager udgangspunkt i både krig og en række personlige konflikter, der rammer en såkaldt ‘helt almindelig familie’«.
‘Herrens veje’ skal bestå af 20 afsnit og er planlagt til premiere i 2017.
Læs også: Her er DR’s kommende serier (oktober 2014)